Jens Morten Hansen er lic.scient. og statsgeolog ved Geus og adj. professor ved KU. Troels Aagaard er dr.scient. og lektor ved Institut for Geografi og Geologi, KU.

I lavlande som Holland, Nordtyskland og Danmark vil forskellige prognoser for en accelererende havstigning spille en betydelig rolle for den fysiske planlægning. Ikke mindst i Holland, hvor der budgetteres med udgifter på op til 1,6 milliarder euro om året til dige- og slusebyggeri.

De seneste prognoser fra Hollands Meteorologiske Institut anvender både lave og høje estimater for havstigningen. De lave estimater siger 2,5 mm/år frem til 2050 og derefter 3,2 mm/år frem til 2100. De høje estimater siger 5,8 mm/år og 7,7 mm/år for de samme perioder. Her i landet er DMI og Geus for nylig i fællesskab fremkommet med lignende estimater med en noget større usikkerhedsmargin.

Men nu viser en analyse af konkrete tidsserier for havniveauet på Hollands seks hovedstationer for sådanne målinger, at de dystre prognoser for de hollandske diger og sluseværker sandsynligvis er overdrevne. Man har ikke taget de såkaldte nodalsvingninger i betragtning. Det er ellers et velkendt fænomen, der skyldes, at det tager Månen 18,6 år at komme tilbage til den samme position i forhold til Jordens bane omkring Solen.

Eftersom Månens bane ligger skævt i forhold til Jordens ækvatorplan, vil Månen i en periode på 9,3 år ligge nærmest den nordlige halvkugle og i de følgende 9,3 år ligge nærmest den sydlige. Massetiltrækningen mellem Månen og Jorden vil derfor få havniveauet til at stige og falde på de to halvkugler, alt efter hvor Månen befinder sig i den 18,6 år lange rundtur.

Analysen fremkom i martsnummeret af Journal of Coastal Research og er skrevet af fem hollandske eksperter fra universitetsinstitutter og kystmyndigheder. De fem eksperter viser, at hvis man korrigerer vandstandsmålingerne for disse naturlige udsving som følge af Månens position, så forsvinder den acceleration af havets stigning, som prognoserne bygger på.

Tilbage bliver kun en almindelig fuldstændig jævn havspejlsstigning på 1,9 mm/år, som har stået på lige siden man begyndte at måle havniveauet i 1890'erne.

I disse 1,9 mm/år indgår endda, at Hollands undergrund synker med en hastighed på 0,4 +/- 0,9 mm/år. Det vil sige, at selve den målte havstigning kun er på ca. 1,5 mm/år (0,6-2,4 mm/år) - eller en femtedel af worst case-scenariet.

De fem forskere viser også, at der på samme måde er sket en fejltolkning af satellitdata fra Nordsøen, fordi man her har valgt tidsserier, der begynder, hvor nodalcyklussen giver et minimum, og slutter, hvor den kulminerer.

Vælger man derimod tidsserier, der omfatter præcis 1 nodalperiode (18,6 år) eller et multiplum deraf, vil den havstigning, som satellitfolkene har sat til 2,3 mm/år skrumpe ind til 0,7 mm/år. De fem eksperter konkluderer, at også de satellitbaserede prognoser er fejlagtige 'fordi de, tilfældigvis, anvender et tidsvindue, der begynder ved bunden og slutter ved toppen af en nodal cyklus'.

For kort tid siden fremkom en opdatering af de norske, svenske og tyske vandstandsmålinger. Fjerner man effekten af nodalcyklerne (og længere cykler) fra disse måleserier, kommer man frem til samme resultat, nemlig at der ikke forekommer en accelererende havstigning i farvandene omkring Danmark, kun en moderat, fuldstændig jævn stigning.

Da vi i modsætning til hollænderne ikke har en landsænkning, men en landhævning i hovedparten af landet, vil den hollandske betragtningsmåde indebære, at vi her i landet kun i begrænsede områder vil opleve en mærkbar havstigning. Derudover har vi her i landet dokumenteret yderligere en cyklisk svingning med en periodelængde på 76 år. Denne svingning indebærer efter alt at dømme, at vi er på vej ind i en periode med mere østenvind.

Citeret kilde:

F. Baart, P.H.A.J.M. van Gelder, J. de Ronde, M. van Koningsveld & B. Wouters (2012): The effect of the 18.6-year Lunar nodal cycle on regional sea-level rise estimates. Journal of Coastal Research, 28(2), 511-516.