... med at lade for mange dage gå uden en blog! Gør man det, hober der sig simpelthen for meget materiale op, og resultatet bliver en forfærdelig lang én. Jeg vælger at satse og håber, I holder det ud. 

Jeg har haft travlt i den sidste uges tid. Som alle andre i CS er selve raketbyggeriet ikke et erhverv. Man må ud at arbejde ved siden af for at få det hele til at hænge sammen. Jeg er så heldig, at mit arbejde er, at gå ud og fortælle om det, vi laver. I denne uge sendte det mig en tur til Aalborg Universitet og en tur på Geologisk Institut. Den sidste var i selskab med Steen Eiler Jørgensen og Andreas Mogensen. Steen er, som nogen vil vide, formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning, og Andreas Mogensen er medlem af ESA´s korps af professionelle astronauter.

Det er ganske udfordrende at overtage tavlen efter de to herrer. Steen Eiler er en gudsbenådet formidler, og Andreas Mogensen kunne vise de mest fantastiske billeder og videoer fra hans træning til ISS; herunder selvfølgelig billeder af selve den Internationale Rumstation. Dér står jeg så med mine billeder af, hvad nogle mennesker kan nå at flække sammen i et gammelt skur på et nedlagt værft. Gabet er så stort som afstanden til Andromedagalaksen, - og den er langt væk.   Gabet må fyldes med kærlighed og passion for at gøre noget ved rumfarten. Det er jo i sidste ende for at GØRE NOGET, vi er der ude. Jeg helt personligt, fordi jeg savner passionen og drivkraften fra rumfartens pionertid i vores moderne højteknologiske udgave af bemandet rumfart. Jeg ynder at sige, at CS's udfordring om at sende et menneske ud af atmosfæren og ud i rummet og bringe ham sikkert tilbage er lige så udfordrende for os, som Kennedys berømte tale om at sende en mand til Månen var for supermagten USA i 60erne.

Foredragene er uden undtagelse en udfordring i sig selv. Det er lidt lige som at være stripper. Piger, der smider tøjet foran en forsamling af begejstrede mænd, opnår tit et skud selvtillid, og det er den hemmelige grund for nogen. I allefald for hende jeg kender af slagsen. Hvis man kan efterlade et publikum begejstret og opildnet, går man selv hjem lidt gladere. Unset om man er stripper eller foredragsholder.

Det handler for mig ikke om at aflevere nogle slides med nogle tørre fakta, men om at give publikum et indblik i, hvor meget deres egen holdning til deres arbejde betyder. Man må vælge om man vil livet - forstået som troen på, at det hele kan nytte, og man kan lykkes - eller man vil vælge depressionen og mismodet. I sidste ende døden.

Jeg vælger livet, optimismen, passionen og at gøre noget ved det. Om det så bare er at banke på nogle jernplader i et gammelt skur.

For man kan hvis man vil det nok!

Det var essensen i Kennedys udfordring i 61, og den er så gyldig i dag som for over 50 år siden.

"## We choose to go to the Moon. We choose to go to the Moon in this decade and do the other things, not because they are easy, but because they are hard, because that goal will serve to organize and measure the best of our energies and skills, because that challenge is one that we are willing to accept, one we are unwilling to postpone, and one which we intend to win, and the others, too."

Derfor skaber vores lige så "umulige" ufordring også til tider en stemning i HAB, der er den bedste simulering af stemningen i Apollo-projektet, som kan findes i dette århundrede i dette land.   Når jeg kan få Niels Foldager til at erklære at månelandingen var sikkerhedsmæssigt fuldkommen uforsvarlig, er jeg i den syvende himmel. Han har fuldkommen ret. For vel var det livsfarligt; men det er fuldkommen ligegyldigt i det store perspektiv. Den bemandede udforskning af rummet har krævet færre liv, end der ryger på en måned i den danske trafik, - men rummer nogen af verdenshistoriens vigtigste bedrifter. Når alle vores åndsvage krige og ligegyldige stridigheder er glemt, vil Apollos landing på Månen stadig stå som en milepæl. Derfor er bemandet rumfart rigeligt sikkert, når man husker det store perspektiv: at menneskeheden ultimativt kan blive en fler- planet civilisation og derved undgå at gå til grunde, hvor den opstod.   Hvad har vi så i denne uge gjort for at blive en fler-planet raketklub?

Masser af ting!

Von B tog i denne uge kegler med sit nye initiativ til finansiering af hans kapselarbejde. Vi kunne ikke klare os et øjeblik uden den vedholdende opbakning fra vores venskabsorganisation, CSS, men for hver krone, der kan komme fra andre kilder, rækker CSS-midlerne længere. Von B har etableret CS på Indiegogo sitet, og hermed gives et link, der faktisk fortæller resten:

http://www.indiegogo.com/TychoDeepSpace2

På meget kort tid har det skaffet ham startkapital til at gå i gang med den nye kapsel.   Det var en god ting.

En anden er, at CS endelig er begyndt at blive rigtig meget mere open source. Det er kun i sin spæde start; men på CS' hjemmeside kan man nu downloade mange af vores arbejdsrapporter, og flere kommer til. Mange I CS har bidraget til materialet der. Fra motorgruppen ligger det sidste nye materiale til download. Vores Spectra-projekt ligger således nu både med en rapport med baggrund, tegninger og beregninger - og en video som understøtter rapporten.

Man finder downloadable dokumenter, billeder og videoer under "resource"-menupunktet på vores hjemmeside:  

http://www.copenhagensuborbitals.com/

Her kan man også finde den nye Spectra-film; men her er et direkte link:

http://www.youtube.com/watch?v=Y_yhxLQU9JA&feature=plcp

Det giver alle, der interesserer sig for CS, mulighed for at se os i kortene. Hvad enten man er en kritiker, der påstår, vi ikke regner eller dokumenterer vores ting, eller en ven af huset, der bare vil vide mere; så er materialet der. Om det så underbygger kritikken eller det modsatte er mindre vigtigt; men det giver et oplyst grundlag at vurdere CS på.

Det udvides hele tiden og er så vidt muligt up to date.   En ny om HEAT 2X er på trapperne. Jeg vil lægge materialet ud efterhånden, som det opdateres.

Det bringer mig til emnet 2X. Efter rigtig mange tests er vi nu definitivt landet på den konfiguration, som vores store raket skal have. Det bliver en væskeraket med LOX som iltningsmiddel og etanol som brændstof. Den får aktiv styring, og den bygges næsten udelukkende i aluminiumslegeringer. Vi tryksætter med helium i et pressure blow down-system uden højtrykstanke. Vi er også omsider, efter års overvejelser og mange konstruktive diskussioner, nået til et svar på, hvad vi skal gøre for at kunne opsende heavy-raketter: Det endte med et centerskrog på Sputnik.  Hermed har vi en slags roadmap, - som ikke bygger på skrivebordsteori, men på serier af statiske test, praktiske sejladser og opsendelser til havs.   Om vi skifter mere? Nej. Debatten om dette roadmap er lukket, og jeg kan tilbyde at æde min gamle hat på, at vi holder den kurs. Eller drikke en dobbelt sjus af furfuryl alkohol efterfulgt af WFNA, skulle jeg efter dette insistere på at lave om. Jeg er helt sikker på, at denne eksperimentbaserede måde at afgøre vanskelige valg er meget sikrere end skrivebordsmetoden.

Det betyder selfølgelig ikke, at vi holder op med at lave eksperimentelle motortests. For det er umådeligt givtigt og peger på anvendelser af HEAT, som måske ligger ud over suborbitale baner. Men diskussionen om drivmiddel og motortype til "den store booster" har nået sit mål.

HEAT 2X er en 65-cm diameter, "single engine" løsning med stråleror. Om vi skal lave en "multi engine", 160-cm udgave eller prøve at bygge en TM 260 efter 2X, er stadig åbent. Det bør afgøres pr. eksperiment. Men den tid den glæde.

Vejen til 2X kommer ikke uden om Sapphire. Det skønne i dette projekt er, at arbejdsgruppen omkring den kører for fuld kraft - med et hold, som består af veteraner fra Smaragd-projektet og en stribe specialister, som tilføjer de elementer, Smaragd ikke havde. Mest signifikant selvfølgelig Flemming Nyboes, alias GUIDO, del: det aktive styresystem.   Peter Madsen