Noget for noget...

Jeg bliver aldrig nogen fan af HTS, men jeg får mere og mere respekt for hende, efter at det idag kom frem hvorledes selv EkstraBladet glad og frejdig deltog i delegitimeringen af hende som politiker.

Det blev ikke sagt direkte, under dagens høring, men det lod til at piben fik en anden lyd på EB da Soc'ernes kongress gav hende stor opbakning og hendes chancer for at blive statsminister forbedredes.

Man fik klart fornemmelsen af "ups, så må vi hellere holde op med at pisse på hende" og kan kun undre sig over om det var udsigten til ikke at få "access", eller frygten for at hun kunne finde på at slå igen, der fik bøllen til at bævre ?

Jeg er 100% enig med Søren Ulrik Thomsen: Det er simpelthen tåkrummende pinlig smålighed der bliver rullet ud her.

Jeg har tidligere kaldt den behandling både HTS og Søvndal fik i pressen for "mobning", nu har vi fået pressens eget ord for at det var præcis det der var ideen.

Det mest pinlige er at når de store drenge, i form af spindoktoren, sagde "hop" så hoppede journalisten og fik plantet en bekvem "borgerhenvendelse" som ministeren kunne bruge imod en politisk modstander.

Er det virkelige niveauet på Victors avis nu om dage ?

En skødehund for magten, frem for en vagthund imod den ?

Finansloven lægger op til at lønsumsafgiften skal stige for alle danske virksomheder, men hy(k)leriet derover har været helt uproportionalt fra aviserne, f.eks Lisbeth Knudsens hændervriden for 'demokratiets fremtid'.

Hun har en pointe: Demokratiet vil i sandhed være ilde stedt hvis ikke der er nogen der holder politikerne i ørene, men den automatiske antagelse af at det er dagbladene er ikke berettiget.

Dagbladendes økonomi er under pres og det øger presset for at skaffe omsætning, på bekostning af kvaliteten, de totalt indholdstomme overskrifter er et klart eksempel ("Virksomhedsleder klynker – klik for at se hvem")

Aviserne har mange sær- og sære rettigheder, nogle af dem lovfæstede, andre per konduite, men de bør ikke glemme at de har dem kun som goodwill og kun til låns så længe de som branche tilfører samfundet værdi.

Hvis dagblade og aviser ikke tilfører samfundet værdi, eller hvis de ligefrem virker skadeligt på samfundet, ved at kaste grus i det nødvendige maskineri, er det jo en dårlig investering for samfundet.

Hvis jeg var pressens minister ville jeg udstede flg. ultimatum:

Nu har I et år til at vise os hvad det er for en slags presse I mener vi skal give privilegier, 12 måneder til at vise os at I tilfører samfundet værdi, 52 uger til at vise at I er jeres job voksne.

Hvis det ikke lykkes fjerner vi enhver form for økonomisk særbehandling af dagspressen og finder noget andet og bedre at bruge pengene til.

Noget for noget, ikke sandt ?

phk

PS: Dagens andet guldkorn: Er der nogen der ville regne et tilbud om "1000% kildebeskyttelse" for særligt værdifuldt ?

Poul-Henning Kamps billede
Poul-Henning Kamp
er selvstændig open source-softwareudvikler. Han skriver blandt andet om politik, hysteri, spin, monopoler, frihedskampe gør-det-selv-teknologi og humor.

Kommentarer (45)

Uanset hvad der er op eller ned i denne sag er en ting HELT klart: den er helt gal med kulturen i SKAT.

Hvordan i alverden kan en borgers mulige seksuelle præferencer nogensinde blive journaliseret i SKAT?! Det er totalt utilbørligt og der bør rulle hoveder på højt niveau for dette åbentllyse brud på alle borgerrettigheder.

  • 0
  • 0

Det forekommer mærkeligt at man på EB ikke kan grave en Exchange-fil fra 2010 frem igen. Jeg kan simpelthen ikke tro på, at man ikke har en BU fra dette tidspunkt. Politiets sidder med og overhører vidneafhøringer, men udtalelsen om at man kun på EB gemmer BU i 14 dage er så idiotisk, at alle må kunne se at det er løgn. Politiet må ind og kigge i EB's IT-afdeling. Selvfølgelig ligger der en BU-.fil...

  • 0
  • 0

Hvad har HTS (Hovedstadens Trafik Selskab) lige med politik at gøre ? :-)

Vil bare minde om at Forkortelser er noget farlig noget...

  • 0
  • 0

Uanset hvad der er op eller ned i denne sag er en ting HELT klart: den er helt gal med kulturen i SKAT.

Dem når vi til, når deres folk afhøres.

I dag handler det om pressen...

  • 0
  • 0

Fra:
http://www.ft.dk/samling/20111/redegoerels...

Erhvervsstøtten på kulturområdet udgør omkring 9 pct. (1,8mia. kr.) af den samlede erhvervsstøtte, hvoraf langt største-delen går til dagbladene. Dagbladene er begunstiget af bådedirekte distributionsstøtte og af nulmoms (modregnet forlønsumsafgift) knyttet til salget af aviser.

Det er nok ikke noget tilfælde at den siddende regering for mange måneder siden udmeldte at "det er ikke sikkert at støtten til aviser og dagblade skal fordeles på samme måde som hidtil" eller noget i den stil.

Med andre ord: "Vi kan ikke diktere jer noget, men hvis i bider hånden som fodrer jer......"

K

  • 0
  • 0

Det er nok ikke noget tilfælde at den siddende regering for mange måneder siden udmeldte at "det er ikke sikkert at støtten til aviser og dagblade skal fordeles på samme måde som hidtil" eller noget i den stil.

Enig, det er endnu mere pinligt hvis det var den advarsel der skulle til før mobberiet holdt op...

  • 0
  • 0

Pressens store problem er at der er en strukturel omvæltning igang i mediebilledet, og de store mediehuse har svært ved at tilpasse sig. Der er flere problemer der presser sig på:

1) Indtægtsmodellerne smuldrer. Før i tiden havde de store dagblade 3 indtægstkilder: Abonnenter, reklamer og staten. Efterhånden som nyhederne flytter over på nettet falder abonnementsbetalingen - empiri peger på at folk ikke vil betale for nyheder på nettet. Samtidig er reklameindtægterne også faldet ganske markant; på nettet er det meget billigere at reklamere end i aviserne hvilket er en naturlig funktion af udbud og efterspørgsel (udbuddet af dagblade du kan reklamere i er ikke særligt stort, men udbuddet af netmedier du kan reklamere på er enormt. Derfor falder prisen og annoncekroner bliver flyttet over på nettet)

2) Dagbladene er ikke længere gatekeepers af nyheder. I de gode gamle dage fik jeg mine nyheder fra min morgenavis, og fra TV-avisen om aftenen. Der var ikke andre steder at blive informeret om hvad der skete ude i den store verden. Det har ændret sig markant, nu får jeg mine nyheder fra blogs, facebook, twitter, sociale nyhedssites, og et hav af andre kilder. Bladhusene (og TV) er ikke længere gatekeepers, de har ikke længere monopol på at levere relevante nyheder.

3) Der er ikke brug for mellemmænd i en verden hvor alle kan publicere. En journalists rolle er grundlæggende at finde frem til relevante nyheder, checke deres faktualitet og publicere dem. Han er en mellemmand mellem dem der skaber nyheden og den der forbruger nyheden. I en verden hvor alle kan lave en blog er denne mellemmandsrolle mindre vigtig. Hvis jeg vil have nyheder om Copenhagen Suborbitals læser jeg deres blog, jeg kan ligeså godt få nyhederne direkte fra hestens mund istedet for gennem et journalistisk filter. Sociale nyhedssider (f.eks. www.reddit.com eller news.ycombinator.com) er som regel markant bedre til at fange fejl og mangler i indlæg end en journalist.

De store dagblade er nogle dinosaurer. Jeg ser ikke noget tegn på at de overhovedet er kommet til erkendelsen af ovenstående, og da slet ikke at de er begyndt at gøre noget ved det. Mit bud er at de stille og roligt bliver decimeret indtil de er små fisk der engang har været store, og til sidst dør ud.

Dette betyder dog ikke at nyheder dør - tværtimod. Det vrimler med gode blogs, diskussionsfora, og andet godt. Der er masser af bloggere der er gode til at holde magthavere og dobbeltmoral i ørerne (Poul Henning Kamp er et godt eksempel) De foreløbige eksempler viser at sociale nyhedssistes der kan samle de gode kommentarer, blogs og indlæg sagtens kan give nyhedskonsumenterne en god oplevelse med konsistent opdaterede nyheder.

Faktisk overvejer jeg at bygge et fornuftigt socialt nyhedssite på Dansk - det synes jeg der er brug for. Hvis du er er webprogrammør og synes det kunne være sjovt så lad mig det vide. Jeg er ganske let at finde på nettet.

  • 0
  • 0

Men hvis det handler om dagspressen, kunne vi så ikke få en IT eksperts kvalificerede bud på dette: http://jyllands-posten.dk/politik/article4...

Begge parter kan have ret i deres påstand. Hvis du systematisk sletter data med det formål at destruere det, så kan det blive enormt svært at genfinde. Det handler også om pris. Hvis det at finde data er dyrere end datas værdi så sidder man som regel meget godt.

På den anden side, så er det korrekt at mange programmer på den ene eller den anden måde ikke sletter data bare fordi brugeren sletter dem. Det er ofte fordi oprydning kan være dyrt, så man samler til bunke indtil man har slettet data nok til at det kan betale sig at rydde op. I det setup kan data findes i bunken hvis man kigger nok efter.

Generelt er det svært at slette spor for ens færden med mindre man gør en aktiv indsats for det. Så det er formentlig med denne viden at IT-eksperterne udtaler sig om hvorvidt data kan genskabes eller ej.

Og dagspressen, den har udspillet sin rolle. Velkommen til den nye verden. Du er en del af den.

  • 0
  • 0

Som jeg kender Skat her i landet, så får de det som bekommer dem. De har ikke for vane at lade folk slippe let.

Når Skat frikender Stephen Kinnock, så er der ikke en skattesag. I særdeleshed har Helle Thorning-Schmidt ikke en skattesag.

At medierne bliver ved at kalde det for Helle Thorning-Schmidt's skattesag, er useriøst og vildledende.

Til gengæld har Skat en lækagesag. Det ville klæde medierne at kalde sagen det: Lækagesagen.

I denne sag er Helle Thorning-Schmid offeret.

Meget tyder på at Venstres Troels Lund Poulsen og/eller hans nærmeste medarbejdere er involveret i lækagen, med foremålet at ændre resultatet af folketingsvalget 2011. Sagen drejer sig altså om manipulation af den demokratiske proces.

Det at BT valgte at køre historien lige op til valget, virker betændt, da sagen ikke var aktuel på daværende tidspunkt. Det forhold håber jeg at man kommer til bunds i. BT blev effektivt til en anti-valgplakat for S, uden grundlag.

EkstraBladet's deltagelse i sagen er for mig mere broget. Man har forklaret at EB deltog i en sværtekampagne af Helle Thorning-Schmid og Villy Søvndal, med den famøse betal-selv konto hos Skat. Her deltager man altså aktivt i at skabe de nyheder man selv bringer. Det i sig selv burde give et hak i mediestøtten.

At EB vælger at navngive Peter Arnfeldt som kilde til lækagesagen, har jeg til gengæld intet problem med. Kildebeskyttelsen er ikke til for at magtens misbrugere kan skjule sig. Motivet bag lækken var at underminere demokratiet - ikke at informere befolkningen om et vigtigt forhold. Det er i den forstand perverteret at kalde ham for whistleblower.

Man kan ikke være whistleblower når man selv sidder ved magten.

For at bruge fra den ækle nye politiker-lingo, så trænger den 4. statsmagt til et serviceeftersyn.

  • 0
  • 0

Når Skat frikender Stephen Kinnock, så er der ikke en skattesag. I særdeleshed har Helle Thorning-Schmidt ikke en skattesag. At medierne bliver ved at kalde det for Helle Thorning-Schmidt's skattesag, er useriøst og vildledende.

Ja det har også undret mig, og det er svært ikke at tænke motiver ind i det. Her er tale om en sag hvor private oplysninger bliver lækket ulovligt, og eftersom lækken til medierne sker få dage før et valg er det tydeligvis for at smæde fjenden. Dermed er anklagen altså at den daværende regering brugte ulovlige metoder til at kortslutte den demokratiske process. Hvis det viser sig at være rigtigt kan det betyde fængselsstraf til en forhenværende minister.

Og medierne vælger at skrive det som en historie om at Helle Thornings mand, til trods for en pure frifindelse af skat, måske har snydt i skat. Og for at det ikke skal være løgn også inkluderer parrets privatliv i fnidderet.

Der er ikke tale om en skattesag, der er tale om en lækagesag der, hvis den viser sig at holde vand, kan ændre det politiske billede mange år frem, putte forhenværende ministre i fængsel og generelt være den største skandale i Dansk politike de sidste mange år.

Man undres...

  • 0
  • 0

Man undres...

Det er der ingen grund til. Sagen har indtilvidere demonstreret at Ekstra Bladet og BT i særdeleshed har løbet politisk parløb med den daværende regering. Uanset hvad deres motiv måtte have været (oplagstal, formodentligt) var resultatet en direkte støtte til blå blok og et massivt svigt af deres rolle som den fjerde statsmagt. (Så kan man lave nok så mange undersøgelser af journalisternes private politiske holdninger.)

Der er ingen grund til at tro at den slags korruption er begrænset til tabloidaviserne. Det var Politiken der lod bolden rulle omkring Kinnocks påståede seksualitet, formodentligt fordi de ikke havde andet at skrive om mens de ventede på at kommisionen gik i gang?

  • 0
  • 0

Der er ingen grund til at tro at den slags korruption er begrænset til tabloidaviserne. Det var Politiken der lod bolden rulle omkring Kinnocks påståede seksualitet, formodentligt fordi de ikke havde andet at skrive om mens de ventede på at kommisionen gik i gang?

En faktabaseret tilgang kunne måske være på sin plads. Lad os prøve med 3 stk. til en begyndelse:
1. Helle Thorning-Schmidts skattesag blev afgjort af en skattechef med socialdemokratisk baggrund. http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/dan...
2. Efter at afgørelsen er blevet offentliggjort i sin helhed, har skatteeksperter påpeget, at den benyttede tællemetode er klokkeklart forkert, idet man skal ”opgøre dagene over en løbende 12 måneders periode” og ikke pr. indkomstår.
3. Oplysningen om homo-/biseksualitet blev ifølge et notat af skattedirektør Lisbeth Rasmussen givet af cand.jur. Frode Holm i egenskab af stedfortræder for Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock, idet parret ikke selv ønskede at møde frem for at give oplysninger om en række private forhold. http://www.bt.dk/politik/det-staar-der-i-r...

  • 0
  • 0

  1. For 30 år siden var han formand i DSU Haderslev. Skal det i din optik gøre ham partisk?
  2. Jeg tvivler meget på at Skat har talt forkert. Har du et link til tællemetoden i afgørelsen? Mit personlige bekendtskab med Skat giver, om noget, respekt for deres nidkære omhyggelighed.
    Der er til gengæld aldrig mangel på 'eksperter' når der er mulighed for at sole sig i medierne.
  3. Hvordan rygtet end er startet, så har det intet at gøre i offentligheden. Det er et privat anliggende, og har intet at gøre med Helle Thorning-Schmidts funktion.
  • 0
  • 0

Ægteskabelig værdighedsværdi? Udsalgspris : 150000 kroner?

Er det i virkeligheden så banalt? så lavt?

I sandhed, hvad der er kirkens og kongens...?

Eller ser vi bare denne verden gennem forskellige objektiver?

Bum bummelum?

Venlig hilsen Peter Vind Hansen

  • 0
  • 0

En faktabaseret tilgang kunne måske være på sin plads. Lad os prøve med 3 stk. til en begyndelse:

Du må have klikket på et forkert link et sted, for selvom du citerer mit indlæg har dit svar intet at gøre med det jeg sagde.

Du ser også ud til at have misforstået trådens emne. Dit indlæg handler om HTS's skattesag, som forlængst er afgjort.

PHK's blogindlæg og mit svar handler om den tidligere skatteministers mulige magtmisbrug, samt hvordan flere danske medier i den forbindelse har svigtet deres rolle som vagthund.

Prøv at skelne mellem de to.

  • 0
  • 0

forsvandt da Bent overtog chefstolen.
Hans mange år på posten vil være vanskellige at overvinde, og nu fører sig frem som "uafhængig kommentator". Hvis man lytter til P1 Debatten tirsdag forstår man måske bedre hvilke kriterier, der styrede EB i Bents tid og tilsyneladende fortsat hersker.
BT's Olav var i sin tid på DR's sportsredaktion ophavsmand til nogle noget tvivlsomme programmer, og han var vist den første til at lide den tort, at blive sat fra jobbet som chef.

I sidste er det dog bestyrelserne for de pågældende blade, som har ansvaret for den lagte journalistiske linie. Hos dem vægter oplaget på kort sigt åbentbart tungest, og det er naturligt vigtigt, at der er økonomi i udgivelserne. Men det er ikke rimeligt at bøje dækningen af fakta så meget, at det tenderer løgn, og så oveni belønnes med statstilskud.

Størstedelen af alle nyheder fremkommer via dagspressen, som både DR og TV2 lukrerer på. Ingen af de af mig kendte internetmedier kan på nuværende tidspunkt overtage rollen som formidlere og det nødvendige kvalitets- og relevansfilter.

Måske kunne man overveje om en uafhængig institution (fx pressenævnet) skulle kunne vurdere om der skal gives støtte til et givet medie for den næste periode ?

  • 0
  • 0

SKAT har efterhånden udviklet sig til og fået beføjelser, som den danske udgave af det østtyske stasi, og skal holde de formastelige dicidenter - som ikke frivilligt afleverer størstedelen af deres produktion til staten - i skak. En sådan udemokratisk størrelse er meget svær måske umulig at kontrollere.

  • 0
  • 0

Pressen har i en årrække haft en stærkt faldende faglig profil, hvor sagers saglige indhold er blevet afløst af let tilgængelige skandalevinkler.

Således efterlades læserne med en uforståelig historie, hvor stillingtagen bygges mere på følelser end fakta, jeg foretrækker at kalde det se og hør journalistik, udsprunget fra den tidligere chefredaktør der.

Og pointen er enkel, skal der sælges aviser eller nyheder, ja så er overskrifter vejen frem. Dette site er jo ligeledes ofte blevet klandret for det samme, hvor mange indlæg har meget misvisende overskrifter og meget lidt indhold.

Så alle nyhedskilder er vel ramt af trenden.

Jeg tror nu ikke lovtvang er vejen frem, nærmere tværtimod må debatten løftes, det er et fælles ansvar.

Vedrørende pressen, journalister og spindoktorer, har dette taget overhånd. Derfor ser vi nu disse her absurde sager, hvor processerne ikke kan styres.

Men pressenævnet kunne da ligge ud med øget opmærksomhed på saglighed, det er trods alt den egentlige rolle med pressen, resten er jo bare underholdning.

  • 0
  • 0

Men pressenævnet kunne da ligge ud med øget opmærksomhed på saglighed, det er trods alt den egentlige rolle med pressen, resten er jo bare underholdning.

Mig bekendt kan pressenævnet kun reagere på en konkret klage og deres sanktionsmuligheder er meget, meget begrænsede, ligesom deres mandskab er det.

Jeg tror ikke en meter på at nogen udefra kan forbedre den luderpresse som blev afsløret igår, det skal komme indefra.

Men derfor kan man godt, fra samfundets side, anspore dem med en trussel om "or else..." med hensyn til deres talrige privilegier.

  • 0
  • 0

Gult kort til Ernst Krogager for partipolitisk fnidder.

Det her handler om pressen, ikke om rød-blå stue eller skats behandling af HTS.

  • 0
  • 0

Jeg er bekendt med pressenævnets kompetence, men i deres afgørelser ligger saglighedskriteriet som et væsentligt element, og derfor kunne nævnet være et godt udgangspunkt for pressen.

Jeg tror således mere på dialog og åndelig habitus end tvang.

  • 0
  • 0

Hvis jeg var pressens minister ville jeg udstede flg. ultimatum: Nu har I et år til at vise os hvad det er for en slags presse I mener vi skal give privilegier, 12 måneder til at vise os at I tilfører samfundet værdi, 52 uger til at vise at I er jeres job voksne. Hvis det ikke lykkes fjerner vi enhver form for økonomisk særbehandling af dagspressen og finder noget andet og bedre at bruge pengene til.

Det samme har Putin sikkert allerede gjort i Rusland, blot med en enkelt uges varsel.

Og hvem skal vurdere, om "samfundet tilføres værdi"?

Jeg håber ikke, at pressens minister blander sig – men udsagnet viser, hvor let statsmagten kan misbruges.

Den eneste måde pressen kan være fri på, er ved at gøre sig økonomisk uafhængig, så den kun står til ansvar overfor sin egen moral og overfor straffeloven i nævnte rækkefølge.

Og når nu støtten fjernes/frabedes, så skal den samtidig fjernes fra radio og fjernsyn og de politiske partier.

  • 0
  • 0

Og hvem skal vurdere, om "samfundet tilføres værdi"?

Det kunne man jo passende nedsætte et uafhængigt fagkyndigt udvalg til at undersøge...

Og argumentet med Putin er altså bare Goodwins-law-light...

  • 0
  • 0

[quote]Og hvem skal vurdere, om "samfundet tilføres værdi"?

Det kunne man jo passende nedsætte et uafhængigt fagkyndigt udvalg til at undersøge...[/quote]

Catch-22

  • 0
  • 0

Pressestøtten skulle måske fordeles med 50 % som idag. Og så resten fordelt til dagblade og medier der begiver sig ud i dybdeborende journalistik ( Guldbrandsen "typer" ) rundhåndet så ALLE kan se at det kan betale sig at lave andet en "headlines".........

  • 0
  • 0

Politik i almindelig og demokrati i særdeleshed handler jo bare om at befolkningen har tilpas stor tiltro til landets ledere, således at befolkningen vil acceptere at statsmagten besidder voldsmonopolet.
Problemet er ikke at den daværende regering og pressen har kørt en mobbe kampagnen mod HTS. Under Fogh hvad det bare bedre afstemt og doseret.
"Venner for altid eden" var mellem den borgerlige presse og Fogh, og da Fogh rejste faldt skeleterne ud af skabet.
Og jeg vil postulere at befolkningen generelt var meget gladere for krigene og den vigende konkurrenceevne under Fogh, simpelthen fordi pressen og regeringen var bedre samstemt i nullerne.
Så istedet for at punke på statsstøtten til pressen bør vi kræve Fogh hjem, sådan vi kan få noget ordenlig spin og få talt økonomien op.

  • 0
  • 0

Det hele minder mig lidt om en af mine yndlings Danske film: Kongekabale

Når min naive/uskyldige halvdel ser den tænker jeg: Arh, så grelt kan det sgu da umuligt stå til.

Når min verdslige/kyniske halvdel ser den tænker jeg: Forlængst overhalet af virkeligheden. Det står grelt til.

Jeg er nok med i hylekoret, der mener at journaliststanden for store deles vedkommende, desværre har mistet grebet om deres professions mission i livet, og er hastigt på vej ned ad bakke. Og det ser kun ud til at gå én vej.

Måske er det på tide at PHK ansøger om dagbladsstøtte....

  • 0
  • 0

Jeg forstår ikke helt dem der tror at de kan få reelle nyheder på diverse blogs, sociale netværk og ved at se på direkte på de indblandets hjemmesider...

En personlig blog, en hjemmeside udfærdiget af virksomheden og et socialt netværk kan aldrig løse problemet med uafhængighed.Kildekritikken bør være langt større når man læser nyheder sådanne steder.

I dag er der dog ikke den store tillid til diverse bladhuse, de er alle farvet af deres politiske ståsted og fokus er at sælge for at overleve. Hvor ville det dog være rart hvis det var muligt at lave et uafhængigt medie, hvor det ikke er muligt med spind og løgn at styre mediestrømmen... Men det er utopi, jeg tror dog ikke det bliver letter at overlade mediestrømmen til små private (og med personig interesse) medier. Måske er bladhusene tros alt en bedre løsning, de er dog bundet af loven...

Måske skulle man starte med at oprette et offentligt og uafhængigt medie, som havde til opgave at informerer befolkningen om faktuelle ting, uden skelen til politik og meningsdannelse.

  • 0
  • 0

Måske skulle man starte med at oprette et offentligt og uafhængigt medie, som havde til opgave at informerer befolkningen om faktuelle ting, uden skelen til politik og meningsdannelse.

Hmm, hvad med at bede dem om at sende disse programmer trådløst?

Så kunne man f.eks kalde dem "Danmarks Trådløse" eller ligefrem "Danmarks Radio" ?

Nåhhh nej...

  • 0
  • 0

En personlig blog, en hjemmeside udfærdiget af virksomheden og et socialt netværk kan aldrig løse problemet med uafhængighed.Kildekritikken bør være langt større når man læser nyheder sådanne.

Det er til gengæld noget som sociale nyhedssites er rigtig gode til. Jeg ser dagligt diverse blogindlæg der bliver revet fra hinanden på b.la. Reddit. Ofte er det jo sådan at når der er mange der læser et indlæg og har mulighed for at kommentere (og stemme op og ned) vil der være nogen imellem der rent faktisk ved hvad de taler om. Disse kommentarer flyder oftest til toppen af diskussionen (diskussions foraerne på disse sites er oftest algoritmisk styrede så de bedste kommentarer bliver vist først) så andre brugere kan tage stilling til kritikken og evt. Nedstemme indlægget.

Jeg ved ihvertfald at når jeg submitter noget til disse sites tænker jeg mig om en ekstra gang, vel vidende at modtagergruppen er ekstremt kritisk og har en meget lav tolerance for fejl.

Eller med Eric Raymonds ord "given enough eyeballs all bugs are shallow"

  • 0
  • 0

Så kunne man f.eks kalde dem "Danmarks Trådløse" eller ligefrem "Danmarks Radio" ?

Jeg vil ikke begynde at påstå at DR ikke er mikrofonholder for de politiske spindoktorer og heller ikke at DR ikke forsøger at være meningsdannende. Ingen tvivl om at de også laver et godt journastisk arbejde ind i mellem, det bliver bare blandet sammen med en masse popsmart reklame for at få masserne til at se kanalen... (Og TV2 er på ingen måde bedre)...

  • 0
  • 0

I lækagesagen om jægerkorpsets indsættelse i Irak 2007, kan man læse følgende nyhed i Politiken:
http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE11...

Det er efter min mening en yderst uheldig tolkning af kildebeskyttelsen.

Meget tyder på at lækagen stammer fra Søren Gades spindokter Jacob Winther, men det må vi aldrig finde ud af på grund af kildebeskyttelse.

Lækagen bliver i begyndelsen brugt som politisk boldtræ, hvor beskyldningerne haglede ned over opositionens politikere i udenrigspolitisk nævn.

Da Guldbrandsen siden påpeger at den rygende pistol sidder i skeden hos en af Sheriffens 'deputies', bliver der råbt kildebeskyttelse.

I denne sag har BT en klar holdning:
http://blogs.bt.dk/olavskaaningandersen/20...

Efter min mening ligner den ene lækagesag den anden. Tabloidpressen har bare byttet fortegn.

Begge sager har en spindokter i midten.
Begge sager bruger dele af pressen som nyttige idioter.
Begge sager handler potentielt om magtmisbrug.

Magtmisbrug.

Er det ikke det vi har den 4. statsmagt til at holde i skak? Er det ikke det som politisk journalistik bør handle om?

Kildebeskyttelsen står også i denne sag i vejen for afsløring af magtmisbrug. Og det jubler journalistforbundet over? Har de forstået deres opgave i samfundet?

  • 0
  • 0

Gult kort til Ernst Krogager for partipolitisk fnidder. Det her handler om pressen, ikke om rød-blå stue eller skats behandling af HTS.

Hej Poul-Henning

Det er helt i orden, hvis du synes, det der fakta er noget forvirrende voksensnak, som du ikke rigtig forstår. Er du i øvrigt med på rød eller blå stue i år? Det lyder sjovt med de der gule kort. De kort, vi plejer at bruge i min kortklub, er kun røde og blå.

Hyggehilsen
Ernst

  • 0
  • 0

Det er helt i orden, hvis du synes, det der fakta er noget forvirrende voksensnak, som du ikke rigtig forstår.

Der er vel ikke så meget at forstå, den røde regering blev et flop fordi den kom til magten ved at bilde sine vælgere ind at den havde indflydelse på den barske globale virkelighed som vi er en del af - at man så at sige kunne isolere os fra omverdenen og leve af at servicere og administrere og beskatte hinanden ligesom i det også kuldsejlede DDR.
Hvordan kan det overhovedet komme bag på nogen at den gik ikke?

Så har man sat et voldsomt spin igang mod en tidligere minister for at aflede opmærksomheden fra sit tilbagetog, så man i stedet for at regere spilder tiden på dette pjat af en Ekstrabladshistorie!

Man har med andre ord valgt at det er vigtigere at redde stumperne af det røde drømmesyn end vores allesammens ve og vel.

Men det får jo blot de røde til at fremstå som de virkelige landsbytosser i den globale landsby, fordi alle deres gode ideer ødelægger mere for os end de gavner sådan som verdensøkonomien fungerer.
Og det hjalp jo ikke meget at Auken i sin tid skiftede ham fra rød til grøn, det var stadig DDR der sad på rygmarven, de røde havde deres Wartburg som deres stolthed, de grønne fik deres vindmøller, men lige lidt nyttede det.
Hvor længe varede Wartburg eventyret og hvor længe kommer vindmølleeventyret til at vare før vi alle får lyst til at flygte?

Det er ikke fordi jeg forestiller mig at en anden regering ville være meget bedre, grunden til at jeg betragter denne regering som en katastrofe er kun at den på alle måder ideologisk er så fjernt fra nutidens virkelighed som man næsten kan komme.
Siden de fik magten har de ikke ladet mange chancer gå fra sig for at vise at de er de virkelige landsbytosser i den globale landsby!

  • 0
  • 0

Jeg har vanskeligt ved at gætte hvilken verden du lever i. Men i min straffer man kriminelle - eller forsøger i det mindste at placere et direkte ansvar.

Ingen er i det du kalder "pjat af en Ekstrabladshistorie" dømt endnu, men pilen peger mod Lund Poulsen, som formelt har ministeransvaret.

At en - undskyld udtrykket - tykhovedet sjover af en knoldsparker går rundt og tror et politisk embede kan anvendes til magtfordrejning er stærkt undergravende for det demokrati flertallet af os andre (du er efter udladningen ovenfor undtaget, da jeg ikke regner dig som demokrat) går rundt og forsøger at forbedre, leve op til - og overlevere i nogenlunde hel stand til vores efterkommere.

Derfor vigtigheden af at få dømt evt. kriminelle politikere og deres slæng.

  • 0
  • 0

Jeg har vanskeligt ved at gætte hvilken verden du lever i. Men i min straffer man kriminelle - eller forsøger i det mindste at placere et direkte ansvar. Derfor vigtigheden af at få dømt evt. kriminelle politikere og deres slæng.

Tjah,
hvis kalkunjagt på en tidligere minister for at få ham dømt og straffet er vigtigt for demokratiet i din verden så synes jeg måske at din verden minder lidt om Ukraine hvor de har været rigtig gode til den slags?

I min verden lader man kriminelle løbe frit omkring, mens regeringen kaster sig ud i store udgifter for at jagte "fartsyndere" så man kan få en masse penge i den umættelige statskasse.

Hvis du kaster et blik ind i min verden så er der sket følgende:
3 år siden: Indbrud i min og flere kollegers biler, politiet bad efter nogen tid nogle sigøjnere fjerne sig fra stedet fordi det blev ved at gentage sig. Intet af værdi stjålet men 2000 kr til ny siderude.
2 år siden: Indbrud i huset, politiet mente rumænere, en masse ødelagt og stjålet, da jeg afleverede den lange rapport på stationen, sagde betjenten med et skævt opgivende smil "nå, noget nyt i sagen, har du ikke fanget gerningsmanden"!
3 måneder siden: Min kone hævede i en automat på Nørreport station, derefter begyndte nogen i Peru at hæve dagligt på hendes konto, banken betalte selvfølgelig, men bøvlet alligevel.
2 dage siden: antastet af lommetyv på Nørreport station, heldig at han tabte min pung og jeg greb den, men hvorfor er sådan noget ikke stoppet når der har været skrevet om det længe?

Konklusion: Vi har mange problemer i dette land, både fiktive og reelle, jeg synes i høj grad at de etablerede medier svigter at skrive om vore reelle problemer, både de små som jeg oplever og de store som gør os alle fattige, men nu er verden jo ikke statisk så heldigvis dukker der af og til nye medier op som kan tage fat der hvor de gamle var gået i stå og der er vist ikke noget der tyder på at de kommer til at mangle stof:
http://denkorteavis.dk/
http://www.e-pages.dk/dispatch/2/
http://www.e-pages.dk/dispatch/1/

Og endelig har vi jo et udmærket bloggerunivers som man kan følge med i her:
http://www.polit-blogs.net/

Afslutningsvis er jeg enig i at vi nok lever i helt forskellige verdener, men jeg bestræber mig dog på at udforme mine indlæg i nogenlunde samme stil som anvendes her, dermed kan de godt virke en smule mere aggressive end de er ment :-)

  • 0
  • 0