Ove Karl Berthelsen er Grønlands minister for erhverv og råstoffer

Professor, dr. jur. Ellen Margrethe Basse har i en artikel bragt i fagbladet Ingeniøren den 1. september 2012, udtalt sig med stor sikkerhed om påståede mangler og svagheder i miljølovgivningen i Grønland.

En række af hendes bemærkninger er desværre forkerte eller misvisende. Bemærkningerne er tilsyneladende baseret på nogle grundlæggende misforståelser vedrørende miljøreglerne og miljømyndighederne i Grønland samt urigtige antagelser vedrørende en række faktiske forhold og tilladelsesforhold.

Jeg vil hermed kommentere enkelte af de bemærkninger, der er forkerte eller misvisende, men ikke alle, da kommentarerne dermed må være mere omfattende, end det er hensigtsmæssigt i denne sammenhæng.

Et meget væsentligt forhold i den Selvstyreordning, der er aftalt mellem Grønland og Danmark, er at sikre Selvstyret fortsatte adgang til rådgivning og bistand til myndighedsvaretagelse på råstofområdet fra danske forskningsinstitutioner. Det er lagt til grund i selvstyreloven og betingelserne for overtagelse af råstofområdet, at der skulle indgås en femårig aftale mellem råstofmyndigheden og det tidligere Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) - nu DCE - om fortsat ydelse af miljørådgivning på råstofområdet. Til opfyldelse af Selvstyrelovens krav har Selvstyret indgået en femårig aftale om at anvende DCE (det tidligere DMU) som miljørådgiver i forbindelse med råstofaktiviteter i Grønland.

Ved indgåelsen af aftalen om selvstyreordningen og vedtagelsen af selvstyreloven har Folketinget, den danske regering, Inatsisartut (Landstinget) og Naalakkersuisut (Landsstyret) således alle lagt til grund, at det tidligere DMU - og nu DCE - er en videnskabelig og uafhængig miljøfaglig forskningsinstitution, der på råstofområdet kan og bør foretage miljøfaglige vurderinger for selvstyret og afgive miljøfaglige anbefalinger til selvstyret.

Hvis Ellen Margrete Basse mener, at DCE's miljøfaglige vurderinger og anbefalinger på råstofområdet ikke er gode nok, bør hun rette sin kritik mod DCE og Aarhus Universitet, hvor hun i øvrigt selv er professor i miljøret. Internt på Aarhus Universitet har hun således også adgang til at kritisere DCE's miljøfaglige vurderinger og anbefalinger på råstofområdet og kræve forbedringer.

Råstofloven regulerer de fleste væsentlige forhold vedrørende råstoffer og råstofaktiviteter, herunder efterforskning og udnyttelse af råstoffer samt sikkerhed, sundhed og miljø i forbindelse dermed. Forvaltningen af reglerne og disse forhold varetages af en enkelt myndighed - råstofmyndigheden under Naalakkersuisut (Landsstyret) - som en samlet og integreret myndighedsforvaltning.

Miljøforhold på råstofområdet reguleres således af råstoflovens regler, og ikke den almindelige grønlandske miljølovgivning, og forvaltes af råstofmyndigheden og ikke den almindelige grønlandske miljøforvaltning.

Råstofloven er således udtryk for en ordning med en samlet og integreret regulering og forvaltning råstofområdet - kort sagt en ordning med enhedsregulering og enhedsforvaltning.

Denne ordning blev valgt af Selvstyrets demokratiske valgte myndigheder - Inatsisartut (Landstinget) og Naalakkersuisut (Landsstyret). Valget skyldes blandt andet, at ordningen samlet set er bedst for Selvstyret, private råstofvirksomheder, andre virksomheder og borgere i Grønland samt hensynene til blandt andet råstofudnyttelse og sikkerhed, sundhed og miljøbeskyttelse i forbindelse dermed.

Råstoflovens ordning med enhedsregulering og enhedsforvaltning er endvidere accepteret af den danske regering. Råstoflovens regler var gennem en omfattende høringsproces. Ved Selvstyrets overtagelse af råstofområdet og vedtagelse af råstofloven, havde den danske regering vurderet lovens regler under en høring og ikke haft yderligere bemærkninger.

En af grundene dertil var formenligt, at den tidligere danske råstoflov for Grønland indeholdt regler om en lignende ordning med enhedsregulering og enhedsforvaltning. Den danske råstoflov regulerede blandt andet efterforskning og udnyttelse af råstoffer samt sikkerhed og miljø i forbindelse dermed. Forvaltningen af reglerne og disse forhold blev varetaget af en enkelt myndighed - råstofmyndigheden for Grønland - som en samlet og integreret myndighedsforvaltning. Efter den danske råstoflov var landsstyret og regeringen i fællesskab den overordnede del af råstofmyndigheden, og Råstofdirektoratet under landsstyret var den underordnede del af råstofmyndigheden.

Miljøforhold på råstofområdet var således reguleret af råstoflovens regler og ikke den almindelige grønlandske miljølovgivning og blev forvaltet af råstofmyndigheden og ikke den almindelige grønlandske miljøforvaltning.

I spørgsmål, hvor der kan være en væsentlig miljøpåvirkning ved råstofaktiviteter, bliver DCE's rådgivning forelagt råstofmyndighedens politiske niveau, Naalakkersuisut (landsstyret), der foretager den endelige afvejning og træffer afgørelse.

Effektiv miljøregulering på råstofområdet kræver - ud over miljøfaglig ekspertise - også teknisk, metallurgisk og geologisk ekspertise. Dette er afgørende for at sikre, at der bliver stillet de rigtige og teknisk meget vanskelige krav til sikring af miljøet.

De overordnede miljømæssige og tekniske godkendelser og myndighedsbehandling vedrørende råstofaktiviteter må derfor foretages af personer, der har erfaring med og indsigt i projekter og aktiviteter af denne art.

Det kræver, at der opbygges den fornødne sagkundskab, og at råstofaktiviteter vurderes som en samlet enhed, hvor alle aktiviteter vurderes i forhold til den samlede påvirkning på miljø og samfundet. Dette er også bagrunden for at bestemmelser om miljøbeskyttelse, klimabeskyttelse og naturbeskyttelse. Regler om ansvar herfor er skrevet ind i den grønlandske råstoflovgivning for netop at sikre, at myndighedsbehandling på råstofområdet sker som en integreret myndighedsbehandling.

Globalt set er den miljøregulering, som findes på råstofområdet i Grønland, meget restriktiv. Regulering svarer i høj grad til de tilsvarende danske miljøregler og EU-miljøregler. Desuden sikrer selvstyrets samarbejde med DCE, at der foretages en uafhængig og videnskabelig miljø- og naturvurdering af alle råstofprojekter.

Ellen Margrethe Basse siger til bladet at 'Råstofloven er miljøets største problem, for råstofloven omfatter alt i forhold til udvinding af bl.a. olie, gas, malm og sjældne jordartsmetaller'. Og videre 'selv om råstofloven indeholder en VVM-forpligtelse, er den uden reelt indhold'.

Det er uklart, hvad Ellen Margrethe Basse mener med, at VVM-forpligtelsen skulle være uden reelt indhold. VVM-redegørelsen er en grundig beskrivelse af forventede miljøeffekter og af afbødende foranstaltninger. VVM-redegørelsen udarbejdes efter retningslinjer baseret på bedste international praksis, og den vurderes og kommenteres offentligt af DCE og Grønlands Naturinstitut, inden Naalakkersuisut træffer afgørelse.

Råstofloven regler om Miljøvurdering (VVM) er udformet med henblik på at sikre, at alle relevante myndigheder og organisationer samt borgerne får det bedst mulige grundlag for at kunne udtale sig om en råstofaktivitets påvirkning på miljøet. Er der tale om væsentlig påvirkning af miljøet, skal der i alle tilfælde foretages en VVM-undersøgelse, også i forbindelse med forundersøgelse og efterforskning og ikke blot i forbindelse med udnyttelsestilladelser og nedlukninger, hvor VVM-undersøgelsen i alle tilfælde er gjort obligatorisk. Råstofloven styrker dermed offentlighedens adgang og muligheder for at blive hørt i miljøspørgsmål i forbindelse med råstofaktiviteter.

Ellen Margrethe Basse udtaler, at sagsbehandlingen har været så hurtig i Alcoa-sagen, at der ikke er foretaget 'en grundig, gennemsigtig og inddragende miljøvurdering'.

Alcoa-sagen har nu været under behandling i snart 6 år. Der har været en omfattende oplysningsvirksomhed og der er iværksat en række miljøundersøgelser som grundlag for en samlet VVM-undersøgelse, som endnu ikke er udført. Der er derfor endnu ikke truffet beslutning om, hvorvidt projektet skal søges gennemført. Det skal i øvrigt bemærkes, at miljøforhold i forbindelse med aluminiumsmelter-projektet ikke er omfattet af råstoflovens miljøregler, da der ikke er tale om udvinding af råstoffer fra den grønlandske undergrund.

Ellen Margrethe Basse understreger i artiklen, 'at det oven i købet er op til den enkelte lille kommune at agere miljømyndighed, når det gælder nærmiljø, gør ikke miljøets skæbne sikrere'.

Ellen Margrethe Basse blander her igen tingene sammen. I forbindelse med råstofprojekter er det ikke den enkelte kommune, der er miljømyndighed. Det er selvstyret, som med bistand fra bl.a. DCE behandler miljøspørgsmål af råstofprojekter og herunder fører tilsyn med virksomheden.

Afgørelser om tilladelser til alle større mineprojekter gives altid af den demokratiske valgte øverste forvaltningsmyndighed på råstofområdet, og det sker først efter en offentlig høringsproces. Det vil sige, at det er den grønlandske regering (Naalakkersuisut), der giver en sådan tilladelse. Hvis der i Grønland skulle være en klagemulighed, skulle det altså være en mulighed for at klage over landets demokratisk valgte regerings afgørelse, og ikke over en myndigheds afgørelser. Dette vil ikke være i god overensstemmende med grundlæggende demokratiske og forfatningsretlige principper.

Ellen Margrethe Basse nævner som et eksempel, 'at hvis en olietanker forulykker og forurener Grønlands kyst, er det den pågældende kommune, måske med mere end 6.000 kilometer kyststrækning, der har ansvar for at få ryddet op'.

Sikkerhed til søs og havmiljø er begge danske sagsområder, og det Forsvarsministeriet, der i samarbejde med andre myndighedere forestår bekæmpelse af olieforurening af havet og de kystnære dele af søterritoriet. Grønland har dog overtaget ansvaret for miljøbeskyttelsen vedrørende havmiljø ud til 3 sømils-grænsen. Er der tale om olieforurening af havmiljøet i forbindelse med en råstofaktivitet varetages myndighedsbeføjelserne af Naalakkersuisut.

Ellen Margrethe Basse udtaler videre i artiklen:

'Siger Grønlands myndigheder ja til, at et udenlandsk mineselskab må udvinde sjældne jordartsmetaller og uran fra Kvanefjeldet nær byen Narsaq, har byens borgere, der så må leve med risikoen fra radioaktivt støv, ingen mulighed for at klage over godkendelsen.'

Det skal fastslås, at hvis der er en risiko for borgere i Narsaq for sundheds- og miljøfarligt radioaktivt støv vil der ikke kunne meddeles en godkendelse til at der iværksættes udnyttelse af mineraler fra Kvanefjeldet.

Til sidst kan jeg kun på det kraftigst opfordre Ellen Margrethe Basse til at tage kontakt med sine kolleger på DCE med henblik på en tværfaglig opdatering af sin viden om Grønlands miljøforhold og lovgivning herom på råstofområdet. Dette synes hårdt tiltrængt.