Kan HEAT 2X sende en cubesat i orbit ?

22. sep 2012 kl. 14.30

Man må godt drille os. Man må godt påpege, at vi højst nåede 6-7 km op med Smaragd i år, og at HEAT 1X fløj i en bane, som hurtigt afveg fra det ønskede. Eller at LES forsøget endte med et bulet rumskib. Der skal nok være de, som i disse data ser, at "der kan I se, man kan ingenting"

Min gamle far sagde altid, at man skulle gør en ting færdig, før man begyndte på den næste. At blive ved Jorden tjener os bedst.

Man kan også vælge et andet perspektiv: CS arbejder med alle de nøgleteknologier, der er essentielle i rumfart. Vi har altid et eller flere udviklingsprojekter kørende, som handler om en nøgleteknologi. Det spænder lige fra von Bengtsons arbejde med vandkølet undertøj, over Sapphire-gruppens arbejde med aktiv styring til Søren Gregersens faldskærme. Parallelt arbejdes målrettet på motorudvikling; både eksperimentelle motorer og arbejdsheste, som her og nu kan bruges som udviklingsværktøjer til styring, recovery, flertrinsraketter og meget andet.

"This is not the end. It is not even the beginning of the end, but it might be the end of the beginning"

Winston Chirchill

I CS' korte levetid synes jeg, at vi ikke bare har haft det sjovt, men faktisk er lykkedes med at bryde nogle barrierer ned, som oprindeligt definerede det rum, europæiske raketamatører havde til deres rådighed.

Vi har fundet en løsning på "et sted at opsende", som har knækket det umiddelbart største problem ved at bevæge sig ud over småraketter.

Vi har fået etableret en raketfabrik med tilhørende raketprøvestand og værktøjer af enhver art.

Vi har fået vores radioteknik og elektronik til at fungere i et vanskeligt miljø. Med dette har vi demonstreret inflight abort og radiokontrol over flight events.

Vi har fået udviklet motorer, vi kan stole på, og nye kraftige væskeraketter er på vej.

Alle afdelinger i CS bidrager til det - rumskibsgruppen, marineafdelingen og motorafdelingen som de vigtigste.

Et af de vigtigste gennembrud er faktisk ikke teknisk, men slet og ret økonomisk. Ved hjælp af internettet - først og sidst - er det blevet muligt at rejse beløb som i 1985 ville være astronomiske i størrelse for en raketklub. Dengang var budgettet i f.eks. Dansk Amatør Raket Klub lig med summen af 15 - 20 studerendes overskud efter S.U. plus lidt offentlig støtte.

Vi får nul offentlige penge; men vi er lykkedes med at finde sponsorer og støtteforeningen opstod - helt spontant. Mirakler katalyseret af internettet og åben kommunikation begge veje.

Med nettet som det ultimative tovejs kommunikationsmedie har vi nemlig mulighed for at dele vores glæder og sorger med bogstavelig talt millioner af mennesker overalt på Jorden. Dermed åbnes for nogle massekræfter, som er ren atomkraft for vores evne til at drive et mini-rumprogram. Det er stadig kun skillinger set i en professionel virksomheds sammenhæng; men i vores verden er det en revolution af muligheder.

Senest har von B slæbt snart 5000 US doller ind på kontoen gennem hans Indiegogo initiativ. Nettet igen.

http://www.indiegogo.com/TychoDeepSpace2

Vi fik en kasse sejrscigarer til sommerens opsendelser. Det var såden en skøn gestus, én af vores venner fra CSS kom med. Von B fløj 2 af dem ombord på TDS kapslen, og nu er den ene solgt for 2000 dollars på nettet. Jeg ved, cigarer er dyre, og det var en stor gave, vi fik; men jeg tror, den glade giver må fryde sig, at de nu giver CS 10.000 kr stykket at lave raketter for.

Vi takker i allefald !

Jeg personligt takker forsynet for at have sendt en person med von Bs resourser denne vej.

Jeg tror på, at det er modet til at turde drømme og springe ud i det, som skaber forandringen. Det, der meget mere holder os på Jorden end tyngdekraften, er, når vi ikke tør. Når vi er bange for at blive til grin, for ikke at kunne magte det hele, og vi vender om og giver op. Men ikke i CS. Nej, vi kan godt tåle, at nogen driller os, for vi ved, at sådan er spillet. Vi ved nok også i vores stille sind, at det slet ikke er så tosset, det vi laver; selvom ikke alle test falder ud nøjagtigt, som vi har håbet.

I HAB ligger nu skelettet til HEAT 2X. Det bliver en 1750 kg tung og ultimativt over ni meter lang, aktivt styret væskeraket.

Rumfartshistorien efterlader ingen tvivl om, at det er en brugbar metode til opnåelse af rumfart. Vi har testet serier af væskemotorer og flere vil følge som perler på en snor. 2X kan bygges med en tomvægt på ned til 450 kg og kan medføre en drivmiddelladning på 1300 kg.

Det er meget komplekst at beregne nøjagtigt hvilken højde, det kan omsættes til. Vi bruger diverse simuleringsværktøjer til det; men de bygger alligevel kun på en grundlæggende matematik, som de fleste kan følge med i. Det mest komplicerede er beregningen af den aerodynamiske modstand; men regner man på det, der sker i den del af banen, hvor luftmodstanden er forsvindende, er det jo ren Newtonsk mekanik.

Vi kan lige for sjov køre 2X gennem raketligningen. Derved kan man beregne, hvor meget delta V, eller hastighedsændring, 2X ville kunne bibringe sig selv. Ved jorden er vores lavtryksraket ret plaget af lufttrykket, så her er ISP ca. 170 sek. Meget hurtigt vil 2X dog nå en højde, hvor trykket er væsentligt lavere. Hvis vi havde en uendelig lang dyse, ville vi kunne nå en ISP over 300 sek; men dysens exit er faktisk kun fem gange dysens kværk, hvilket gør, at vi når maksimum ved omkring 230 sek i 5 km højde. Det svarer til, at udstødsgassen ryger bagud med godt 2300 m/sek.

Når vi ikke kan lave dysen længere, er det fordi, den også skal kunne fungere fornuftigt ved start i den tykke luft. Ellers vil gasflowet i den separere fra dysevæggen. I værste fald gør det, at vores stråleror ikke får noget medium at arbejde i. Så vi må leve med kun at få en middel-ISP på lidt over 220 sek.

Raketligningen siger, at vi får en sluthastighed på 2200 m/s x ln( 1750 kg / 450 kg ) eller godt 3000 m/s. Nu ved vi i allefald én god ting. Hvis HAB lå på Månen, kunne vi rigeligt komme i kredsløb med 2X. Men omkring Jorden er det lidt vanskeligere.

Med en brændtid på godt 100 sek vil tyngdekraften i et lodret skud spise 1000 m/s af dette, - og luftmodstanden en passende anden andel. Realistisk kan 2X nå 1200 - 1700 m/s ved en affyring fra jorden. Det rækker dog til et suborbitalt skud langt ud af Jordens atmosfære. I denne skrømt-regning har jeg været meget forsigtig. F.eks. kan man læse i HEAT 2X planen (som kan downloades på vores hjemmeside), at vi regner med at styrecomputeren alene vil veje 25 kg. Det er inkl. den strukturelle ring, den sidder i; men det er stadig meget konservativt.

Raketter er i den ende af vægtskalaen, hvor vi bevæger os, ikke så følsomme for vægtforøgelser. Hvis vi stakker noget nyttelast oven på HEAT, ændrer det faktisk ikke ret meget på ovenstående tal. Med f.eks. 100 kg ekstra nyttelast får vi 2200 m/s x ln( 1750 kg / 550 kg ) eller godt 2500 m/sek. De 100 kg kan denne booster altså aflevere med f.eks. 1200 m/s. Og det er i en højde, hvor luftmodstanden er meget reduceret - f.eks. 60 km.

Det er så nu, jeg kommer til den pointe, jeg tumler lidt med. Hvad hvis nu vi lod de 100 kg være et antal små rakettrin?

I 1957 blev USA kastet ud i en voldsom selvransagelse, da Sovietunionen opsendte Sputnik 1. Historien om denne tid er lige så overraskende, som den er utrolig. USA´s præsident Eisenhower forsøgte alt det, han kunne, at nedtone betydningen af, at US nu blev overfløjet af en kunstig, Sovjetisk måne. Pressen dømte ham som handlingslammet og så nedtoningen som rent mislykket damage control. Årsagen til den gamle generals søvndyssende kommentarer til situationen var dog meget alvorlig: Eisenhower var pinligt klar over, at hvis rummet kunne blive frit tilgængeligt for alle verdens nationer, og ikke reguleret som luftrummet, så ville det være den ideelle base for fremtidens spionage.

Dette var en tid, hvor Supermagterne konstant var på kanten af atomart ragnarok, og jo mere man kunne spionere, jo mere man vidste om hinandens faktiske situation, jo bedre kunne atomragnarok undgås. Så han brokkede sig ikke over den Sovjetiske satellit; slet ikke, han ønskede sig i stedet én selv med et kamera ombord.

Mulighederne for en amerikansk satellit stod og faldt med amerikanernes raketkapacitet. Der var stadig år til, at Atlas og Titan ICBM raketter kunne være klar. USA havde faktisk en videnskabelig satellitraket på trapperne; men holdet bag denne var slet ikke klar til at gå ind i en kappestrid med Sovjet i himmelrummet. Deres første opsendelsesforsøg med Vanguard-raketten endte i en ildkugle, og fornedrelsen og ydmygelsen for US var total. Betegnelser på amerikanske satelitter som "Kaputnik" og "Flopnik" var almindelige i pressen.

Modvilligt måtte man til en lille flække i sydstaterne for at finde en løsning: Huntsville, Alabama.

Her huserede tyskernes raket-es Dr. Wernher von Braun. Han havde vredet sig i hænderne og revet sig i håret for at få lov at gøre et forsøg på at opsende en satellit. Han lovede at kunne gennemføre opgaven på 90 dage. Fuldkomment umuligt naturligvis; men von Braun startede ikke på bar bund. US Army's Redstone missil - der i delta V svarer til 2X og brugte samme drivmiddel, var udviklet af von Brauns Peenemünde-gruppe, og den kunne måske danne basis for en amerikansk satellit.

Von Braun havde ikke noget øvre trin i skuffen; men han løste opgaven at komme fra Redstone-hastighed til orbit ved at bruge nogle små ydmyge faststofraketter. De var ikke effektive, de var meget små, og de kunne ikke styres aktivt. Men det stopper ikke en stålsat prøjser. Von Braun fik bygget en slags tønde. I denne sad i en ring et antal af de små Loko faststofraketter. I midten af ringen sad endnu én. Oven på denne én til. Matamatikken, som udviklet af Sir Isac Newton, sagde, at hvis alt dette kunne fyres af på den rigtige måde, i den rigtige retning og på den rette tid, kunne det sende en kunstig måne i kredsløb.

Øverst på Redstone raketten ser man den lille tønde med Loki faststofraketter. Foto: NASA

Sent om aftenen den 31. januar 1958, stod Redstoneraketten klar. Launch Complex 26 på Cape Canaveral var badet i projektørlys, og tankningen af LOX og etanol var lykkedes.

Kl. 22:47 gik nedtællingen ind i sine sidste sekunder.

Dr. Kurt Debus, én af von Brauns tyskere, monitorerede, at den store A6 motor fik tænding og gav kommandoen til at gå fra "vorstufe" til "hauptstufe". Raketten strøg op i nattehimlen.

Explorer 1 liftoff ! Foto: NASA

Øverst sad tønden med ringen af Loki-raketter. Den sad på en slags karrusel og roterede med 700 omdrejninger pr. sekund. Dette var tricket. Da den store Redstone brændte ud, affyredes tønden, og med samme slags stabilitet som en snurretop holdt den retningen, - og affyrede i serie de rakettrin, der ultimativt gav den lille satellit en hastighed på over 7,9 km/sek.

Selve antændelsestidspunktet for tønden blev beregnet med en specialbygget regnestok ud fra downlinkede data. Hvordan dette stunt var muligt i detaljer, ligger hen i tåger. Men satelitten kom i kredsløb, og USA´s ære var reddet. Hele sputnikaffæren var i høj grad med til at bringe US på kurs mod Månen.

Med 2X får vi sådan set en dansk mini-Redstone. Selvom dens nyttelast vil være mange gange mindre, kunne man forstille sig et antal små rakettrin stablet ovenpå og udgørende måske bare 50 kg nyttelast. Man kan regne på det, og et koncept som von Brauns rotations-stabiliserede løsning er altså alligevel noget, der forstyrrer min dagligdag. I dag vejer elektronik jo ikke som i 1957, og selv få hundrede gram i orbit ville være rigtigt interessant.

HEAT 2X papiret rummer et appendix med en slags opskrift på mulige rakettrin, som ligger inden for, hvad vi kan bygge. Det mest effektive er et Spectra-baseret 2.-trin, og størrelsen af den motor er faktisk ikke helt ved siden af. Alternativt kunne (meget modvilligt) bruges en serie af små faststofraketter. Den slags kan faktisk købes til brug i modelraketter eller "high power rocketry", og selvom det kræver en licens, som ikke umiddelbart kan fås i Danmark, kan man måske tænke sig undtagelser.

Det sagt har jeg bygget faststof selv - og fået det til at virke fint; så længe man kan skaffe de perklorater, som er den vigtigste ingrediens. Man kunne også forestille sig et samarbejde med andre, som enten A) kunne løse de juridiske udfordringer eller B) faktisk kunne bygge dem. Desværre laver den fleste amatører kun salpeter-sorbitol-motorer, som bare ikke er ideelle, fordi ISP ikke er meget over 100 sek. Men der er helt sikkert en løsning.

Bundlinjen er, at det er lidt spændende, at vi med 2X kan komme op i fart og ud i det lufttomme rum hvor Vslut = Vexit x ln( Mtot/Mtom), for i dette miljø kan selv små raketter nå kredsløbs- eller undvigelseshastighed.

Vi skal flyve en serie af HEAT raketter, før vi kan binde an med noget, der kan løfte vores bemandede kapsel. Ét er sikkert: vi vil flyve dem med nogle spændende nyttelaster, og jeg ville elske, hvis nogen ville kikke på 2X-planen og regne lidt mere i dybden på, om vi har en potentiel cubesat launcher her.

Von Braun har vist vejen. Explorer 1, som den første amerikanske satellit hed, nåede rundt om Jorden 58 tusinde gange.

Peter Madsens billede
Peter Madsen
er kunstingeniør og i færd med at bygge en rumraket sammen med en gruppe frivillige i organisationen Copenhagen Suborbitals. Bloggen her beskriver hvordan man bygger en bemandet rumraket.

Kommentarer (61)

En danskopsendt amatørbygget cubesat, uanset hvor lille, ville være temmeligt cool, og givetvis vække en del opsigt. Lad nogle af rum-universitets gutterne lave den (som open hardware + open source naturligvis) og CS sender den op. Hvem ved, måske ville der endda være lidt universitets-penge på den konto ;-)

  • 0
  • 0

Jeg er helt enig! Genial ide at bruge eksperimentalversionerne af HEAT 2X og efterfølgende raketter til at sende små satellitter op. Dels får I testet jeres øvre trin og dels kan I samarbejde med andre om nyttelastens indhold. De første versioner af små satellitter kunne med fordel bruges til blot at dokumentere det gik godt herunder hele opsendelsen samt dagens billede af Danmark fra oven!

En ting i den forbindelse: Der er mange "kreative kræfter" rundt i verden som ville elske at drible med sådan en satellit hvis de på nogen måde kunne komme til det! Var der ikke noget med at det skete for en ESA røntgen satellit? Så sørg for god sikkerhed i kommunikationen med opsendte satellitter. Også mere sikkerhed end det måske giver mening set med CS øjne.

Og nå ja, efter opsendelse af en række satellitter kan det i forbindelse med opsendelse af bemandede kapsler muligvis være fordelagtigt at huske at konfigurere det øvre trin rigtigt med mindre selvsamme opsendte kapsel er udstyret med de nødvendige styremidler! :o)

  • 0
  • 0

En danskopsendt amatørbygget cubesat, uanset hvor lille, ville være *temmeligt* cool, og givetvis vække en del opsigt. Lad nogle af rum-universitets gutterne lave den (som open hardware + open source naturligvis.

Opsendelsen med amatørraketten vil vække opsigt - en amatørbygget satellit vil ikke. Der er hundreder af cubesat-projekter igang i verden og mange af dem er amatørprojekter. Næh hvis vi skal på landkortet, så skal vi sende en professionelt bygget satellit op med en amatørraket. Måske endda en lille konstellation af satellitter opsendt på en amatørraket. There's a first...!

  • 0
  • 0

Det Lander inden for det afspærrede/aflyste område ESD 139 med faldskærm, bliver samlet op og klargjort til næste gang.
Spørgsmålet er nærmere hvad med et 2. trin, hvoe vil det komme ned, eller vil det kunne brænde op under reentry?

  • 0
  • 0

Opsendelsen med amatørraketten vil vække opsigt - en amatørbygget satellit vil ikke. Der er hundreder af cubesat-projekter igang i verden og mange af dem er amatørprojekter. Næh hvis vi skal på landkortet, så skal vi sende en professionelt bygget satellit op med en amatørraket. Måske endda en lille konstellation af satellitter opsendt på en amatørraket. There's a first...!

Mit indtryk er at cubesat projekterne generelt er ret små satellitter af den indlysende årsag at de blot er med fordi der lige er plads til dem foruden den hovedlast som er opsendelsens formål.

Med CS opsendelse af en satellit vil dette ikke være tilfældet og langt større satellit vil kunne opsendes da den netop er hovedformålet med opsendelsen. Naturligvis begrænset af hvad opsendelsesplatformen kan klare.

En rent Dansk fremstillet satellit opsendt med en dansk fremstillet amatørraket vil nok vække en vis opsigt, også internationalt. Særligt hvis den for eksempel kunne sende HD video live ned til vejrudsigterne i TV eller lignende lækkert og meget synligt mediestunt.

Det er fremtidsvisionen! De udfordringer som CS står over for nu er at få helt styr på opsendelserne. Lur mig om den process ikke indeholder lidt raketdans og et par ildkugler. Sådan er det for alle andre der drager i samme retning. CS er stinkende gode, ingen tvivl om det. Men teknik er som teknik nu engang er og altid har været: Der skal nok være ting der driller på vejen til et godt resultat!

  • 0
  • 0

er som altid ekstrem. Det spænder fra serier af satelitter til frygten for at HEAT bliver til en ICBM.

Min opfattelse er at der skæles meget mellem evnen til at opsende en satelit med "hjemmegroet" teknologi, og evnen til at bygge en funktionsdygtig satelit som f.eks. "Ørsted"

Derfor er det unikke i tanken at vi måske kan opsende den - ikke om den vejer 200 gram eller 200 kg.

At en nation opnår "hjemme groet space capability" har nemlig stor steetvalue blandt de store.

Range safety:

Første trin skal lande i ES D 139. Det skal stort set kun levere højde og dermed bringe de øvre trin ud, hvor de kan arbejde uden luftmodstand.

I bloggen antager jeg at man skipper recovery modulet for at få højere delta V. Det frigører 50 kg. Raketten koster mindre end faldskærmene.

Andet trin, tredie trin og fjerne trin er bitte små og vil ramme atmosfæren med så stor hastighed efter burnout ( mach 10 og opefter ) at de vil brænde op. Derfor er der ikke rigtigt noget at frygte kommer ned.

Ingen af vores raketter der blev opsendt i år kunne detekteres på Forsvarets radarer. Dette til trods for at de var med på linjen og vidste nøjagtigt hvor de skulle kikke, og hvilken signatur de skulle kikke efter. Det var radaranlæg som er bygget til den type opgaver.

Med mindre russernes radar teknologi er vor egen overlegen vil de ikke kunne se de små øvre trin. 4 trin er måske på størelse med en kaffekop, lavet af plast, og bevæger sig med hastigheder på 6 - 8 km sek.

Hvis man skyder 2. trin og opefter, i nord nord østlig retning, op over den botniske bugt, er man langt over 100 km før man passerer nogen landmasse.

Smuk tanke at 20 minutter efter lift off fra Sputnik overflyver kaffekruset kanten af nordpol kalotten, og en halvanden timer efter kan radiosignalet modtages i planetariet...

Ellers...

Må man jo enten et andet sted hen ( Island ) eller skyde lodret med en sluthastighed på over 11 km /sek. Gør man det kan ingen blive sure, og dimsen vil forsvinde fra jordens tyndefelt for evigt.

Pointen er at denne her teknologi kan andet og mere end lave dampskyer og dybe brøl ude på Refshaleøen.

Jeg synes måske Karl Kaas Laursen skulle downloade HEAT 2X papiret og regne lidt på det. Jeg ved han kan !

Peter Madsen

  • 0
  • 0

Hvad med at skyde fra Færøerne? Båden sejler direkte fra Hirtshals og sponsorer til frakten ville ikke være noget problem...

P.s. Og det er med et hav areal på størrelse med Frankrig...

  • 0
  • 0

Jeg rejser i morgen tidlig til Canada med AAUSAT3, Aalborg Universitets studentersatellit. Den skal opsendes med en indisk raket, forhåbentligt senere i år.
Jeg synes det kunne være umanerligt smukt, hvis den næste i rækken kunne opsendes med en dansk raket istedet!
Jeg er sikker på både de nuværende og fremtidige studerende står klar til at udvikle en interessant payload, ligesom danske professionelle satellitfirmaer vist gør det.
Noget af det mest tiltalende, er at det teknisk set ikke behøver være en cubesat, og dermed kan have pre-udfoldede antenner, kameralinser, pyroteknik og alt muligt andet jeg slet ikke kan forestille mig.

  • 0
  • 0

Bliver det ikke lidt bedre?

Peter skrev,

"Med f.eks. 100 kg ekstra nyttelast får vi
2200 m/s x ln( 1750 kg / 550 kg ) eller godt 2500 m/sek."

Men totalmassen bliver vel også 100 kg større. Dermed fås

2200 m/s x ln( 1850 kg / 550 kg) eller 2 668 m/sek.

  • 0
  • 0

Og man vel dårligt bebrejde folk der tilfældigvis ligger inde med et ballistisk missil, en ubåd og en missilkrydser, i at tænke "hjemmelavet atombombe", når spørgsmålet om nyttelast kommer på tale.

Det ville i hvert fald få pressens opmærksomhed.

  • 0
  • 0

Heldigvis er CS netop fri af den slags, det er ikke noget hemmeligt der driver værket. Ingen militær indgriben eller den sags grimme ting, det er ren glæde.

Jeg synes det ville være herligt om HEAT X2 kunne løfte andet med op, når hun alligevel skulle ud og test flyve. -bare der stadig er plads til om bord til Navne på bidrags ydere og Space-cigars.

  • 0
  • 0

Hej Peter

Vil meget gerne være med til at bygge en cube-sat, men jeg må indrømme at jeg intet ved om satelitbygning. Men bare tanken om en dansk cube-sat opsendt med en dansk raket giver mig gåsehud.

Jeg ved at AAU fik en cube-sat på 10x10x10 cm og 1 kg opsendt i 2003. Den fik vidst desværre aldrig et stabilt downlink, men den kunne være et godt udgangspunkt for en ny satelit. mere info her http://en.wikipedia.org/wiki/AAU_CubeSat og en forsknings artikel (6 sider) om AAU_Cubesat http://vbn.aau.dk/fbspretrieve/168186/full...

Faldt over en god side med nogle gratis cubesat designs: http://www.cubesatkit.com/content/design.html

Er pt stavnsbundet til Aarhus på grund af uddannelse, men hvis nogen har lyst til at mødes og diskutere cube-sat, så vil jeg da godt prøve at arrangere et eller andet.

Jeppe

  • 0
  • 0

Jeg rejser i morgen tidlig til Canada med AAUSAT3, Aalborg Universitets studentersatellit. Den skal opsendes med en indisk raket, forhåbentligt senere i år. Jeg synes det kunne være umanerligt smukt, hvis den næste i rækken kunne opsendes med en dansk raket istedet!

Det var nemlig lige præcis sådan noget jeg tænkte på. Jeg lugter frugtbar muld for potentielt samarbejde og masser af sjov...

  • 0
  • 0

Og man vel dårligt bebrejde folk der tilfældigvis ligger inde med et ballistisk missil, en ubåd og en missilkrydser, i at tænke "hjemmelavet atombombe", når spørgsmålet om nyttelast kommer på tale. Det ville i hvert fald få pressens opmærksomhed.

Der var også omtale af en kat på et tidspunkt.

  • 0
  • 0

Der var også omtale af en kat på et tidspunkt.

En hvid en af slagsen der kan ligge og spinde i ens skød mens man sidder i sin retro-futuristiske underjordiske bunker og trykker på knappen til at udøve død og ødelæggelse mens man kigger på hajerne i akvariet måske?

  • 0
  • 0

Jeg ved at AAU fik en cube-sat på 10x10x10 cm og 1 kg opsendt ...

Jeg var til stede i kontrolrummet dengang - det var en semiprofessionel opsætning med direkte link til indisk tv, en designeret mission control, specialister og så videre. Og offentlig adgang, så der var en bunke tilskuere der stod som sild i en tønde og trampede på kabler og andet udstyr... Mest husker jeg spændingen i lokalet, det var umuligt ikke at blive grebet af det. Og så den indiske kommentator, der lige før starten beskrev raketten som "tungere end 50 elefanter". Lidt af et skift fra de nøje koregraferede kommentatorer NASA bruger...
Jeg mener Jens Dahlsgaard Nielsen var vejleder, ham skulle i nok kontakte først. En kopi af en studenter -cubesat burde ikke være dyr.

  • 0
  • 0

Jeg mener Jens Dahlsgaard Nielsen var vejleder, ham skulle i nok kontakte først. En kopi af en studenter -cubesat burde ikke være dyr.

Jens Dalsgaard blev vist først tilknyttet i slutningen af 2'eren (AAUSAT-II).
Vi har skam en komplet kopi af AAUSAT3 stående, men jeg synes ikke det ville være sjovt.

  1. Den er allerede afprøvet på det tidspunkt (forudsat at den virker)
  2. Med en flyvning på en CS raket, kunne man garanteret få plads til en bedre antenne til AIS detektoren (på nuværende tidspunkt en udfoldelig kvartbølgedipol). Desuden synes jeg, det ville være sjovere med et kamera :)
  3. Satellittens downlink kan garanteret bruges til telemetrioplysninger fra rakettens (øvre) trin. Jeg ser egentlig ikke overgangen fra raket til satellit som særlig veldefineret.
  • 0
  • 0

Nu er mit navn nævnt(og næsten stavet rigtig) så en lille kommentar. Jeg er ansat på AAU(Institut for Elektroniske Systemer) og er sammen med en kollega "lærer deltagelsen" i satlab. (http://space.aau.dk) MEN det er de studerende der designer, bygger, tester og opererer vores satellitter.

Som Troels skrev rejser AAUSAT3 idag til Toronto på sin vej til Indien for at blive opsendt i December. Vores hidtig bedste og mest komplicerede satellit. (http://space.aau.dk/aausat3). Se på vores hjemmesider for nyheder. Desværre skrives der ikke så meget om os i de østlige medier, men jyske og især nordjyske skriver en del :-)

ALLE er meget velkommen i vores lokale "Houston" i Aalborg til december.(@Peter Lykke: det var AAUSAT-IIs opsendelse i April 2008 du var til).

Jeg tror da de studerende meget gerne vil bidrage med en cubesat hvis CS vil have een med.


LIdt generel info:
På AAU har de studerende siden 2001 bygget cubesats og også andre satellitter.
2001-2003: AAU CUBESAT
2003-2005: SSETI EXPRESS (60kg ESA satellit)
2004-2008: AAUSAT-II (still in orbit og i live men pensioneret)
2008-2012: AAUSAT3 - flyver til Toronto om 2,5 time
2013-2016: AAUSAT4/AAU-QB50 (google QB-50)

Så hvis nogen vil lave satellitter er de meget velkomne :-)

Om prisen på en cubesat. Karl som skrev længere oppe var med på AAUSAT-II og er idag medejer af Gomspace i Aalborg. De har gode produkter på hylderne til rimelige priser :-)
Prisen for vores satellit. Afhænger meget om du regner timeløn med :-)

  • 0
  • 0

Jeg har regnet og tegnet en del de sidste 24 timer. Hvis man gør visse meget konservative antagelser, så kan det definitivt gøres.

Vi ved fra rigtige banesimulationer lavet på HEAT at den kan nå højder på op til 180 km med en nyttelast 50 kg. I princippet har den brugt al sin energi i toppunktet og står derfor stille, med disse 50 kg i den højde. Hvis de 50 kg består af tre trin med et masseforhold på 4, og en vacuum ISP på 190, så har man 3 x 2900 m/sek at gøre godt med vandret. Det er 8700 m/sek som tangent til jorden i 180 km. Det er definitivt et orbit, og det er definitivt 900 m/sek mere end nødvendigt - hvilket kan bruges til at øge banens højde.

Nu sender man ikke satelitter op ved at flyve lodret op til banehøjden, holde en kort vægtløs pause, og så BANG ! derudaf til orbithastighed. Man HEAT + øvre trin kan faktisk gøre det på den suboptimale måde.

Det betyder at en mere konventionel bane, vil kunne sende mere til højere orbit. Vi har altså - teoretisk - energi nok i denne lille raket til at sende dens sidste rakettrin i en bane om jorden.

De tre øvre trin ville være indeholdt i HEAT XX næsekegle. Der ville være rigeligt plads omkring dem til at satelitten kunne stritte antenner m.v. ud i op til 320 mm fra den. Den ville være låst til få hundrede gram, men ikke låst til 10 x 10 x 10 cm. Men - 700 rpm er så den anden udfordring...hvordan påvirker dette spin satelitten, hvordan fjernes det hvis det skal fjernes og meget mere. Et 2 kg 3 trin er ikke noget man lige laver aktiv styring på.

( Der kan skives ret mange blogs og rapporter om dette )

På ineffektive satelit raketter som vores er forskellen mellem trinnene meget stor, for at få det bedst mulige masseforhold. Det betyder at den HEAT 2X raket CS skal bygge for at kunne forfølge sit mål, kun skal have adderet en lidt speciel payload for at gå fra suborbital sonderaket til orbit.

Jeg vil tro at der vil være nogen betænkelighed i CS, så en all up test på 2X
er ikke en levedygtig ide - men hvis 2X i 2013 går højt så vil jeg ikke udelukke det kunne blive aktuelt.

Under alle omstrændigheder så har vi altså nogen muligheder, og jeg vil gerne underholde med at pinne dem ud, som i denne blog.

Man skal gøre en ting af gangen, men man må ikke af den grund spære sig inde, og glemme at tænke ud over horisonten.

Jeg vil tage dette emne op i kommende blogs, men det betyder ikke at det er Cs plan - det vil skulle tænkes meget grundigt igennem og planlægges i detaljer. Ikke mindst skal det undersøges hvilke øvre trin der kan laves, og hvordan de kan styres ect. - men det er herligt at have lidt at eksperimentere med nu da boosterens design grundlæggende er låst.

Peter Madsen

  • 0
  • 0

Hvad med at ud delegere opgaven til nogle af jeres 'venner'? Hvad med den tyske raket klub som blev nævnt her på siderne for noget tid siden?

Ved at dele opgaven kan CS koncentrere sig om den store raket, noget I er gode til. Det mindre andet trin, skal helt sikkert være mere vægt optimeret, og I kan jo ud delegere til dem der ved noget om det.

Saturn raketten blev visk også bygget af 3 separate team, gjorde den ikke?

  • 0
  • 0

@Peter AAUSAT-II roterer pt med godt 120RPM. Intet problem pånær blindspots i radiokommunikation. Jeg ved ikke med solcellerne (træghed i hele setuppet) men det må man hvis det kommer dertil se på.

  • 0
  • 0

CS har allerede lavet flere ting som retfærdiggør en plads i historiebøgerne. Men at være den første amatørraket til at gå i omkreds vil være noget særligt der vil blive husket i hele verdenssamfundet.

Den første bemandede amatøropsendelse er naturligvis også noget der vil blive husket. Det er begge værdige mål.

På sin vis tror jeg dog at det første vil lave flest "bølger" rundt omkring. Det vil ændre Danmarks status. Der er ikke mange lande der har egen kapacitet til at opsende sateliter. Af samme årsag bør projektet være ideelt til at rejse penge.

I den sammenhæng er et joyride til 100 km jo bare sjov og ballade.

  • 0
  • 0

Saturn V´s tre trin blev bygget af hver sin contractor. Fint. Men at gøre dette i en amatørkontekst er ret svært. Hvis vi spurte DARK eller DSC tror jeg interessen - og ressourcerne - ville være meget begrænset. Hvis vi spurte ude i Europa, tror jeg specielt ressourcerne ville være et alvorligt problem. De arbejder meget langsomt, de har meget små tids ressourcer, og de lider af for høj kvalitet helt generelt. Det er derfor der ikke sker så meget. Familie, karriere jobs er ikke befordrende for at bruge 20 timer om ugen på noget som helst.

Hvis man ved noget om kvalitetsstyring, ved man at en ambition om absolut perfektion, kombineret med en stram tidsplan og meget små ressourcer ikke er en vider.

Så jeg er ikke så hooked på det.

Så vil jeg hellere lade det foregå som en naturlig del af CS liv. Stille og roligt. Plus at beholde knowhow´et tæt på er vigtigt.

Peter Madsen

  • 0
  • 0

Ved jeg har nævnt det før i en blog. Men et videolink roterende med 700 rpm med en bornholmsk klippesten i forgrunden og jorden i baggrunden ville være kunst/videnskab/uddannelse/(humor) på en gang. Verdens længeste stenkast og lidt tankevækkende at kaste noget af jorden efter rummet når rummet normalt er det der kaste meteoer efter os. Alternativ nævnte jeg i den tidligere blok at det kunne være et lille stykke meteor vi smed tilbage.

  • 0
  • 0

Hvor langt er der fra at sende noget i kredsløb til at sende det ud af kredsløb? I kunne jo sende en probe afsted mod Proxima Centauri; det ville jo ikke betyde så meget om det så kun var med 20 km/t - det er tanken der tæller og den, der ager med stude...

Alternativt synes jeg I skulle sende pavens hat i kredsløb. Ikke fordi der nødvendigvis ville være nogen dybere mening med det, men jeg kan godt lide billedet.

  • 0
  • 0

Hvis man ved noget om kvalitetsstyring, ved man at en ambition om absolut perfektion, kombineret med en stram tidsplan og meget små ressourcer ikke er en vider.

Det minder meget om den gamle sandhed i software udvikling (og sikkert også andre steder): Kvalitet, pris og tid: Vælg to så kan du minimere den tredje.

  • 0
  • 0

CS har allerede lavet flere ting som retfærdiggør en plads i historiebøgerne. Men at være den første amatørraket til at gå i omkreds vil være noget særligt der vil blive husket i hele verdenssamfundet. Den første bemandede amatøropsendelse er naturligvis også noget der vil blive husket. Det er begge værdige mål.

Man kan sige at der er en afgørende forskel i fokus på kvalitet for de to mål: Hvis opsendelsen fejler kan man altid byggen en ny satellit. Men man kan ikke bygge en ny Herr Madsen!

På den måde er bemandede opsendelser faktisk et bedre mål når det handler om at bygge en pålidelig opsendelsesplatform. Motivationen for en pålidelig løsning er ganske enkelt bedre til stede med det bemandede mål.

Til gengæld er satellitopsendelser rent blær og med til for alvor at sætte CS på verdenskortet. Og måske skabe en basis for en spændende kommerciel fremtid for et dansk rumprogram?

  • 0
  • 0

Roger Duprat:

Hvor langt er der fra at sende noget i kredsløb til at sende det ud af kredsløb? I kunne jo sende en probe afsted mod Proxima Centauri;

Vi befinder os i kredsløb om Solen. Undvigelseshastigheden fra Jorden er 11,2 km/s og fra banen omkring Solen 42 km/s.

Drømme opnår let undvigelseshastigheder; mens metal er mere trægt.

  • 0
  • 0

Nu går det vist for hurtigt for mig. Kan Peter eller en anden
forklare mig, hvordan denne beregning skal forstås?

Peter skrev følgende.

"Hvis de 50 kg består af tre trin med et masseforhold på 4, og en vacuum ISP på 190, så har man 3 x 2900 m/sek at gøre godt med vandret."

Det forstår jeg ikke. Med en ISP på 190 s får jeg
udstødningshastigheden til 9,81 m/s2 x 190 s, hvilket
bliver 1864 m/s ifølge min lommeregner. Jeg bruger
derefter raketformlen og siger 1864 m/s x ln(4),
hvilket jeg får til 2584 m/s, altså knapt 2600 m/s og
ikke 2900 m/s, som Peter skrev.

Har jeg misforstået raketformlen?

  • 0
  • 0

Du har brugt den rigtigt.

Jeg har antaget...

Vi kan lave en motor med op til 75 % drivmiddel. Altså summen af rakettrinnets dødvægt og dets last udgør kun 25 %

Så er masseforholdet 4, og vi når kun 2600 m/sek pr. trin.

Du har ret.

Peter Madsen

  • 0
  • 0

Jeg studsede godt nok over alt det om flertrins i HEAT 2X rapporten.

Men det er da sådan en fin tanke. I skal have så meget styr på Den Store Booster, at det med at stable nogle små trin ovenpå er peanuts i forhold til.


Det er givetvis langt fra tilfældet. Men det er en fed holdning at antage. Og det skal nok få nogen rundt om til at spærre øjnene (og måske pengepungen) op.

De fleste ville nok vende den om og tage suborbit først. Men hvorfor egentlig ikke? Der er jo et menneske der sætter sig selv på spil, så det skal være afprøvet og styr på tingene.

  • 0
  • 0

Nu går det vist for hurtigt for mig. ..... Peter skrev følgende. [quote] "Hvis de 50 kg består af tre trin med et masseforhold på 4, og en vacuum ISP på 190, så har man 3 x 2900 m/sek at gøre godt med vandret."

Det forstår jeg ikke ........ altså knapt 2600 m/s og ikke 2900 m/s, som Peter skrev.[/quote]

Det går også lidt for hurtigt for mig - selv efter at fejlen er rettet, for Peter skriver senere:

Et 2 kg 3 trin er ikke noget man lige laver aktiv styring på. ... Vi kan lave en motor med op til 75 % drivmiddel. Altså summen af rakettrinnets dødvægt og dets last udgør kun 25 %

Et 3. trin på 2 kg kan jeg slet ikke få til at passe.

De tre trin vejer tilsammen 50 kg. I hvert trin er 75% drivmiddel, og der er derfor 25% tilbage til de efterfølgende trin [b]plus dødvægten af trinnet selv dvs. materiale til tanke, motor, styring etc.[/b] Det giver aller mest optimistisk 10% til de efterfølgende trin og nyttelast, og så skal det hele vist fremstilles i kulfiber eller lignende, da der kun er 15% til tanke, motor, styring etc. Med 10% til efterfølgende trin og nyttelast kommer man frem til følgende:

  1. trin: Vægt 45,45 kg.
  2. trin: Vægt 4,13 kg.
  3. trin: Vægt 0.42 kg heraf en nyttelast på 42 g.

42 g rækker vist ikke til nogen cubesat.

Når NASA, ESA og alle de andre er så "dumme" at optimere alt, hvad de kan, på vægt og ISP og bl.a. konstruerer ekstreme turbopumper i stedet for bare at svejse noget stålplade sammen og tryksætte med gas, kunne det jo skyldes, at det er den eneste realistiske vej at gå, hvis man vil have noget som helst brugbart i orbit.

  • 0
  • 0

"Når NASA, ESA og alle de andre er så "dumme" at optimere alt, hvad de kan, på vægt og ISP og bl.a. konstruerer ekstreme turbopumper i stedet for bare at svejse noget stålplade sammen og tryksætte med gas, kunne det jo skyldes, at det er den eneste realistiske vej at gå, hvis man vil have noget som helst brugbart i orbit"

Når vi ikke sætter en turbinepumpe på TM65, er det så fordi vi ikke kan bygge såden en ?

Neeeej !

Er du klar over at jeg næsten må tage medicin for ikke at falde for fristelsen og gå i gang med en turbine ?

Det er fordi det ikke er optimalt. Det er fordi det overordnet er dyrere at gøre det end at acceptere en tungere, større, dummere løfteraket.

Tag et kik her - det er ikke noget jeg har hittet på - der er dygtige analytikkere fra US AirForce der har kikket på sagen:

http://www.dunnspace.com/leo_on_the_cheap.htm

Jeg vil lave et regne eksempel i min næste blog - og se hvor det lander.

Jeg bliver nødt til at vende den med Thomas Petersen, som har lavet bane beregninger med HEAT 2X.

De bygger på payloads med 50, 150 og 300 kg.

HEAT 2X er ikke begrænset til 50 kg, og gør man de øvre trin tungere vil det uværligt give mere energi til payloaden. Men der skal regnes ordentligt på det.

Man skal have alle data til rådighed. De ligger i princippet i HEAT 2X papiret, som kan downloades fra vores hjemmeside. Med dette og det rigtige simulationssoftware kommer man langt.

Dit indlæg er - Stærk motvenrende for at se at komme alvorligt i gang med en alvorlig raket - 2X

Jeg prøver om jeg kan få Thomas i HAB i aften, så vi kan få nogle hårde tal på bordet. Det vi med sikkerhed kan regne nøjagtigt på er lodrette skud, med sigte på maks delta V. Ender det med værdier over 8 km/sek ser det rigtigt positivt ud.

Nogen af de ubekendte er hvor let man kan lave en casing for en solid motor - til en start må vi nøjes med at regne lidt konservativt.

Peter Madsen

  • 0
  • 0

Cubesat/andet grej løft.

Dobbelt/tribelt op på HEAT X2, når tiden er til det.
Når aktiv styring er opnået og man er ude i at skulle teste Cluster'ed hoved motorer, som der måske skal til for at løfte den kommende kapsel op.

Så burde der bliver lidt ekstra "løft" at lege med til at jerne flere cubesat's op, Multible Cubesat Head, som lige spreder dem ud (laver afstand).

Man behøver ikke vægt optimere, hvis man bare spænder flere hest for, og man har råd til at fodre dem vel at mærke.
Nogen gange er stål og brændstof langt billigere i længden, end endeløs vægt optimering.

-At have et HD cam i stationær orbit med et downlink, så vi under kommende launches kan se det hele op fra ville også holde max.

Men alt hvad der foregår er opfriskende spændene.

  • 0
  • 0

At have et HD cam i stationær orbit med et downlink, så vi under kommende launches kan se det hele op fra ville også holde max.

Joo. Men geostationær bane vil kræve yderligere 26 MJ/kg mekanisk energi; lagt til 32 MJ/kg i 200 km højde.

  • 0
  • 0

Når vi ikke sætter en turbinepumpe på TM65, er det så fordi vi ikke kan bygge såden en ? Neeeej ! Er du klar over at jeg næsten må tage medicin for ikke at falde for fristelsen og gå i gang med en turbine ?

He he mon ikke at vi bare skal prikke en anelse mere til dig, så får vi en turbopumpe.

Ej respekt for din beslutning, men du tør ikke ;-) Nå men sålænge du kom bort fra det WFNA snask, så er jeg glad, turbopumpe eller ej.

  • 0
  • 0

at pumper er meget nemmere til WFNA end LOX. Så hvis du vil pumpevejen er WFNA sagen. WFNA er jo kun korroderende, og er ret meget anderledes end vand at pumpe. LOX derimod er en væske på kogepunktet, og den kan man pr. definition ikke suge nogen steder hen uden at den går på gasfase.

Så det er lige så kompliceret som det altid har været.

Øvre trin til HEAT vil enten skulle køre på WFNA, eller solid, for at have tre eller fire rakettrin stående med LOX svarer til at balancere på lige så mange kugler.

Peter Madsen

  • 0
  • 0

[quote]Øvre trin med lattergas

Så hellere WFNA, det eksploderer ikke.
http://ing.dk/artikel/80115-tre-draebt-eft... [/quote] Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, men det var i hvert fald ikke lattergassen i sig selv, der udløste eksplosionen. Lattergas scorer et rent "0" (det mest fredelige) i sikkerhedsdiamanten i kategorien "stabilitet/reaktivitet". Se wikipedia.

  • 0
  • 0

Hvad med pur/nox i de øverste trin?
det er jo en teknologi i behersker til fulde, tryksat med helium.

  • 0
  • 0

Jeg kender desværre omstændighederne lidt bedre. Scaled composites er et af verdens mest hemmelighedsfulde, lukkede firmaer, og stod det til mig burde de der er kunder der kvittere for dette med at sige tak og farvel.

Men, under hårdt pres, fik man klemt en rapport ud af dem. Vi snakker jo om en situation hvor en virksomhed erkender en fare ved at produkt som bruges mange steder. Virksomheden tilbageholder informationer som kan redde liv andre steder, og det mener jeg er direkte forbryderisk.

Hvis SAS opdager en fejl på en given flytype, så har de partut at spytte ud, så Ryan og Lufthansa og alle andre kan lære af det og få rettet fejlen.

Men sådan er det ikke for denne type sager. Scaled spyttede ud, år efter, og kun modvilligt.

Ulykken hos scaled indtraf da man pumpede N20 fra en storage tank til en rakettank. I den store skala hvor de arbejder kan der ske en ret stor kompression opvarmning af gasfasen af N20 i modtagetanken. Da optankningen gik hurtigt, nående de formentlig over 150 C i gasfasen. Denne detonerede inden i tanken og det overførtes til væskefasen med katastrofale virkninger.

Der var ikke noget brændstof involveret i reaktionen.

Lattergas kan detonere. Vi anser det for et af de farligste oxydationsmidler, og tager helt anderledes alvorlige forholdsregler når vi arbejder med end nogen andre oxydationsmidler.

Når vi overhovedet bruger det er det kun i små HATVere, hvor problemet er mindre, og fordi det lige som elektricitet er frygteligt godt - og kan håndteres nogen lunde sikkert - i alle flad i lille skala.

Scaled´s rapport ender med nogle konklusioner som overført til industrien ville gøre at N20 ikke mere kunne håndteres. Den måde industrigas selskaberne håndterer N20 er ikke sikker efter Scaleds rapports konklusion. Det fremgår ikke om Scaled selv følger deres egne retningslinjer, men det tror jeg ikke.

Primært er rapporten skrevet for med henblik på at oplyse læseren mindst muligt om hvad de laver.

Den slags firmaer skal hvile i sig selv. Ingen kunder, ingen investorer, ingen leverandører, ingen offentlige tilladelser.

Ja, jeg synes de skylder deres kollegaer at dele al viden de har, der kan redde liv. Det gør Scaled ikke frivilligt, og af egen kraft, og derfor får de dumpe karakterer hos mig.

Du kan direkte sammenligne med Spectra rapporten. Jeg vælger det værste foto, med den største NOX sky, og jeg fortæller længe og bredt om de farer der er med det, og at man skal være meget opmærksom på det.

N20 ligger på linje med 90 % H202 i min bog.

Peter Madsen

  • 0
  • 0

Den historie holder ikke en meter, det er rent cover-up. Vel kan N2O da detonere, men ikke under de beskrevne omstædigheder. Her er en analyse af sikkerheden onkring N2O:

The thermal decomposition reaction of N2O reaches appreciable rates at temperatures around 850K, as can be seen in our paper on the decomposition of nitrous oxide. For comparison, the high pressure-limit reaction rate constant of Hydrogen Peroxide, H2O2, is close to 6 orders of magnitude higher than that of nitrous oxide as can be seen in the plot to the left. Note that it is highly unlikely that a deflagration or detonation wave can be sustained in pure (uncontaminated) liquid nitrous oxide. Furthermore, detonations are only likely in gaseous nitrous oxide if contamination is present.

(850 K er 577 grader C) og

All past experience indicates that it is impossible to ignite and sustain a decomposition wave (detonation or deflagration) in liquid N2O. Note that fuel contamination in the liquid changes this situation, potentially resulting in very dangerous conditions.

Kilde: http://www.spg-corp.com/nitrous-oxide-safe...

  • 0
  • 0

Det er jo grundlæggende positivt - men jeg tror vi fortsat vil passe rigtigt godt på.

Peter

  • 0
  • 0

Bliv endelig ved med det. Rettidig omhu osv.

I øvrigt til lykke med at CS nærmest er blevet kanoniseret. Landbrug&Fødevarer (tidligere Dansk Landbrug) har i deres seneste selvrosende reklame på TV2 og nettet måttet ty til at bruge HEAT 1X for at vise hvor progressive de er:http://www.lf.dk/Aktuelt/Den_nye_fortaelli...
Se ca. 60% inde i klippet.

  • 0
  • 0

Bliv endelig ved med det. Rettidig omhu osv. I øvrigt til lykke med at CS nærmest er blevet kanoniseret. Landbrug&Fødevarer (tidligere Dansk Landbrug) har i deres seneste selvrosende reklame på TV2 og nettet måttet ty til at bruge HEAT 1X for at vise hvor progressive de er:http://www.lf.dk/Aktuelt/Den_nye_fortaelli... Se ca. 60% inde i klippet.

Håber da L&F har spyttet i kassen.

  • 0
  • 0

Den historie holder ikke en meter, det er rent cover-up. Vel kan N2O da detonere, men ikke under de beskrevne omstædigheder. Her er en analyse ......kemisnak i fortsættelsen

Det er for letkøbt, Michael. Lad gå at de ikke vil fortælle alt, men Scaled var udsat for en ulykke med dødelig udgang og må derfor have været forberedt på en del opmærksomhed - også fra myndigheder der ikke må gribe en i at lyve hvis man vil gøre sig forhåbninger om at kunne flyve med passagerer.
Så en bevidst cover-up? Jeg tvivler.
Så Scaled ved med andre ord ikke hvad de taler om eller har misforstået det hele? Tvivler igen. En gentagelse af hændelsen vil uden tvivl betyde at de får store problemer - i det mindste må de da skifte brændstof på skibet. Scaled har sikkert brugt et helt år på at gennemføre undersøgelsen, så noget må de da have lært. Spg-corp, som du citerer fra var vist medvirkende til noget af det.
Så er der kun en mulighed tilbage, ikke?

  • 0
  • 0

Det er jo grundlæggende positivt - men jeg tror vi fortsat vil passe rigtigt godt på

Vores N2O er heller ikke 100% rent.

  • 0
  • 0

Vores N2O er heller ikke 100% rent.

Næppe, men den indeholder heller ikke reduktionsmidder. Hvis I ellers søger for at affedte tanke og fødelinier kommer I ikke galt af sted. Men affedtning er vigtig.

  • 0
  • 0