Jeg hørte engang følgende citat: "En god dag er en dag, hvor jeg har lavet fejl, for det er en dag, jeg er blevet klogere".
Jeg ved ikke, hvem citatet kan tilskrives, men jeg er rigtig glad for filosofien bag.
Jeg arbejder selv i sundhedsvæsenet, og for nylig hørte vi, at vi årligt udsætter patienter for mellem én og to millioner "utilsigtede hændelser". Nu vil det nok være forkert at påstå, at man har haft en god dag, når man har udsat en patient for fejl, men man skal også forstå, at hovedparten af disse fejl er stoppet lang tid før, nogen patient blev involveret eller skadet.
Sammenlignet med landets øvrige stråleterapi-klinikker indberetter vi i Århus rigtig mange fejl, og det er ikke fordi, vi laver flere fejl end vores kollegaer, men fordi vi har oparbejdet en lokal kultur, hvor vi indberetter alle hændelser, så vi kan lære af dem. Småfejl indgår i statistisk materiale for at vurdere, hvor der er brug for sætte ind med en særlig indsats, mens der ved store fejl iværksættes debriefinger, hvor hele hændelsesforløbet gennemanalyseres.
Det sker flere gange om måneden, at arbejdsgange ændres for at tage højde for mulige fejl, og selv om vi selvfølgelig gerne vil have en verden, hvor vi ingen fejl laver, skal vi også være stolte over, at vi accepterer vores fejl, analyserer dem og bruger dem konstruktivt!
PS.: Der er i øvrigt også forskel på hvilke faggrupper, der indberetter flest fejl. Vi hospitalsfysikere ligger højt på listen, mens læger ligger meget lavt på listen. Det kan man godt tænke over...
Vi laver alle fejl.Vi bliver kun klogere af at vise vores fejl.
Jeg plejer at sige, at "jeg er ligeglad om jeg har ret, bare jeg ikke tager fejl."
Det dækker over at det er ligegyldigt om jeg eller en anden har ret, men når vi er færdige, har jeg måske fået rettet min tidligere fejlagtige opfattelse, eller en anden har fået rettet sin. Så det er ikke en konkurrence om at have ret, men det er vigtigt at anderkende når man tager fejl.
haha
... Og det har der som bekendt altid været skrevet tykke bøger om, et senere bud kunne fx være Carol Tavris and Elliot Aronsons "Mistakes Were Made (But Not by Me): Why We Justify Foolish Beliefs, Bad Decisions, and Hurtful Acts"
http://www.amazon.com/Mistakes-Were-Made-B...
"Renowned social psychologists Carol Tavris and Elliot Aronson take a compelling look into how the brain is wired for self-justification. When we make mistakes, we must calm the cognitive dissonance that jars our feelings of self-worth. And so we create fictions that absolve us of responsibility, restoring our belief that we are smart, moral, and right—a belief that often keeps us on a course that is dumb, immoral, and wrong."
Og mange andre kunne nævnes - men superdejligt at der sker så meget på den front i disse år ... præcis sammen med en helt modsat trend til perfektionering og fortrængning. Hvor smukt kan det blive :-)
(Se fx http://trendwatching.com/trends/12trends2012/ hvor "flawsome" er pænt højt på listen over trends).
Nogle discipliner gør som bekendt meget for at arbejde bevidst med fejl, udfordringer og forbedringer, fx kunne http://www.retrospectives.com/ nævnes i forbindelse med software (Scrum) - hvem kan andet end holde af deres "første kærlighedsbud" ("The Retrospective Prime Directive"):
"Regardless of what we discover, we understand and truly believe that everyone did the best job they could, given what they knew at the time, their skills and abilities, the resources available, and the situation at hand."
... Nå, det var bare lidt spontane strøtanker ... dejligt at starte dagen med en utilsigtet hændelse :-)
A great nation is like a great man:
When he makes a mistake, he realizes it.
Having realized it, he admits it.
Having admitted it, he corrects it.
He considers those who point out his faults as his most benevolent
teachers.
-- Lao Tzu (for nu også lige at tage et af de lidt tidligere bud :-))
... Og det har der som bekendt altid været skrevet tykke bøger om,
Jeg kan også anbefale denne:
My opinion may change over time, but not the fact than I am right.
@ Steffen Poulsen
... "Renowned social psychologists Carol Tavris and Elliot Aronson take a compelling look into how the brain is wired for self-justification. When we make mistakes, we must calm the cognitive dissonance that jars our feelings of self-worth. And so we create fictions that absolve us of responsibility, restoring our belief that we are smart, moral, and right—a belief that often keeps us on a course that is dumb, immoral, and wrong."
Det kunne være interessant at overveje hvordan man i børneopdragelsen og i skolen kan modvirke at vi forstærker børnenes naturlige tilbøjelighed til at "create fictions that absolve us of responsibility, restoring our belief that we are smart, moral, and right—a belief that often keeps us on a course that is dumb, immoral, and wrong."?
Eller rettere hvordan kan jeg som forældre eller lærer udvikle en bevisthed om hvornår jeg begår fejl, der blot forstærker denne tilbøjelighed hos børnene. Kan jeg erkende mine fejl? Kan jeg lære af dem til at undgå dem og forfine hvordan jeg stimulerer det modsatte.
-
@ Anders:
Min oplevelse er at der allerede er en del etablerede bud på hvordan vi kan åbne emnet op over for vores børn, hvis vi har lyst. Og det endda også tilpasset de forskellige læringsstile, der som bekendt er meget udbredte at tage hensyn til i dag.
"Tapping" (EFT/TFT) er fx en af de måder der involverer kroppen, a.la. denne video:
http://www.youtube.com/watch?v=WHnhOEEa2BQ
Altså, hvor man arbejder med kroppen sammen med en "even though" tilgang, og på den måde skaber en balance eller et rum hvor det vi ser på som vores "fejl" kan få lov at være i. Fx:
Jeg synes i øvrigt også at det er sjovt at børnene selv vender den rundt over for Juan (læreren) smiler:
Men jeg elsker i det hele taget alle de teknikker vi har i verden, som hver især på deres måde får os i kontakt med HELE os selv, incl. vores skyggesider ... det at være i kontakt med dem åbner op for at fx Juans afslappede slutkommentar bliver helt selvfølgelig ... "jeg ved ikke om jeg gør det rigtigt - men jeg kan se at det skaber resultater - og at det er fantastiske resultater. Det er derfor jeg så godt kan lide det".
Selv er jeg meget "i mit hovede", og det eneste værktøj jeg selv har fundet og som var simpelt nok til at jeg kunne forstå det i mit eget liv, er Byron Katies "The Work".
En bog som fx Christopher Uhls "Teaching as if Life Matters - The Promise of a New Education Culture" diskuterer hvordan man kan bruge en teknik som The Work direkte i ens undervisning og i ens daglige eksempel.
Og jeg er enig, det starter med mig selv - når først jeg har lært at erkende og vedkende mig mine egne fejl, så kan jeg rigtigt begynde at prædike.
Kommentarer (7)