Derfor taler alle om Google+

Jeg er allerede begejstret for Google+. Så kort kan det siges.

Google+ er Googles nye sociale tjeneste i stil med Facebook, lanceret i en testudgave i forrige uge, og hele nettet summer af chat, blogposts, updates og nyheder om det nye spændende produkt.

Men hvad er så forskellen på Facebook og Google+, og hvorfor denne begejstring?

For det første er Google+ et reelt alternativ til Facebook, der som bekendt har været kritiseret for misbrug af private oplysninger, utallige forstyrrende layoutændringer, feed-forurening med spil og clickjacking, etc.

For det andet har man i Google+ kombineret det bedste fra Facebook og Twitter. Som med Facebook kan man poste statusbeskeder, billeder, videoer og links, men modsat Facebook er der ikke en masse spil, der dukker op i nyhedsfeedet. Det kommer måske i fremtiden, men personligt vil jeg nyde det indtil videre.

Med Google+ er man ikke begrænset til at følge sine venners updates. Man kan nu følge helt fremmede mennesker, og fremmede mennesker kan følge dig. Der er ikke nogen proces, hvor begge personer skal godkende et venneforhold. Det er dermed, som vi kender det fra Twitter, men uden Twitters begrænsninger.

Hov - er det nu så smart, at fremmede mennesker kan følge med i mit nyhedsfeed? Ja, for du kan selv vælge, hvem der skal se dine opdateringer. Alle dine venner inddeler du i Circles, og du vælger altså selv, om en opdatering skal ses af én eller flere Circles, eller om den skal ses af alle mennesker, der følger dig.

Hvis jeg f.eks. vil dele en interessant video eller et blogindlæg, vil jeg formentligt bare gøre dette til alle inklusiv de fremmede mennesker, der mener, at mit feed er interessant. Hvis jeg vil mødes med mine venner til en øl nede i byen, kan jeg lave en "jeg tager på pub"-update, som kun min venne-Circle kan se. Hvis jeg vil invitere familien til lagkage i anledning af min fødselsdag, laver jeg en "kom og spis kage"-update, som kun min familie-Circle kan se. Du kan tilmed tilsvine chefen og offentliggøre dette til alle - undtagen chefen.

Du kan således nøjes med at skrive til en delmængde af dine kontakter, og helt tilsvarende kan du nøjes med at *læse *opdateringer fra udvalgte Circles.

Google+ er stadig kun i udviklingsfasen, men jeg tror på, det har en stor fremtid. Der tilbydes andre spændende features såsom Sparks, der er en integreret Google-søgemaskine, og *Hangout *med multipel chat, videochat og YouTube-deling.

Jeg har slet ikke udforsket alle muligheder endnu, men mit første indtryk er meget positivt, omend jeg også kan se ting, der bør forbedres. Det er dog forventeligt af et så nyt og utestet produkt. Nu mangler kun den endelige frigivelse af Google+, så vi kan få en masse folk til at bruge det. Det er trods alt den ultimative test af et socialt medie.

Du kan finde en glimrende dansk introduktion til Google+ her. Desuden kører der på EPN.dk en debat om, hvorvidt Google+ betyder enden for Facebook.

Klaus Seiersens billede
Klaus Seiersen
er ph.d. i fysik og uddannelsesansvarlig hospitalsfysiker på Kræftafdelingen ved Aarhus Universitetshospital. Han skriver om naturvidenskabens forunderlige verden.

Kommentarer (9)

Det er lækkert med det aktive tilvalg af hvem der må se ens status opdateringer. Men Google+ "beskyttelse" stopper ved billede deling.

Hvis man har tagget en person i et billede, vil denne person automatisk underrettes og få adgang til ikke bare det enkelte billede men hele albummet, hvor billedet er placeret.

Ikke så meget anderledes end facebook, og jeg kan da bare undlade at uploade billeder jeg vil holde private til Google+ ?

Jeg har indtil videre været Picasa(-web) bruger, og har købt ekstra plads for at have backup af mine billeder. Her har jeg tidligere kunne tagge personer til mit interne arkiv, samt dele et album - hvis jeg ville! Fremover vil jeg ved at tagge en person gøre billedet og albummet offentligt for den taggede person - Uden at jeg kan styre dette. Dette sker eftersom at Google+ kombinere flere af Google services, som f.eks. Picassa Web. En oplysning jeg godt kunne have tænkt mig stå med stort - inden jeg tilmelder mig.

Mere herom: http://googlesystem.blogspot.com/2011/07/h...

p.s. Kan nogen anbefale et online storage for primært billeder, lidt ala Picasa Web, med nogle privatlivspolitiker der er lidt mere venlige.

  • 0
  • 0

Jeg er også begejstret for G+, men man kan nu meget af det samme i FB. Jeg har oprettet grupper for de forskellige sammenhænge, jeg kender folk i, og sender mine opdateringer til udvalgte grupper.

Problemet med spil i din FB-newsfeed er også relativt let klaret: Klik på det lille kryds til højre (hos mig er det usynligt indtil du rammer det med musen - ikke videre brugervenligt), og vælg, at du ikke længere vil have nyheder fra det spil. Et voilá, spillet er væk fra samtlige feeds for altid.
Det skal så gøres med alle spil, men det er nu ret overkommeligt.

For mig er det ret essentielt, at man selv kan bestemme, om man vil tagges på et billede, FØR det sker (og ikke bare orienteres bagefter). Den anden halvdel er, hvem der derefter kan se billedet. Er jeg blevet tagget på et billede fra en fest, skal mine kolleger ikke nødvendigvis se det.

Det bliver spændende at se, hvor det ender :o)

  • 0
  • 0

Det skal så gøres med alle spil, men det er nu ret overkommeligt

Jeg gør det også, men jeg synes stadig, det er irriterende. Der bør være en overordnet indstilling, der stopper beskeder fra samtlige applikationer, og ikke de enkelte applikationer.

  • 0
  • 0

Nogen der har en lille Google+ invitation til mig? Jeg må lige finde ud af hvad det er .

Mailen er lars [at] softcapital [.] com

På forhånd tak.

Mvh
Lars

  • 0
  • 0

Nogle indlæg vil man måske gerne have lagt på både G+ og sin Facebook-profil, da det ikke er alle, der gider tjekke en konto begge steder.

Hvis man i G+ havde en cirkel (et netværk), der repræsentere sin egen Facebook-profil, sådan at indlæg der i G+ bliver delt med Facebook-cirklen blev slået op på ens Facebook-profil, kan man jo poste begge steder på én gang.

I forvejen er det jo muligt for andre websteder at slå indlæg op på ens Facebook-profil, så i princippet burde det jo være muligt.

  • 0
  • 0