Grønne planter og teknik

Labitat er i ugens løb blevet et mere alsidigt fællesskab. I vores køkken/lounge er et hjørne inddraget til grønt område, hvor den nystartede gruppe Indoor Farming Society udfolder sig. IFS er en blandet flok, som derfor nok skal finde sig til rette i vores hackerspace. Nogle vil nok sige, at de ligefrem har savnet grønne planter i spacet. Gruppens første workshop bød på både plantebiologisk forelæsning, interesse- og forventningsafstemmelse og fysisk opbygning af et system i det grønne område i spacet, hvor det bliver muligt at styre mange parametre i forbindelse med planters spiring og vækst. Det første batch krydderurter og chili blev samtidig sået, selvom den tekniske del af setuppet indtil videre begrænser sig til semiautomatisk vanding og lys. Flere features vil blive tilføjet løbende, når de er blevet udviklet.

De områder IFS umiddelbart vil fokusere på er:

  • Automatiske målinger og styring i lukkede plantekamre, hvorved man kan udføre strukturerede eksperimenter. En stor del af gruppen er interesseret i at designe et arduinobaseret system til at måle pH, salt- og næringsstofindhold, temperaturer og jord- og luftfugtighed.

  • Simpel "overlevelses automatik" der kan holde planter i live, i perioder hvor man f.eks. ikke er hjemme til at passe dem, eller når ens planters gennemsnitlige levetid simpelthen bliver for kort. Vi er mange, der nyder at ha planter, men ikke altid formår at holde dem i live - vi vil være glade for lidt teknologisk hjælp i den henseende.

  • En vidensbase omkring dyrkning indendørs. Der findes information om dyrkning af mange typer planter på internettet, men langt den største del af det er på et meget personligt subjektivt plan. IFS vil forsøge struktureret at opsamle objektiv viden og erfaringer og gøre dette let tilgængeligt for alle.

Eksternt billede

Den næste workshop afholdes 1. dec. kl 13. Hvis du er interesseret i at deltage, foregår tilmelding på facebook.

Christian Riis Sørensens billede
Christian Riis Sørensen

Kommentarer (2)

jeg har experimenteret med det privat, - og endte ud med at drive chilier frem fra Frø, ved brug af Rød og Blåt diode lys.

setup:
en meter træ pind
1meter Rød led strip (60led pr m)
1meter Blå led strip (60led pr m)
og en gammel strøm forsyning fra et force feedback joystick.

-forbrug 400mw pr meter diode.

og så var det ophængt over en næsten tilsvarende kasse som jeres, så lyset kun ramte kassen ikke ud over.

Det skal lige siges jeg fik besøg af en Patrulje vogn, da de havde en formodning om jeg dyrkede noget helt andet, og mindre lovligt i mit vindue ud til et stor kryds :D

Held og lykke til, håber der kommer mere info om hvordan det løber af staben.

  • 0
  • 0

Ja, vi har også et købt LED growlight til ca 450kr og en hjemmebygget til ca 100kr som vi skal ha sat op på et tidspunkt.

Den hjemmebyggede har jeg selv lavet, også til at dyrke chili med. Den består af 4 stk 3W røde LEDs og 2 stk 1W blå LEDs og så en passende strømforsyning. Det viste sig hurtigt, at jeg også behøvede aktiv køling, for at holde lysdioderne glade. I lang tid kørte jeg uden at vide om jeg ramte de rigtige bølgelængder, da det bare er nogle lysdioder fra favoritsupplyer: eBay China :-) Men jeg har efterfølgende kunnet sammenligne den købte med den hjemmelavede vha et spektrometer, jeg har lånt mig til i Labitat - og bølgelængderne passer ret godt.

Vi kommer til at holde vores wiki side på labitat.dk opdateret.
Se https://labitat.dk/wiki/Indoor_Farming_Soc...

  • 0
  • 0