Enhver, der kender bare en lille smule til processen for udarbejdelse af videnskabelige artikler, ved, at forfatterne kan have ydet en meget forskellig indsats. Vejledere til ph.d.-studerende bliver ofte tilføjet forfatterlisten af ren og skær høflighed (eller pres), nogle medforfattere har måske kun ydet bidrag inden for et meget afgrænset område. Alligevel forventer mange sikkert, at også de marginale medforfattere står inde for forskningen. Heller ikke det kan man være sikker på er tilfældet.

Den italienske fysiker Tommaso Dorigo deltager bl.a. i eksperimenter ved Cerns Large Hadron Collider sammen med et par tusinde andre forskere. Han er derudover en flittig blogger, og i et tankevækkende blogindlæg har han for nylig forklaret, hvordan han er blevet medforfatter til 700 videnskabelige artikler. 'Skrev jeg disse artikler?' spørger han retorisk og svarer: 'Nej, jeg skrev eller bidrog kun til udarbejdelse af en meget lille andel af dette store antal artikler. Var jeg i det mindste med til at kommentere artiklerne? Nej, jeg kommenterede måske to hundrede. Har jeg i det mindste læst dem alle. Nej, ikke engang det kan jeg påstå - måske en tredjedel.' Tommaso Dorigo tilføjer: 'Hvis det chokerer nogen, så husk på, at jeg ikke bad om at blive medforfatter - det er sket helt automatisk'. Dorigo henviser dermed til, at store fysikkonsortier ved Cern har en politik baseret på 'en for alle og alle for en'.

Vi tager lige et spring til Norge, hvor biologen Dag O. Hessen på en konference for nylig argumenterede for, at norske forskere publicerer flittigt, men at en stor del af forskningsartiklerne er for dårlige og unødvendige. 'Man går ind for least publishable unit og tænker hellere 'er dette noget, vi kan publicere' end 'er dette noget, som kan give en grundlæggende ny erkendelse om fem år' har han forklaret til forskning.no. Den mindst publicerbare enhed betyder, at hvis man får to resultater fra et forsøg, så skriver man to forskellige artikler og får to ekstra forskningsartikler på cv'et frem for én. Til gengæld får andre forskere besværet med at skulle finde frem til og læse to artikler i stedet for en.

Vi har forskere i Danmark, som har en helt umenneskelig kapacitet med publikationslister som et ondt år. Det er ikke alle, der er i stand til at kombinere kvantitet med kvalitet. Nogle, som Frederik Krebs fra DTU, kan heldigvis. Han er en verdens førende forskere inden for plastsolceller. Ifølge DTU's database er han noteret for 38 publikationer i 2011, og han formår også som den eneste dansker at være med på den seneste liste over forskere i verden med flest Hot Papers, dvs. artikler, der i løbet af kort tid bliver citeret af andre forskere. Stort til lykke.

Lene Vestergaard Hau fra Harvard University i USA følger en anden strategi. Hun publicerer 1-2 artikler om året om langsomt lys og beslægtede emner. Alligevel er hun kendt og anerkendt overalt og har næsten lige så mange hædersbevisninger på cv'et som antal artikler. En ny artikel fra Lene Hau er et must read. Hvilken forsker ville ikke ønske at være i den situation?

En af dansk forsknings grand old men, Povl Krogsgaard-Larsen (Carlbergfondet og Farmaceutisk Universitet), berettede på ATV's 75-års jubilæumskonference for to uger siden om problemerne ved Scientific Drowning, hvor der publiceres mere og mere, som ikke er af reel betydning. Det var et emne, som jeg også for et par år siden tog op i denne klumme, uden at der er sket forbedringer siden da. Vi savner stadig personen, som er i stand til at kaste en redningskrans ud i forskerdybet.