:-)
Ja teknologiudvikling, eller endda bare indførelse af gængse teknologier. Og her behøver vi slet ikke at se på de (stærke) højteknologiske virksomheder vi har at prale med. Jeg har personligt været på rigtig mange traditionelle industri-arbejdspladser og her bliver man hurtigt slået af den forældede maskinpark man møder og den træghed hvormed den udskiftes. Og det gælder over en meget bred kam, lige fra små 3 personers virksomheder til de meget store arbejdspladser med hundrede ansatte. Hvis blot man som minimum kunne udskfite denne maskinpark til dagens standard, var rigtig meget vundet. Ikke fordi de højteknologiske fyrtårne ikke har betydning, men fordi de overnnævnte virksomheder er meget mere udbredte. Det vil simpelthen batte mere.

Og så kommer vi til det naturlige spørgsmål: Jamen hvorfor bliver maskinparken dog ikke opdateret og udskiftet med dagens standard? Ja det er så her det komplekse kommer ind. Men der er 2 hovedpunkter som burde gribes an:

1) Uddannelse. Vi mangler i Danmark et fungerende system for ordentlig efteruddannelse. Der har i årevis raset en ideologisk-politisk kamp om hvem der skal betale. Nogle mener det skal arbejdsgiverne, nogle mener at det skal staten (hvilket vel egentligt i praksis vil sige arbejderne selv?). Imens har det danske efteruddannelses-sektor sunket ned i armod og forfald og det skabt en alvorlig bremse for ovenstående udvikling.

2) maskin-finansiering. Der lader til at være adskillige bremsende mekanismer i vores system i forhold til at gøre det attraktivt for arbejdsgiverne at udskifte maskinparken til gældende standard. Noget af det har at gøre med at det kan vise sig mere rentabelt at outsource virksomheden fremfor at opdatere maskinparken. Noget andet skyldes centraliseringsbølger og opkøb af især udlandske investeringsfirmaer. I virksomheder som har oplevet den slags, ser man meget ofte at maskinparken (og lønudviklingen) får lov at forfalde, så Børsen kan gøres glade. Her lider kvaliteten selvsagt. Andre mekanismer kan sikkett findes i den danske lovgivning? Under alle omstændigheder har jeg hørt mange arbejdsgivere ærgre sig over finansieringsproblmer som årsagen.

Under alle omstændigheder er der tale om problemer der skal løses politisk

Som noget ekstra burde jeg også lige nævne emnet IT. Den måde Danmark (både i Statsapparatet og i industrien) har omfavnet IT revolutionen, har ikke været lige heldig alle steder. Det har kostet dyrt (og koster dyrt dagligt) med de mange store ustabile og dirkete ødelæggende offentlige IT systemer (politi, socialsektoren, sundhed, uddannelse, ...). Mange mindre virksomheder har heller ikke rigtig høstet de mange fordele der ligger lige for, men kører videre som om årstallet var 1987.

Årsager: Uvidenhed, inkompetence (og hermed uddannelse?), dårlige investeringsstrategier, snyd og bedrag (som jo har bedre vilkår, når vidensniveauet er lavt), manglende økonomisk og politisk vilje, centralisering af beslutningsprocesserne (centraliseret omkring folk der ikke har ønsket eller forstået udviklingen), .... fortsæt selv...

Det lader til at Produktivitetskommisionen er nået frem til at teknologien spredes til hele verden, men man har åbenbart ikke overvejet hvorfor den ikke gjorde det før i tiden!
Se "Byg ikke et hus på sand"
http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2...

Når man ikke ser på årsagen til vores nuværende miserable situation, ender man naturligt nok med gamle løsninger, som ikke kommer til at løse problemet.
Sker der en pludselig og radikal forandring, er det naturligvis fristende at tro at det er DEN forandring som også er årsagen til vore problemer. Derfor den megen øvlen og bøvlen frem og tilbage om den økonomiske krise. (som man fortsat håber går over af sig selv!)
Langt vanskeligere er det, når den virkelige årsag er ændringer som, da de blev foretaget, tilsyneladende havde en positiv effekt, men som i virkeligheden snigende har trukket tæppet væk under vores, og de andre gamle industrilandes økonomiske dynamik.
I 1984 ændredes valutalovgivningen og pionererne begyndte at outsource produktionen. I begyndelsen var det kun lavtlønsjob uden teknologisk betydning, og manøvren gav de modige firmaer større indtjening. Successer har det imidlertid med at brede sig, og gradvist flyttedes flere og flere funktioner og firmaer ud af landet. Da den økonomiske teori ikke indeholdt en forståelse af konsekvenserne, tolkedes de internationaliserede danske firmaers succes som landets succes, og det var bekvemt at opretholde en løs økonomisk politik, en politik som bekræftedes af, at man i USA og andre lande gjorde det samme. Vi oplevede os som ufatteligt rige lande lige til boblen brast!
Man har imidlertid fortsat ikke indset at det er den accelererende udflagning der har forårsaget den økonomiske krise.
Det ER konstateret og dokumenteret, at det kun er de firmaaktiviteter som befinder sig i landet som gavner den Danske økonomi. Situationen er i dag den, at så godt som alle dynamiske (indenlandske) firmaer har filialer i andre lande, og som Lia Leffland også konstatere er det højest tvivlsomt om øget uddannelse, forskning og satsning på kreativitet vil føre til øget produktivitet i Danmark.
Med den accelererende internationalisring som liberaliseringen af valutalovgivningen i 1984 muliggjorde, skar man i virkeligheden båndet mellem erhvervslivet og staten over. Det opfattedes fortsat som statens opgave at servicere erhvervslivet og sikre højt uddannet arbejdskraft, men firmaerne var ikke længere bundet til at yde noget til gengæld, de kunne helt legalt flytte de aktiviteter udenlands som ellers skulle have været grundlaget for fortsat vækst og fremgang.
Fokuserer Produktivitetskommisionen fortsat på at fremme produktiviteten ved at hjælpe firmaerne, får vi bare mere af det som allerede har ført os ud til randen.
Vi er nu så nær randen at man nødvendigvis må operere med kortsigtede lappeløsninger, sådanne løsninger kunne være at stimulere firmaer som forpligter sig til at holde såvel udvikling som den deraf fremkomne produktion i landet i en længere årrække.
Den langsigtede løsning får man kun såfremt man forstår:
1. den ovennævnte adskillelse af firmaernes succes fra landets succes. og
2. at det der før gav os og de andre gamle industrilande en konkurrencefordel var kreativitet og nytænkning. Så længe landene og deres firmaer var bundet sammen, førte kreativitet og nytænkning til indenlandsk vækst, men efter 1984 er kreativiteten og nytænkningen også gradvist blevet eksporteret til firmaernes samarbejdspartnere eller filialer i udlandet.
Den eneste mulighed for at kreativitet og nytænkning på ny kan føre til indenlandsk vækst er ved at de kreative og nytænkende borgere fremover får en markant del af den økonomiske kage.
Noget sådant vil føre til en eksplosion hvad angår kreativitet og produktivitetsfremmende tiltag, og alt dette vil blive beskattet her, og føre til økonomisk fremgang.
Uden en sådan omlægning vil vi skulle ned på samme niveau som det de nyindustrialiserede lande befinder sig på.

For 16 år siden forudsagde jeg krisen i afslutningsafsnittet af "Kan Velfærdsstaten opretholdes"

http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2...

Et år før krisen slog igennem forstærkede jeg advarslen i "Idesamfundet" (1.1)
http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2...

Begge arbejder indeholder den ide-udvekslingsstruktur som kan give løsningen på vore problemer.