FREDAGSBAR med faglig snak i baren

2. nov 2012 kl. 20.15

Det er fredag og tid til at slappe lidt af. Jeg har haft heftigt ingeniørbesøg i dag, og hele dagen er gået med målinger på den strandede Q113 Revolution.

Dagens måleopstilling er lavet for at finde ud af hvordan Q113 Revolution fungerer på en væg. I virkeligheden ligger højttaleren på gulvet i et stort rum, men det betyder intet for målingerne. Billedet er drejet 90 grader.

Vi har ryddet et areal ude på lageret på 6 x 6 meter, for at kunne måle hvordan højttalerens akustik opfører sig, når den hænger på en væg. I virkeligheden ligger højttaleren på gulvet, men det betyder intet for målingerne. Det svarer fuldstændig til at hænge på en væg, når man bare husker at placere målemikrofonen på den rigtige led. Faktisk, var måleopstillingen lidt smart, for den tillod os at bygge nogle kunstige flytbare vægge, hvor vi kan måle hvordan højttalerens akustik opfører sig, når den placeres med forskellige afstande til gulvet og den nærmeste sidevæg. Det kommer der et blogindlæg ud af senere.

Nu handler det om fredagsbaren

Jeg kunne godt tænke mig at bruge fredagsbaren til en løs snak om mit næste blogindlæg, og jeg håber der er nogle der har lyst til at være med, for det ville være godt med lidt sparring og nogle gode idéer til det næste indlæg. Gerne i løbet af uge 45. Tak.

Det handler om power respons

Vi har lavet nogle målinger, der viser karakteristikken for den totale udstrålede lyd fra vores Q113-prototyper og forgængeren SA2K. Vi kalder det power respons, men der findes også andre betegnelser, for den samme ting. Målingerne er lavet ved, at højttalerne er placeret på en særlig stander, der kan dreje højttaleren meget nøjagtigt, og der laves en ny måling for hver 5 grader højttaleren drejes. På den måde, kan man lave et polardiagram, der viser en slags 180 graders mønster for hvordan højttaleren afsætter lyden i rummet. Det er faktisk ret spændende at kigge på resultaterne.

SA2K hænger lidt i bremsen

En af de første læserkommentarer der kom, da jeg viste de opdaterede målinger af SA2K ved projektets begyndelse, handlede netop om højttalerens lydudstråling. Den var god, men den kunne være bedre. Der har sidenhen ikke hersket nogen tvivl om, at begge udgaver af Q113 skulle have en bedre power respons end deres fælles forgænger.

Hvor synes du, jeg skal begynde?

Herunder ser du de polardiagrammer, jeg ikke har skrevet om endnu. Jeg har droppet polardiagrammerne på Q113 Revolution, for højttaleren skal nok laves om, men det giver fin mening at kigge på målingerne på Q113 Evolution og SA2K. Helt grundlæggende vil jeg gerne fortælle hvad højttalerens power respons er for en størrelse, og hvilken betydning power respons har på oplevelsen af højttalerens lyd. Måske synes du, det er vigtigt at få nogle specifikke holdninger frem om lydudstråling. Så vil jeg se, om jeg kan flette det ind, men jeg kan ikke love at bringe alt. Kig på målingerne og se, hvad du synes.

Skriv helst i kommentarfeltet herunder

Fredagsbar fungerer bedst i en afslappet og hyggelig atmosfære, så jeg håber du vil lægge en besked i kommentarfeltet. På den måde kommer din viden hurtigst andre folk til gode. Skulle du foretrække at sende mig en mail, må du gerne sende den i løbet af uge 45 og mærke den "power respons". Tak. Billederne kan forstørres med klik.

Q113 Evolution rå prøvehøjttaler, uden design

Måling på bashøjttaleren til Q113 Evolution, horisontalt, uden delefilter

Måling på bashøjttaleren til Q113 Evolution, vertikalt, uden delefilter

Måling på diskanthøjttaleren til Q113 Evolution, horisontalt, uden delefilter

Måling på diskanthøjttaleren til Q113 Evolution, vertikalt, uden delefilter

Måling på SA2K, horisontalt, med delefilter

Måling på SA2K, vertikalt, med delefilter

Ole Witthøfts billede
Ole Witthøft
bygger en lille HiFi-højttaler i verdensklasse sammen med Ingeniørens læsere. Deltag i projektet ved at skrive en mail til ole@system-audio.com med "Q113" i emnefeltet.

Kommentarer (8)

Hej Ole

Tak for, at du har fulgt op på min opfordring om at kikke på Power Response.

SA2K har forholdsvis store variationer i 2,5 kHz området. Dette er et psykoakustisk følsomt område, hvor taleforståeligheden dannes. De relativt store udsving i Power Response, skyldes sandsynligvis en kombination af delefiltret i SA2K, kantreflektioner, reflektioner fra bagvæg samt enhedernes response.

Q113 Evolutions enheder indikerer ligeledes, at du bør vælge en lavere delefrekvens - end de 2 kHz - som du i en tidligere tråd har antydet. Jeg kunne anbefale 1,5 kHz - specielt da du vil anvendet et 4. ordens delefilter. Dette kan kræve en diskant resonans impedanskompensation i delefiltret - men jeg vil dog ikke mene det er nødvendigt.

Dette vil overlade gengivelsen af alle formanter i vokaler til dískanten, og kunne skabe større helhed i sang- og strygergengivelsen. Et kabinetdesign uden tidsmæssig kompensation for de forskellige akustiske centerplaceringer for bas og diskant, vil give ripple en halv oktav over og under delefrekvensen - så også derfor skal den længere ned. Det går så i stedet lidt ud over Jimmy Hendriz's guitargengivelse..

Den lidt lavere delefrekvens vil desuden reducere doblerforvrængningen for bashøjtaleren - som jeg tidligere har gjort opmærksom på kan være et problem når bashøjtaleren har så stor en maksimal slaglængde. Doblerforvrængningen vil så være maksimal mellem 800 og 1600 Hz, hvor ørets følsomhed overfor denne forvrængingstype er reduceret.

Kabinetkanterne er så vidt jeg kan se på billederne - endnu ikke afrundede på Q113 Evolution - men det kommer vel senere..

Ikke for at stresse dig yderligere - men hvorledes ser impulsresponse ud for SA2K og Q113 versionerne?

  • 0
  • 0

Tak for din grundige kommentar, Torben Nielsen.
Du stresser ikke mig, ved at spørge til impulsresponse, for målingerne og simuleringerne er lavet af frivillige ingeniører, der er tilknyttet projektet.
Men jeg tror nu heller ikke spørgsmålet stresser dem.

Er det en særlig form for impulsresponse, du er interesseret i, eller kan du bruge det impulssvar højttalerne giver, når de påtrykkes det "chirp", som bruges i.f.m. visning af frekvensresponsen ?

På nuværende tidspunkt, tør jeg ikke at give et svar på, om der skulle være en særligt god grund til at lægge ud med en delefrekvens på 2 kHz på Q113 Evolution. Jeg er nemlig enig med dig i, at en delefrekvens på 1.5 kHz burde være en bedre løsning "på papiret".
Jeg gætter på, at det drejer sig om, at starte et sted og arbejde videre derfra.

Som du sikkert kan fornemme, kender jeg ikke svaret på enkelthederne i øjeblikket, for jeg er ikke med til det hele.

Q113 Evolution får afrundede kanter senere, som du også hentyder til.

Flere input om power response og lydudstråling er velkomne, selvom det ikke er fredag!

Hvad er f.eks, din mening om rundstrålende højttalere i forhold til dem, der udsender lyden indenfor et smalt vindue?

  • 0
  • 0

Hej Ole

Skal højttalerne dække et specifikt publikumsareal, skal højtalerne udsende lyden til dette smalle - eller brede vindue. PA-højtalere skal specielt have en veldefineret udstrålingskarakteristik.

I langt de fleste lyttesituationer er det ikke den direkte lyd der dominerer over den diffust reflekterede - selv med direktive højttalersystemer - så power response er måske mere vigtig end frekvensgangen i et lyddødt rum - eller målt i 1m afstand.

Jeg opfatter Q113 projektet som, at de skal kunne fungere som "hushøjttalere" - der såvel kan anvendes som "sweet spot" Hi-Fi højtaler, såvel som en fremragende baggrundshøjttaler - samt ved sammenkomster med vennerne.

Du bør derfor definere kundesegment og brugsområde for Q113.

  • 0
  • 0

Tak for svaret, Torben Nielsen.
Det var ikke min mening, at spørgsmålet om power response skulle bringe tvivl om den fremtidige anvendelse for Q113.
Beklager, hvis jeg fik gjort spørgsmålet lidt for åbent.

Q113 er afgjort en højttaler til hjemmebrug, altså en HiFi-højttaler.
Kundesegmentet og prissætningen hænger rimeligt sammen, og her ved jeg ikke så meget endnu.
Det er jo et ingeniør-projekt og et af omdrejningspunkterne er, at forsøge at lave gode løsninger. Det koster, men jeg ved ikke hvor meget.

Uden at sige det direkte, kommer du ind på noget ganske væsentligt, som jeg synes, jeg kan bruge. Spørgsmålet om højttalerens veldefinerede udstrålingskarakteristik. Det er jo ikke en uinteressant information, når vi taler om en højttaler til stuen. Det er bare ikke en information, man kan finde under de tekniske specifikationer, hvis jeg må tillade mig at generalisere indenfor HiFi-højttalere.
PA-højttalere specificeres til at dække et bestemt publikumsareal, som du siger, men højttalerne til stuen er ikke (nødvendigvis) lavet til at have en særskilt god eller dårlig lydudstråling.
Det burde man vel egentlig oplyse?

  • 0
  • 0

En lektor på DTU visualiserede for 35 år siden vigtigheden af impulsresponse ved en analogi:

Højtalerens frekvensresponse er linær, men bassen er placeret 1000m væk fra diskanthøjttaleren. De fleste vil nok kunne forestille sig, at det meste musik ikke vil "hænge sammen".

  • 0
  • 0

hej..

nu er ejg ikke lige frem den bedste til det her hifi da jeg er rimelig ny til det men..

normalt hører man jo altid om hvordan højtalere som man fin lytter til skal have plads til siden OG bag dem. hvorfor bygger i så en højtaler i verdensklasse osm er lavet til at hænge på væggen??

jeg ved det bliver bedre af i ingen (som jeg kan se) basport har men jeg ved jeg kan hører forskel selv..

ved ikke om du har svaret på dette før?

  • 0
  • 0

Tak for din kommentar, Magnus Munk.
Vi laver to højttalere, der senere skal konkurrere mod hinanden.
Den ene er Q113 Evolution, som er en kompakthøjttaler. Den anden er Q113 Revolution, som er en væghøjttaler. De to højttalere har i øvrigt samme størrelse (10 liter, indv.).

Revolution er en væghøjttaler, fordi et flertal af Ingeniørens læsere har bestemt det ved en afstemning, vi afholdt tidligere på året, her på ing.dk. Du har ret i, at udfaldet af afstemningen er usædvanligt, for man forbinder normalt ikke virkelig god lyd med væghøjttalere, men det er altså opgaven.
Jeg synes det er ret forfriskende, men højttaleren kan naturligvis fejle fælt . Derfor kører der en Plan B parallelt med projektet, her på ing.dk. Det går ud på at realisere Q113 Revolution som en gulvhøjttaler. Altså, den kandidat der blev nummer to ved den afstemning, som væghøjttaleren vandt.

Man kan ikke sige, at basporte er gode eller dårlige. En basport er en løsning der virker, hvis den laves godt. I øvrigt, har Q113 Evolution en basport (på bagsiden, indtil videre), mens Q113 Revolution har to passive enheder på forsiden, der på mange måder virker præcis som en basport.

Hvis du vil kigge nærmere på noget af den snak, der har været omkring basgengivelse i højttalere, kan du læse dette indlæg.
http://ing.dk/artikel/127434-basboevl-hoej...
Tak, fordi du læser med.

  • 0
  • 0

Det bliver spændende at se Revolution spille op ad en væg. Der er ikke mange højttalere på markedet, der er beregnet til det, for de skal være afstemt til lige præcis den placering. Fordelene vil være, at de kan SPILLE BAS med reducerede membranbevægelser, samt at reflektionen fra bagvæggen kommer næsten samtidig med originallyden. Det lover godt for transienter & Co.
Der skal bare gøres nogle tanker over evt. vinkling og over et beslag, som ikke overfører vibrationer til væggen. Det sidste er næsten det vigtigste, for en tynd gipsvæg vil spille muntert med på melodien.

  • 0
  • 0