Mange af Ingeniørens læsere husker sikkert den sky russiske matematiker Gregori Perelman, der for nogle år siden beviste et af matematikkens største uløste problemer - Poincaréformodningen - og sidenhen afslog både at modtage matematikernes største anerkendelse Fieldsmedaljen og en million dollars i 'findeløn' fra Clay Mathematics Institute for sit bevis. Sidst man hørte fra Perelman levede han for beskedne midler med sin gamle mor i Skt. Petersborg uden kontakt til matematiksamfundet. Er han lige så gal, som han er genial? Er han lykkelig?
I Cambridge lever en anden excentrisk matematiker i en toværelses lejlighed omgivet af plasticposer fyldt med køreplaner for bus og tog. Simon P. Norton, der i dag er 59 år, var et matematisk vidunderbarn og blev for 30 år siden af mange anset som det måske største britiske matematikgeni siden Isaac Newton. Han er i dag en offentlig-transport-nørd, som de fleste vil mene, spilder sit talent. Blandt matematikere er Norton kendt for sine arbejder inden for gruppeteori og ikke mindst den såkaldte Monster-gruppe. Simon Nortons liv er beskrevet i en ny bog af Alexander Masters 'The genius in my basement' - Alexander Masters bor nemlig i lejligheden oven over Norton i Cambridge. Mit kendskab til Norton og Masters' bog stammer fra et blogindlæg af matematikeren John Baez - fætter til den kendte protestsanger Joan Baez.
Både Perelman og Norton har ydet matematiske kraftpræstationer og siden trukket sig tilbage og lever en afsondret tilværelse. John Baez funderer over, hvorfor excentriske matematikere er interessante skæbner. Han har to beslægtede bud på en forklaring. Ifølge John Baez rammer de fleste ikke-matematikere på et eller andet tidspunkt 'muren' i deres matematikstudier. Matematikken bliver for svær, og de stopper deres videre studier. Sidenhen undrer de sig over, hvad de ikke har lært, og hvilken slags hjerne, der skal til for at lære dette. Det er fascinerende og til en vis grad tilfredsstillende at vide, at det gør nogle gale at fatte det svære. Baez' anden forklaring er, at matematikerne har erstattet poeterne som mytiske figurer, som ifølge visse iagttagere må nærme sig graden af galskab for at se ud over det, der er muligt for almindelige dødelige.
Jeg har fornøjelsen af ind imellem at skrive artikler om matematik i Ingeniøren, og jeg ved fra læserresponsen, at det interesserer mange. Men jeg ved også, at det er bedst at holde sig til emner kendt fra gymnasiematematikken - langt fra min og læsernes matematikmur. Når det gælder formidlingen af den moderne matematik, som vinder store priser som Abelprisen og Fieldsmedaljen, så er det umuligt at forstå og forklare, hvad de matematiske gennembrud har været. Jeg skal derfor spare læserne for en nærmere beskrivelse af Poincaréformodningen og Perelmans bevis, ligeledes vil jeg undlade at forsøge at beskrive, hvad der er interessent ved Monster-gruppen.
Der findes genier inden for naturvidenskab, som har snerten af galskab i sig, men det er nok rigtigt, som Baez skriver, at det excentriske træder tydeligst frem hos matematikere. Det vil dog være forkert at ynke Perelman og Norton, der selv har valgt deres liv. Alexander Masters har tilmed givet sin bog om Simon Norton undertitlen: en biografi om en lykkelig mand. Det er sværere at greje, om Perelman er lykkelig, for han er endnu mere afsondret fra omverdenen end Norton. Jeg tror dog, at Alexander Masters har fat i noget rigtigt, og at fascinationen for de excentriske matematikere i høj grad skyldes en undren over, om de er lykkelige i deres galskab.
Faldt tilfældigvis over dette indlæg. Godt at læse.
Der er noget sygt i hvordan "vi" hele tiden forsøger at fremmedgøre os selv overfor folk der er anderledes. Som om de slet ikke er medlem af arten Homo Sapiens. DET er sygt og det er noget af det interessante ved diskutionen ovenfor. Men det er samtid meget udbredt. Det bruges ofte bare til at gøre os selv eller gruppen vi vil være en del af, bedre end alle andre. Et uhyggeligt men samtid interessant fænomen.
Det blev ikke helt klart for mig om debattøren skelnede mellem galskab og matematik eller ikke.
Noli turbare circulos meos.
Nej, det blev heller ikke klart for mig.
Men som noget ekstra vil jeg gerne nævne, at den ENESTE grund til at kategorisere nogen som gale, er at man gerne vil hjælpe et menneske ud af en lidelsesfuld tilstand. Alle andre grunde er ondskabsfulde på forskellige niveauer og fremmedgørende for fremmedgørelsens egen skyld.
Besøgte sidste år en excentriker, han var ikke matematiker ja beskæftigede sig ikke engang med noget nørd.
Matematik og afsondrethed forklarer ikke den excentriske anatomi, lige så lidt som at nørde med klassisk klaverspil eller studere geologiske processer i juratiden. En 17 årig nørdknægt får dette skudsmål, "En dreng i din alder skal skal da ikke skumle rundt med mærkelige tingster, du skal være glad, feste, løbe efter pigerne og køre på tunet knallert".
Men det er netop skumlerierne fra geniet der sætter sig spor og fingeraftryk i menneskeslægtens historie, og ikke abefesten og den ulovlige knallert.
Nogle genier, opfatter sig selv som store genier, langt hævet over andre. Og de føler sig for gode til, at tale med andre. Mens andre genier, ser det geniale overalt omkring sig - både i naturen, og i den måde, at mennesker tænker på. Og syntes egentligt ikke selv, at de er et geni. Det de gør, er jo bare, at "opdage" det geniale.
Når nogle genier - som helt klart er genier - på den måde "trækker sig tilbage", og beskæftiger sig med buskøeplaner, så tror jeg egentligt at de ikke selv opfatter sig som store genier. Omverdenen gør måske - fordi de er genier. Men for dem selv, er det geniale måske ikke dem selv - men det de beskæftiger sig med.
Det, at være i omverdenens søgelys, fordi man er et geni, kan måske også være et problem. Det medfører et pres, og mange foretrækker måske en mere tilbagetrukken tilværelse.
Måske er det lidt en synd, når genier trækker sig tilbage. For vi mangler genier. Der er flere mia. mennesker på jorden. Men, det er genierne som vi mangler. Jeg tror, at der også blandt de mange mia. er mange "potentielle" genier. Men, desværre, så er den almindelige opfattelse, at vi ikke har behov for genier, og nogle samfundssystemer, anser ligefrem de geniale, som et problem, man helst vil afskaffe.
Er det mon ikke Jens Ramskov?
Jeg synes det er søgt at påstå at hvis Perelman og Norton ikke har et godt liv og ikke får det fulde ud af deres geniale potentiale er det deres egne skyld. De har selv valgt deres liv. Galskab er ikke en psykiatrisk diagnose, men taler man om galskab, vil de fleste vel mene at der er tale om en sindslidelse i en eller anden form, lettere eller sværere. Sindlidelser adskiller sig fra mange andre sygdomme ved at have et stærkt individuelt forløb. Og sindsygdom kan angribe kognitive funktioner og sociale funktioner ganske stærkt.
Udsagnet, du har selv valgt din sygdom, så det er din egnen skyld og ansvar hvordan du du forvalter dit liv er absurd.
At prøve at forstå sindslidelser er et livslangt projekt i sig selv. Muligheden for præcis diagnostisering og præcis medicinsk behandling har ikke i menneskehedens historie været større end idag, men den kan blive bedre. Først i 1952 kom blev det første neoleptika fremstillet ved organisk kemisk syntese og før 1952 var der ingen medicinsk behandling at tilbyde patienter med sygdommen skizofreni. Indespærring på asyler var virkelighed for denne patient gruppe. 30 år senere altså i begyndelse af 1980-erne falder de sidste asyler.
Jeg kan ikke vide om Perleman og Norton er gale i den forstand at de lider af en sindslidelse, men alarmklokkerne hos deres nærmeste bør ringe hvis man iagttager invaliderende ændringer i kognitive funktioner og sociale funktioner, og de skal tilbydes en psykiatrisk udredning, alt andet ren kynisme. Lægeløftet gælder også for sindslidelser.
Venlig hilsen Peter Vind Hansen
Er det mon ikke Jens Ramskov? Jeg synes det er søgt at påstå at hvis Perelman og Norton ikke har et godt liv og ikke får det fulde ud af deres geniale potentiale er det deres egne skyld. De har selv valgt deres liv. Galskab er ikke en psykiatrisk diagnose, men taler man om galskab, vil de fleste vel mene at der er tale om en sindslidelse i en eller anden form, lettere eller sværere. Sindlidelser adskiller sig fra mange andre sygdomme ved at have et stærkt individuelt forløb. Og sindsygdom kan angribe kognitive funktioner og sociale funktioner ganske stærkt. Udsagnet, du har selv valgt din sygdom, så det er din egnen skyld og ansvar hvordan du du forvalter dit liv er absurd. At prøve at forstå sindslidelser er et livslangt projekt i sig selv. Muligheden for præcis diagnostisering og præcis medicinsk behandling har ikke i menneskehedens historie været større end idag, men den kan blive bedre. Først i 1952 kom blev det første neoleptika fremstillet ved organisk kemisk syntese og før 1952 var der ingen medicinsk behandling at tilbyde patienter med sygdommen skizofreni. Indespærring på asyler var virkelighed for denne patient gruppe. 30 år senere altså i begyndelse af 1980-erne falder de sidste asyler. Jeg kan ikke vide om Perleman og Norton er gale i den forstand at de lider af en sindslidelse, men alarmklokkerne hos deres nærmeste bør ringe hvis man iagttager invaliderende ændringer i kognitive funktioner og sociale funktioner, og de skal tilbydes en psykiatrisk udredning, alt andet ren kynisme. Lægeløftet gælder også for sindslidelser. Venlig hilsen Peter Vind Hansen
Det er en stor misforståelse, at vi selv vælger vores eget liv. Vores liv, bliver presset ned over os, af "skæbnen". At tro vi selv bestemmer er ren overtro.
Hvis du kigger dig lidt om omkring i samfundet, så vil du opdage, at mange mennesker, har et liv, som de næppe selv vil vælge, hvis de kunne undgå det. Økonomi, sygdom, muligheder, uddannelse, evner osv. osv. er faktorer, kombineret med tilfældigheder, der afgør et menneskes muligheder. De færreste bestemmer selv. Men nogle tror, at de selv bestemmer.
Sindslidelser, er et meget svært begreb - og ofte helt uforstået, af personer, der ikke selv har haft sådanne problemer, eller været i nær kontakt, med personer, der har haft problemer. Mange læger, har hellerikke forståelse for problemerne. Og derfor, ofte er behandling af sindslidelser, nok ikke hensigtsmæssig, hvis lægerne ikke ved, hvad de har med at gøre.
Hvis du kendte sandheden, så vil du måske vide, at nogle af de sindslidende faktisk har været i kontakt med Gud, eller med Aliens. Og en sådan oplevelse, er måske ikke muligt at kurere.
Hej Jens
Vores liv er en grød af potentialer, nogle af disse potentialer bliver realiseret for dig af andre - nogle af potentialerne realiserer du selv.
Så helt uselvbestemmende er vi ikke, i vores land har vi faktisk store muligheder for selvbestemmelse.
Nej, det srore livets spørgsmål er hvilke potentialer skal jeg realisere: Hvilke scenarier er konkret de bedste at realisere?
Nogle er realiseringfjolser, andre er store realiseringstalenter.
Hej Jens Vores liv er en grød af potentialer, nogle af disse potentialer bliver realiseret for dig af andre - nogle af potentialerne realiserer du selv. Så helt uselvbestemmende er vi ikke, i vores land har vi faktisk store muligheder for selvbestemmelse. Nej, det srore livets spørgsmål er hvilke potentialer skal jeg realisere: Hvilke scenarier er konkret de bedste at realisere? Nogle er realiseringfjolser, andre er store realiseringstalenter.
Det er måske korrekt, at vi ikke er helt uselvbestemmende - men mange tror faktisk, at de bestemmer mere, end de gør. Og selvbestemmelse, er til en vis grad en illusion. Mange programmører, tror også, at de har begået fejl. De fatter ikke, at de er placeret i systemer, der gør de fejler.
Langt de fleste mennesker, tager ansvar for dem selv, og deres egne handlinger. De ved ikke, at de ikke styrer sig selv, og at det er muligt at koble ind på deres hjerne, og kontrolere dem. At de i virkeligheden, får givet en opdigtet "dækhistorie", for de handlinger de gør, og derfor finder dem rigtige. De ved ikke, at selv deres indre stemme, styres af teknologi, og at de ikke selv er tilstede i alle situationer, men bare er dem, der må tage ansvar, som de ikke selv har indflydelse på.
De er begge hyperintelligente, har udprægede matematiske hjerner, stræber ikke efter berømmelse eller penge. Lever isoleret med ingen eller få mennesker omkring dem. Den ene er transportnørd, der opbevarer sine planer i plastikposer.
Meget tyder på at de ikke er gale, men hører til på det autistiske spektrum. Enten i Asperger-området eller i nærheden.
Der skal ikke galskab til at fatte det svære, der skal en anderledes udtalt genialitet til. Når noget er uforståeligt kalder man det af og til for galskab. På dansk kan galskab betyde mere end sindsyge, men hvis man vil være sikker på ikke at skabe misforståelser, så er det en fordel at finde et mindre "befængt" ord.
At Simon P. Norton ikke ønsker at udnytte sine sjældne evner er noget man må leve med. I filmen "Good Will Hunting" berøres det forhold, at ikke alle genier vil leve deres evner ud.
Ang Kim Sahls og Jens Madsens indlæg:
Bravo godt med et skulderklap til genierne. :-)
Titlen er på baggrund af et husket citat, vistnok fra Temple Grandin:
Autisme er den pris vi må betale for genialitet!
Og et sidste skulderklap til Kim Sahl for sin indsigt fra Temple Grandin:
"What would happen if the autism gene was eliminated from the gene pool? You would have a bunch of people standing around in a cave, chatting and socializing and not getting anything done." - Temple Grandin
Kommentarer (10)