Er det virkelig den perfekte bil?

22. okt 2012 kl. 10.17

I ugen før efterårsferien tikkede der en invitation ind fra VW til en tur til Sardinien, for at køre den nye Golf VII.

Foto: VW

Det var jo fristende at tage en smuttur med garvede motorjournalister til en dags solskin i selskab med en helt ny model.

Men vi valgte at sige nej tak, og efter at have læst søndagsavisernes anmeldelse af Golfen, var det den rigtige beslutning.

For sjældent har jeg set motorjournalistiske forsøg på at skrive sig ud af følelsen af - at der ikke er meget at skrive om. Først og fremmest fordi Golfen ikke lader meget tilbage at ønske. Den hersker suverænt i sin klasse.

Derfor skulle der ledes efter ord, som alligevel kunne give anmeldelserne en smule kant. Golfen blev beskrevet som manglende X-faktor, kedelig og perfekt. En enkelt journalist kunne svinge sig op til at kritisere den brede bagstolpe, men hvad pokker, den bagstolpe har været fast inventar i alle Golf'er lige fra starten.

Men er Golfen virkelig den bedst byggede bil i dag når alle kompromisser skal indregnes? Har VW et forspring og hvem kan true dem?

(Til gengæld har vi lagt billet ind hos VW når Golfen kommer i diverse el- og hybridudgaver - men det bliver næppe på Sardinien)

Bjørn Godskes billede
Bjørn Godske

Kommentarer (0)