Jens B. Frederiksen er klimaminister i Grønlands regering (Demokraterne).
Vi er i Grønland stolte af, at vi allerede i dag har omlagt vores energiproduktion, så hele 60 procent af vores samlede energiforbrug i 2013 vil stamme fra vedvarende energikilder.
Til sammenligning producerer USA mindre end tre procent af den samlede elektricitet med vedvarende energi, mens Danmark producerer næsten 20 procent af dets elektricitet gennem vindenergi. USA, EU og Danmark halter i denne forbindelse langt efter Grønland.
Derfor er vi lidt kede af, at Grønland i visse medier, herunder på ing.dk i to artikler 5. marts, beskrives som et land, der ikke ønsker at leve op til internationale klimakrav . Det er en helt forkert opfattelse. Tværtimod yder vi allerede en stor indsats, og vi ønsker at blive en integreret del af en kommende global klimaaftale, men vi forlanger, at en sådan aftale bliver skruet sammen på en måde, så vi ikke bliver udsat for en uretfærdig og konkurrenceforvridende situation, som tilfældet under det nuværende kvotesystem.
Kvotesystemet er, som det eksisterer i Kyotoprotokollen, ikke et retfærdigt grundlag for regulering af verdens CO2-udledninger. Hvis Grønland og mange andre lande, der ikke havde nævneværdig industriel aktivitet i referenceåret 1990, accepterer en fortsættelse af kvotesystemet, som det har været implementeret under Kyotoprotokollen, vil Grønland komme til at betale massivt for fremtidige aktiviteter i råstofsektoren, mens eksempelvis Danmark - og mange andre allerede industrialiserede lande - blot forpligter sig til at reducere udledningen i allerede eksisterende aktiviteter. Det er konkurrenceforvridende.
Grønland har behov for at skabe vækst gennem råstofudvinding, og som Ingeniørens lederskribent senest rettelig bemærker, er det i hele Rigsfællesskabets interesse, at Grønland eksempelvis udvinder sjældne jordarter til brug i vindmølleindustrien. Det vil nemlig gøre implementeringen af den ambitiøse danske energistrategi mindre afhængig af Kina, som nu sidder tungt på eksporten af disse mineraler.
Som bekendt er det indtil videre mislykkedes for verdenssamfundet at nå frem til en juridisk bindende klimaaftale, der skal afløse Kyotoprotokollen. I øjeblikket arbejder man på at blive enige om en aftale, der skal gælde fra 2020. I perioden fra 2013 til 2020 forventes det, at EU og få andre lande vil indgå en aftale, der i øjeblikket er kendt som Kyotoprotokollens anden periode. Der er her tale om en lille klub af lande, der i fraværet af en ny juridisk bindende aftale for alle lande, skriver individuelle, nationale forpligtigelsesmål ind i de rammer, som allerede i dag udstikkes af Kyotoprotokollen.
Det er i forhold til denne aftale, at Grønland ønsker et såkaldt territorialt forbehold, som fritager os for særlige reduktionsforpligtelser i regi af FN's klimakonvention.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Grønland ønsker indflydelse, og at vi har visioner på klimaområdet. Ikke mindst fordi konsekvenserne af klimaforandringerne som bekendt opleves allerede nu i det grønlandske samfund.
Vi forholder os ikke afvisende over for et markedsreguleret kvotesystem, men det er i vores interesse, at en sådan kvotemodel bygges på andre arkitektoniske principper end de nuværende. Som et alternativ til kvotesystemet kunne vi sagtens forestille os en model, der baserer sig på en form for carbon-afgift, der kan påføres af de enkelte nationale regeringer under en global klimaftale, eksempelvis i form af en skat på leverancer af fossile brændstoffer.
For Grønland vil en carbon-afgift betyde, at vi kommer til at betale en afgift for råstofudvinding, men det vil andre råstofudvindende lande også. Det er således ikke konkurrenceforvridende på samme måde som de nuværende CO2-kvoter. Grønland er således indstillet på at arbejde hårdt for, at verden får en retfærdig og juridisk bindende klimaaftale, der sikrer en nødvendig nedgang i den globale CO2-udledning.
Kommentarer (5)