E-lamper

1. okt 2012 kl. 11.52

Fire ugers intenst arbejde fra entreprenante design-studerende kom til udtryk i sådan cirka 30 nye lamper, der lyste for en kort stund i forladt fabriksbygning under forvandling på Amager

Læs artiklen som layoutet pdf - her 

Timo, Sarah og de andre lampeskabere fra E-designlinjen på Københavns Erhvervsakademi (KEA)var de stolte præsentører af egne lysende værker forleden i en forladt fabrikshal, som er ved at blive forvandlet til den nye Amager Skatepark og et miljø for kreative erhverv i bygningerne. Et sted, det er oplagt at nogle af lampe-skaberne fra E-design linjen på KEA flytter ind efter endt uddannelse til sommer.

At dømme ud fra rigdommen i udtryk og materialer på den rave-agtige helt korte udstilling, skal der nok snart være nogle af dem, som hjælper Danmark med at finde ud af, "hvad nationen skal leve af i fremtiden".

Tifli, en af underviserne fortalte, at det netop er det E-design handler om, at de studerende bliver undervist i at skabe og være entreprenante og har noget at stå på, hvis de vælger at blive iværksættere.

Rammen for at få ideen, udvikle og lave prototypen af din lampe, var cirka sådan her: Fire uger på egen hånd for fuld damp. Du skal bruge spare pære, det skal være innovativt og det skal laves på en laserskærer. Projektet var døbt Come find the light og den der fangede lyset smartest, vandt æren og titlen som designeren af den nye KEA-lampe, der skal hænge på akademiets bibliotek. Og så var det ellers om at komme i gang.

Sarah klargør læder i laserskæreren på Opfinderværkstedet

Timo og Sarah er begejstrede

  • Det er fedt bare at få lov til at fordybe dig alene i stedet for i grupper og lave proces, proces, proces og alle mulige modeller af pap og papir undervejs. Det var ekstra kreative dage i Opfinderværkstedet på Teknologisk Institut med god tid til at prøve sig frem med laserskæreren, siger Sarah.

  • Det var rigtigt godt at høre patentoplægget fra Opfindertjenesten og lære om, at man også kan afsætte sine produkter på licensaftaler, som alternativ til at blive iværksætter, siger Timo om E-designs samarbejde med Opfindertjenesten, der hører under Opfinderrådgivningen med et rigtigt opfinderværksted på hjemmeadressen på Teknologisk Institut i Taastrup, der blev stillet til rådighed for lampeskaberne.

Ikke en adresse, der tiltrak alle de studerende, men Sarah, Timo og en håndfuld andre lod sig ikke skræmme og hængte ved laserskæreren de sidste dage op mod deadline. Andre studerende havde adgang til laserskærer i kontorfællesskabet Republikken i København.

Timos lampe i løsdele

Timo var omkring flere ideer undervejs - Jeg var igennem mange ideer, før jeg fandt frem til den her. Jeg ville gerne lave en bordlampe, som skulle ligne ild. Jeg havde tænkt mig den i rødt og gult akryl. Men det var for svært at få det til at fungere i Illustrator. Det gav mig de ottekanter, som jeg har arbejdet videre med på den lampe, jeg har lavet i stedet. Jeg overvejede, at der også skulle være mønstre i, men der er så meget lampe allerede, at jeg valgte det fra siger Timo.

Gæstelærer, industriel designer Thomas Bentzen, udfordrede Timo på materialevalget. Det endte med, at Timo tog i Silvan i Glostrup og fandt finsk birk og fik lavet en fiks aftale om at få skåret to meter lange stykker i 30x30 til en god pris, som han så arbejdede videre med.

Timos færdige resutat

Han tegnede lampe på skolen, skar ud og klargjorde i Opfinderværkstedet på Teknologisk Institut og sad så hjemme og limede den sammen samt malede den. Han var ret optaget af, at udnytte materialerne mest muligt. Hans lampe skulle laves med mindst muligt materialespild og samtidig være enkel i sit snit. Sarah synes den ligner "en moderne lysekrone" og Deres Udsendte får mindelser om rumskibe, stjernekrig og skumlegetøj til børn - ergo en Spaces hip Lamp. Timo har endnu ikke fundet den et navn.

Den færdige læderlampe og dens skaber

Sarah laver lamper af lædertasker fra 70'erne

Sarah havde gang i et helt koncept, som hun har navngivet my personal second hand lamp. Lavet af klassiske læderskoletasker fra 70'erne og ført til dørs som ren unika. Der laver hun én lampe af hver taske, som får køberens navn.

  • Jeg vidst fra starten, at jeg ville lave lamper af læder fra skoletasker i 70'erne og gøre dem personlige. Så hvis jeg laver en lampe til Timo, skal den hedde Timo Light, siger Sarah og smiler til sin medstuderende. Det er en del af konceptet, at man får et polaroid med af den taske, der har skiftet tilværelse og nu er blevet lampeskærm.

Lamperne er lavet i forskelligt læder i naturfarver som er sat sammen af tre nitter og er så designet sammen med kalkpapir indeni, der ligger i lag.

  • Det var vigtigt for mig, at det skulle være et naturligt bøjeligt materiale. Der er læder rigtig fint. Jeg prøvede med filt på indersiden, men det tog for meget af lyset og så blev det i stedet kalkpapir. Den er også tænkt sådan, at man skal kunne samle den selv, siger Sarah.

Hun siger, at den er ment som en hyggelampe, som både kan hænge ved siden af eller stå på bordet ved din lænestol.

Sarah er en af de mere erfarne elever på E-design med flere uddannelser med sig. To år på Fashion Design Akademiet på Nørregade i København, som teknisk set har status af en Bachelor. Den status har hun brugt til at tage en Master i tekstildesign på Nottingham Trend University.

Men hvorfor så også gå på E-design på KEA? - Jeg går her for at få businessdelen med. Jeg vil gerne starte som selvstændig og lærer om alt det med moms og regnskab og den slags. Det er ikke så sjovt, men det er godt for mig at få den del med, siger Sarah.

Og E-lamper, det må de hedde, når designerne går på E-design.

Anders Jørgensens billede
Anders Jørgensen
er Opfinderrådgivningens formidler. Han er journalist og tænker i historier og budskaber omkring opfindere, opfindelser og opfinderi.

Kommentarer (1)

Det er fint med design, og at man tænker materialer og "personlighed" ind i designet. Men, når man laver en lampe, skal den kunne lyse godt til formålet.
Det virker her, som om det overhovedet ikke er tænkt ind i projekterne, mere som at det fikse design er i førersædet, og funktionen er underordnet. Design til "pynt".

Sååk.

Hvorfor ikke være så tilpas nyskabende, og tage noget gammelt op? Noget, der virker- og er pænt?! At funktionaliteten er i højsædet?
Især i disse sparepære/LED-tider?
DEt er da sikkert fint med en lampe, der ligner et bål, jeg kan bare ikke se, den adskiller sig fra en lavalampe... Pynt, og det bliver man træt af.

Mvh
Tine- bagstræberisk

  • 0
  • 0