Kender I det, når man har en hjulmøtrik og KUN mangler resten af bilen?

12. apr 2012 kl. 08.00

En skabelsesberetning - hvordan el-dragraceren TC9 Hornet kom til verden

Følgende intro er Glenns beretning om hvordan en drengedrøm gik i opfyldelse...

Vores sponsor Atlet (www.atlet.dk) ringede en dag til mig og spurgte om vi kunne bruge en STOR motor, vi sagde "jo tak" og han foreslog at medbringe en trailer! Det viste sig at være en 11 tommers Mitsubishi kompound motor på 95 kg. Så manglede vi bare noget at bruge den til - nu havde vi jo mest gjort det i motorcykler på det tidspunkt, meeeen den var liiige stor nok til det...

El-motoren havde ligget i garagen i nogen tid, da jeg en dag skimmede DBA bil-annoncer og faldt over en Eagle SS karosse bygget på VW boble bund, tidspunktet var slutningen af november 2010. Bilen kendte jeg godt, da en lignende (dog en Nova) er med i filmen "Canonball Run" og sådan en har jeg altid ønsket mig (næst efter en Lamborghini Countac LP400).

Jeg fik lavet en aftale om at se dyret og allerede dagen efter kørte jeg mod Stevns for at besigtige bilen i snestorm. Jeg havde intention om at tage bilen med hjem, hvis den så god ud, så der var medbragt snekæder. Min gode ven Jan havde tilfældigt ringet samme dag og foreslog straks at tage med. Bilen så umiddelbart fin ud (den var jo noget billigere en Countac under alle omstændigheder) - dog manglede der sæder, et hjul og i det hele taget bar den præg af, at den havde stået ude siden en gang først i 90erne, hvor de sidste af disse karosser blev produceret (www.eagleownersclub.org.uk).

Nu manglede vi kun en autotrailer, men Jan kendte en vi kunne låne - den stod 200 meter ude af en markvej og sneen lå på det tidspunkt 15 cm dyb. Vi forsøgte først uden snekæder, men det gik slet ikke - efter lidt masen fik vi snekæder på og nøj hvor det hjalp. De 15 km med trailer til der, hvor bilen stod tog vel omkring 1 time at køre og vi måtte afmontere snekæderne 2 gange undervejs. Vel fremme ved bilen fik vi læsset den på traileren. Bunden viste sig ved nøjere eftersyn at være godt tæret!

Eagle SS i sneen, på vej hjem til Hvidovre

Og så tilbage med trailer på markvejen, der igen krævede snekæder. Det der skulle ha taget 2-3 timer i almindeligt vejr tog denne dag 8. Vel hjemme og super glad over mit indkøb, gik jeg bilen lidt efter i sømmene: Der var aldrig monteret blinklys ligesom alt elnet manglede og bunden viste sig at være kassabel.

Men godt man har venner!

Vores ven Motornissen (www.motornissen.dk som også beskæftiger sig med el-køretøjer) hørte om projektet og den kassable VW bund. Hurtigt fandt han frem til, at en af hans venner havde en bund stående og vist også noget for- og bagaksel. Delene blev hentet og der var bund, bagaksel med gearkasse og en næsten komplet foraksel.

Januar 2012 blev karossen så flyttet over på den nye bund, der forinden var blevet udstyret med for- og bagaksel og prøvekørt med motor og en lille controller (48 volt).

Karossens røde gelcoat var så medtaget og revnet, at den skulle slibes helt ned, hvis bilen skulle have ny lak. Pengene var små, så 5 liter matsort maling blev indkøbt og bilen blev, med venners hjælp og min gamle far, slebet og malet på 1 uge.

Slibning af bil kan være trættende i længden

Bilens højde er kun 99 cm og dermed en af de laveste biler i verden - det er som at være i en liggestol på stranden, når man "sidder" i den. Der var således brug for sæder, der var så lave som muligt og med en meget bagudrettet sidde/ligge stilling. Et sindssygt projekt blev nu indledt med at støbe skålsæder i glasfiber, og det kostede nok 2.000 kr. i dele og 30 arbejdstimer og endte med lort. DBA blev igen konsulteret og 2 forsæder type -R fra T-Hansen blev indkøbt for 800 kr.

"Interiøret" i TC9 Hornet med de ultra lave r-sæder

De nye type-r sæder blev strippet for hængsler, skinner og stof. Rørstellet nedenunder blev skåret kortere og svejset samt monteret med nye hængsler og betrukket igen - sæderne endte i øvrigt med at veje det halve. Nu sad man på 15 mm skumgummi og derefter direkte på VW bunden. Bilen blev nu omdøbt til TC9 Hornet - ingen logik i "9", Hornet pga. farven, vi havde oprindeligt tænkt på gule striber som en hveps.

Den færdigmalede TC9 Hornet, forår 2011

Controller og Lamborghini duel

Nu skulle bilen have en ordentlig controller og brugte IGBT moduler (1200 volt 600 A) blev indkøbt på e-bay. Vores sædvanlige controllerprint blev genbrugt, dog med en del modifikationer, herunder blev et "heartbeat" signal tilføjet, som hele tiden ensrettes og holder en kondensator opladet. Hvis dette "heartbeat" forsvinder, falder hovedkontaktoren fra indenfor 100 mS og er således en ekstra sikkerhedsforanstaltning, da der efterhånden er tale om mange hestekræfter.

TC9 Hornets controller, hvor et af IGBT-modulerne skimtes nedenunder den røde kondensator

Først kørte bilen med 16 bly batterier på 17 Ah og 208 volt (den første batteripakke som vi fik sponsoreret til Silver Giant I). Senere på sæsonen blev litium batterierne fra Silver Giant II monteret (vi er aldrig for fine til genbrug) i bilen og det blev til 224 volt med alle cellerne i én streng og mulighed for at trække 700 til 800 ampere.

Motorrum med AMITA LiPo batterier fra Silver Giant II

Den første succes blev høstet til Street Cup, som er et street dragrace arrangeret af dragracing.dk i Greve i maj - der køres der 1/8-mile (201 meter). Her kørte vi fra bl.a. en Corvette Stingray i overlegen stil og senere en duel mod Nicolas Kiesa (ex-Formel 1) i hans super flotte Lamborghini Gallardo, som han selv har tunet med dobbelte turboer. Han er meget ferm til motor tuning og laver alt selv. I videoen herunder viser vi, at TC9eren med sine ca. 100 HK kan følge med de første mange meter og tilmed "vinder" over Gallardoen, da Kiesa tyvstarter med 4/100 sekund.

Nye feltspoler = at spole selv

Efter ræs i Greve, havde vi besluttet at ændre motoren fra compound til ren serie og dertil skulle der bruges 2 nye feltspoler i stedet for de shuntspoler, der sad der. Der blev indkøbt kobber barre og da vi havde lidt travlt, tænkte vi ikke over, at det skulle være udglødet og dermed blødt kobber. Så da den første spole - med meget besvær - var viklet, kunne vi ikke forme den efter motorens krumme inderside.

*S**polen forsøges her rettet, så den passer med motorens krumning*

Den næste spole blev viklet efter, at vi havde udglødet 6 meter kobber bar, og alt gik meget lettere. Der var ikke andet at gøre end at vikle den første spole om og udgløde kobberet og de endte med at blive ret fine. De indeholder 14 vindinger af 2 mm tykt 25 mm bredt kobber

Motoren fik også nye og meget kraftigere specialkul fra Elektrokul (www.elektrokul.dk) som delvist sponsorerede os disse specielle kul, der har et meget større indhold af kobber og andet metal end de originale.

Knækket aksel, men rekord alligevel

Bilen blev hurtigere og hurtigere i takt med at vi skruede op for amperene. Den originale VW aksel holdt så længe vi kørte på almindelig asfalt (hjulspind virker som en skrid-kobling), men knækkede første gang vi var på banen i Malmø med rigtige slicks dæk. Vi var taget af sted med håb om en verdensrekord og vi nåede ét race, hvor vi kørte en lav 9er tid, og så bliver man jo grådig for at få en 8.9xx tid. Så amperene blev skruet op til 800, og så knækkede indgangsakslen til gearkassen, og vi måtte køre hjem uden rekord - der var mulighed for at sætte en rekord i Extreme Street-klassen B = 193-240 volt, da denne stod åben, men da det kræver minimum 2 tider for at få en rekord, så blev det ikke til noget den dag.

Vi måtte køre slukørede hjem. Her var vi meget glade for at have installeret en sensor til omdrejningsbegrænsning af motoren (via controlleren) til 5.000 o/min for ellers var motoren eksploderet, da en serie motor som bekendt løber løbsk, hvis ikke de er belastede.

TC9 Hornet på Malmö Raceway, juli 2011

Men akslen blev skiftet og der blev monteret almindelige dæk bagpå. Weekenden efter gik det igen mod Sverige og amperene var skruet ned til 700 og 2 ture blev gennemført med let speeder føring. Rekorden kom til at lyde på 9.445 s og 112 km/h (udgangshastighed) - ikke ligefrem nogen super tid og det er heller ikke noget vi normalt praler med, men det er dog en rekord. Vi kan nævne, at bilen kører 0-100 km/h på 6 sekunder på almindelig vej og topper ud ved omkring 130 km/h.

DHB - we will be back 2012...

I 2011 deltog vi også i Danmarks største bilfest, DHB (Danmarks hurtigste bil). Her køres der godt nok 1/4 mile (402 meter) og selv om vores gearing i bilen samt især manglende batteripower slet ikke egnede sig til så lang en distance, valgte vi alligevel at deltage. Vi fik arrangeret en race mod en Tesla og tabte selvfølgelig, da vi topper ud ved 130 km/h efter 250 meter. Men det var skægt alligevel og vi førte da også de første 30 meter. Det løb var det første i Danmark mellem 2 elbiler, og vi forstår faktisk ikke, at der ikke var bare var én journalist, der så en historie i det.

*S**tart fra DHB 2011, Vandel*

Til DHB fik vi også lejlighed til at få dynotestet bilen på det mobile dynofelt, som Natmekanikkeren sædvanligvis stiller op med: 113 HK og efter nogen omregning (da vi ikke præcist kendte gearingen på det tidspunkt) lidt under 700 Nm (!).

Vi håber meget på at kunne blive færdige med bilen, så vi kan komme til DHB i år (1.-3. juni) og tage revanche mod Tesla - eller andre der tør stille op...

Hovedsponsor fundet - 2 for 1s pris

Vi havde i et stykke tid prøvet at få fat på en seriøs batteri-sponsor til den nybyggede dragbike Silver Bullitt (blogindlæg om denne følger senere). Med TC9 Hornet kunne vi lige pludselig bejle til en bredere målgruppe af sponsorer, da en bil trods alt har mere appeal (end en MC) og åbner flere muligheder, f.eks. prøveture med VIPs og deltagelse i streetracing mod andre biler. Og det mest geniale var nu, at vi kun behøvede én batteripakke til 2 el-drag racere, da vi alligevel aldrig ville køre dem begge to på den samme dag - altså 2 gange eksponering for sponsoren for 1 batteripakkes pris.

Da sæsonen 2011 var ved at være forbi, lykkedes det faktisk at skaffe to interesserede sponsorer, men i den sidste ende valgte vi TP Radio, som i forvejen er indblandet i drag racing via Brian Petersen, der er én af hovedfigurerne i dragracing.dk, hvor TP Radio i øvrigt også er sponsor.

Hans-Henrik Thomsen, True Cousinss billede
Hans-Henrik Thomsen, True Cousins
fortæller sammen med sin fætter Glenn E. Nielsen om arbejdet med at udvikle og bygge deres lynhurtige el-motorcykler og -biler.

Kommentarer (8)

Ja, det måtte jo ske - for en del år siden var jeg helt til grin blandt nogle medlemmer i Corvette Klubben da jeg sagde at om få år ville elbiler køre fra selv de hurtigste Corvetter !

  • 0
  • 0

spole
http://xa.yimg.com/kq/groups/17042789/sn/1...
spole

http://xa.yimg.com/kq/groups/17042789/sn/1...

nye og et gammelt kul
http://xa.yimg.com/kq/groups/17042789/sn/8...

og en nøgen spole dog ikke til tc9 hornet men til vores dragbike silver bullitt.
http://xa.yimg.com/kq/groups/17042789/sn/5...

nu håber jeg de links virker , har testet dem på min mobil.....

lars hastrup >> var ligeved at blive harm over din overskrift hvis man kun læser overskriften. LOL..

Du fik ret . og vi vil gøre vores til at det går ennu længre i den retning.
vi har netop modtaget 15 sponsorerede igbt moduler , og planlægger at lave verdens kraftigeste dragracing motor controler. mere herom senere....

  • 0
  • 0

http://dl.dropbox.com/u/9429031/datasheet.pdf

datablad på igbt moduler .

cm600ah24h hedder det . men der er ikke brugt lang tid på at vælge det . det var det billigeste/kraftigeste der var til salg på ebay. ( vi købte 10)
vores andre controlere er konstrueret med fet transistore . men der er et breakeven på omkring 250 volt . dvs at over 250 volt er det bedst at bruge igbt , og under er det bedst at bruge mosfet.

vi har lige fået sponsoreret 15 styk igbt som ennu ikke er på markedet, de bruges i vindmøller og er på 1000 ampære 1700 volt og med integreret flyback diode. og temperatur føler.
Databladet kan jeg ikke gi dig , men som sagt der er ikke noget specielt over de igbt moduler vi bruger . man skal dog sætte sig lidt ind i paralel drift af sådanne moduler og deres i visse områder negative temperatur corificient. som jo adskiller sig fra mosfettens meget belejilige positive temperatur corificient.

vi har nu planer om en 6000 ampære 450 volt dedikeret dragrace controler , 6000 ampære ikke fordi vi har brug for så meget men fordi vi KAN,
igbt modulerne på 600 ampære skal du ikke gi mere end 50-60 $ for hvis du køber på ebay.

glenn.

  • 0
  • 0