Bristede forhåbninger og nye muligheder på cykelstien

26. jul 2012 kl. 11.09

Nu har jeg fræset rundt på min mærkelige cykel i et år, og det er på tide at gøre en status over projektet og se videre frem. Som overskriften antyder, er der både sure og søde bolsjer i posen.

Jeg har kørt 4.000 kilometer på min trehjulede, fuldt affjedrede elektriske liggecykel - og langt de fleste af dem på landevejen mellem Roskilde og København.

Lad mig genopfriske den oprindelige hensigt med projektet:

1) At undersøge, om denne type køretøj kan udgøre et plausibelt, sundt, miljøvenligt alternativ til bil og offentlig transport for en midaldrende pendler i gennemsnitligt form.

2) At undersøge de tekniske udfordringer og muligheder, herunder samspil med følgeteknologier og med systemer som veje, parkering mv.

Jeg havde oprindeligt en idé om, at mit fantastiske køretøj skulle leve op til en række kriterier for at kunne blive et reelt alternativ: + Det skulle kunne lade sig gøre at køre 30 km på en time uden at komme gennemsvedt frem til destinationen + Det skulle være nemt og praktisk at bruge køretøjet

Ting, der ændrede sig undervejs: + Min jobsituation: jeg gik fra at være selvstændig til fastansat og selvstændig konsulent igen, hvilket påvirker mit transportbehov i forskellige retninger. + Kabinecykelideen: Jeg havde oprindeligt tænkt mig at udstyre liggecyklen med en fuldkåbe i Leitra-stil, men droppede senere ideen, der dog stadig kan blive aktuel. + Jeg valgte at supplere maskinen med en sammenklappelig elektrisk tohjuler, som jeg tager med toget og bruger rundt i København som alternativ til bil, taxa og offentlig transport på dage, hvor jeg skal til kundemøder etc. Det viste sig nemlig ikke at være muligt at køre hele vejen uden at skulle i bad ved ankomsten.

Jeg vil ikke trætte jer med alle de detaljerede observationer, som kan læses i de forudgående (og desværre ikke alt for hyppige) blogindlæg. Overordnet kan følgende konkluderes:

Det er absolut en mulighed at bruge elcykler til langdistancependling. Som jeg ser det, er elcyklen faktisk det mest nærliggende alternativ til bil og tog, som jo hver for sig har deres ulemper. Men for at det kan ske i en større skala, er der en del ting, der skal ændre sig.

De fysiske rammer skal være bedre. Selv om vi udråber cykel-superstier og hvad ved jeg, er den københavnske (og omegn-ske) cykelinfrastruktur slet ikke god nok. Den er optimeret til kortdistancependlere på langsomme cykler. Ud over hullede cykelstier, kringlede ruter og cykel-uvenlige kryds er problemet for mig helt specifikt, at alt fra stier og ramper til S-tog er optimeret til almindelige tohjulere. Havde jeg fået en kåbe på, ville problemet være endnu større. Der mangler sikrede cykelparkeringspladser med opladningsmuligheder, bade- og opbevaringsfaciliteter på arbejdspladserne og (her vover jeg pelsen, da det har vist sig at være et kontroversielt emne) en moderat opgradering af hastighedsreglerne for elcykler - se forrige blogindlæg.

Der mangler videreudvikling af en lang række følgesystemer, som i dag gør, at det er særdeles upraktisk at cykle langt på arbejde. Her taler jeg især om låse, batterier, ladere, gear, bremser, dæk, tasker, tøj og sko mv. men også meget andet. En liggecykel, og især en elektrisk liggecykel, der bruges til langdistancekørsel i hverdagen stiller en masse krav, der er helt anderledes end klassiske cykler, racere og mountainbikes. Hvis nogen har blod på tanden til at komme i gang, har jeg nu masser af erfaring at øse af. Jeg har selv uden held forsøgt at komme i kontakt med fabrikanter af ovenstående systemer. Dog sker der nu en del på markedet for cykeltasker og dæk.

Prisen er alt for høj. Langt de fleste cykler, der sælges i Danmark i dag, er produceret i Kina. Et håndbygget teknologisk mirakel fra Østrig som min Mungo Sport fra innovatørerne hos Bike Revolution koster lige så meget som en lille, godt brugt bil. Jeg har ledt efter nogen, der har lyst til at samarbejde om at bygge en prototype på den ideelle elektriske bycykel baseret på mine erfaringer med den tohjulede, men den slags er svære at finde. Er det måske dig?

Men altså: indtil kineserne opdager denne cykeltype, vil den nok blive ved med at være lige så dyr, som den er sjælden.

Konklusioner om mit køretøj:

A) Liggecykel?: Absolut. Når jeg har kørt 30 km, har jeg lyst til at køre 30 km til. Intet fysisk ubehag af nogen art, og med affjedring og det rigtige udstyr, er det noget helt andet end at køre på en almindelig cykel - især over de lange afstande. Men som sagt: udstyret mangler på markedet.

B) Trehjulet?: Yes! Og med to hjul foran, helt klart. Det giver en ekstrem manøvredygtighed, fleksibilitet og stabilitet, især med god affjedring. Eneste ulempe er, at jeg skal bremse med begge hænder hver gang for at køre lige under nedbremsning. Det er lykkedes mig at vælte én gang, der skete ikke noget alvorligt, og det skyldtes udelukkende føreren selv. Og ja, jeg havde hjelm på.

C) Elektrisk?: Uden tvivl! Det er her, magien opstår. En elcykel er på alle tænkelige måder en klase af fartøj helt for sig selv - både praktisk og psykologisk. Hvis ikke jeg havde 250 Watts blid medvind i ryggen, ville det være meget svært at få sig selv til at stå op kl. 06:00 for at tage tre lag tøj på og køre ud i det frosne, kolde, våde februarmørke.

Motoren gør en masse ting mulige, som ellers ville være svære, og især op ad bakke har en liggecykel af og til en udfordring, som udlignes af assistancen. Og jeg får stadig masser af motion. Uden den havde jeg ikke kørt 4.000 kilometer på 12 måneder, og det ville slet ikke have været så sjovt, som det rent faktisk er.

Jeg elsker at se det forbløffede, brede smil, som folk får på læben, når de prøver en tur på hypercyklen første gang. Jeg har desuden lagt mærke til, at en elcyklist muligvis er mere tilbøjelig til at stoppe ved rødt lys, fodgængerovergange og udstigende buspassagerer mv., da det jo er så nemt at komme op i fart igen. Men det er måske nok mest lommefilosofi.

D) Sikkerhed?: Jeg får meget stor opmærksomhed i trafikken fra alle trafikanter - især de motoriserede. Dog også af og til i råbe/skrige-klassen fra især medcyklister, der ikke kan forstå min mærkelige cykel og synes, at den burde forbydes.

Så længe jeg kører defensivt og opmærksomt er de største udfordringer dog fortsat: + At overhale andre cyklister (som ikke flytter sig, hvis man ikke bruger klokken, og som bliver fuckfinger-sure, hvis man bruger den). + At folk tror, jeg er langsom og derfor altid lægger sig i vejen ved et kryds. + Jeg mangler et ordentligt synlighedselement (flag, høj lygte etc.) til kørsel på landeveje uden cykelstier, som jeg derfor undgår.

Den rigtige belysning er altafgørende - især om vinteren. En ordentlig moppedreng af en halogen-forlygte er og en kraftig baglygte er den bedste garanti for synlighed. Denne cykels unikke kombination af kraftoverskud og manøvredygtighed gør desuden, at det er meget nemt at komme ud af farlige situationer.

Fremtiden Jeg fortryder ikke min beslutning og regner med i fremtiden fortsat at bruge min cykel så meget som overhovedet muligt. Det koster mig for 5 kr. strøm at køre 30 km - jeg holder mig i form, kommer frem i bedre humør og med god samvittighed.

Men hold da op, hvor er der meget, der kan forbedres (også på min tohjulede taxa-dræber). Og jeg kan nok forudse, at jeg bliver nødt til at gøre noget ved både de små og de store ting for at blive tilfreds.

Jeg har gennem personlig erfaring opdaget, at elcyklen som fænomen er en ny, unik transportform, især for langdistancependlere, og jeg vil bruge mine projektkræfter på at slå et slag for den. Derfor leder jeg efter samarbejdspartnere i form af sponsorer, konstruktører, projektfolk, organisationer, virksomheder eller lignende, som har lyst til at gøre en indsats for at videreudvikle denne sunde og miljøvenlige transportform - måske noget med solceller? Er det dig, eller er det nogen, du kender, så giv et praj på schade_chr@yahoo.dk

Hermed ønskes alle læsere en god cykelsommer.

Kommentarer (19)

Af schade blir man klog - tak for det - toria har haft mange studerende der har arbejdet på afgangsprojekter for os på lignende projekter --- med resulterende dokumentation til følge og produktionsmanualer--
Problemet er at samle et hold af forskellige ekspertiser -- se www.projektsamarbejde.dk under projekt trehjulet solhybridcykel--
Ria stiller gerne dette arbejde til rådighed for en gruppe --
Mvh

  • 0
  • 0

Jeg kører selv trehjulet, dog af en anden klasse og uden el, men på min nihola er der trods de to forhjul med individuel tromlebremse, kun et håndtag, og et system med et lille hjul der trækker i en wire der går mellem de to bremser, og dermed fordeler bremsekraften ligeligt. Kunne et sådant ikke også laves på din supercykel?

  • 0
  • 0

Jeg kører selv trehjulet, dog af en anden klasse og uden el, men på min nihola er der trods de to forhjul med individuel tromlebremse, kun et håndtag, og et system med et lille hjul der trækker i en wire der går mellem de to bremser, og dermed fordeler bremsekraften ligeligt. Kunne et sådant ikke også laves på din supercykel?

Det er vidst ikke nødvendigt, jeg mindes at have set håndtag med plads til 2 kabler.

  • 0
  • 0

indtil kineserne opdager denne cykeltype, vil den nok blive ved med at være lige så dyr, som den er sjælden.

Taiwan laver allerede liggecykler http://www.twbents.com.tw/HTM/recumbent.htm men det er sikkert stadig special produktion. Priserne bliver næppe billige før liggecykler bliver masse fremstillet lige som normale cykler.

Konklusioner om mit køretøj: A) Liggecykel?: Absolut. Når jeg har kørt 30 km, har jeg lyst til at køre 30 km til. Intet fysisk ubehag af nogen art, og med affjedring og det rigtige udstyr, er det noget helt andet end at køre på en almindelig cykel – især over de lange afstande.

Når produktet er bedre så kan man tage en højere pris, hvilket taler imod at liggecykler nogensinde skulle kunne blive lige så billige som en almindelig cykel.

  • 0
  • 0

• Kabinecykelideen: Jeg havde oprindeligt tænkt mig at udstyre liggecyklen med en fuldkåbe i Leitra-stil, men droppede senere ideen, der dog stadig kan blive aktuel.
Havde jeg fået en kåbe på, ville problemet være endnu større.

Nej, anderledes.

• Jeg mangler et ordentligt synlighedselement (flag, høj lygte etc.) til kørsel på landeveje uden cykelstier, som jeg derfor undgår.

Jeg fristes til at rime: "kun en tåbe kører uden kåbe" ;-)

Jeg synes virkelig du skulle prøve en håbe, det er så meget anderledes. Jeg ved dog ikke om din 2 delte kåbe i for og bagdel vil være lige så dejligt som at køre i den hel kåbe som ER min Mango.

Jeg har kørt min Mango i Kbh centrum siden efteråret 2010, og jeg kan da genkende lidt af dine konklusioner, men andre mener jeg ikke er relevante for en "rigtig" velomobil.

Jeg synes ikke så tit at jeg oplever at folk kører ind foran mig, måske fordi min cykel ser hurtig ud. Desuden så er den stor og fylder, så de er vel bange for at blive kørt ned?

Jeg synes heller ikke at de bliver sure når jeg vil overhæle, men de er måske mere overrasket over den kæmpe ting som kommer der at de hellere vil koncentrere sig om at flytte sig. Jeg har oplevet 2 bagfra som blev irriteret og ville forbi. Det ene var en knallert på Amagerbrogade hvor cykelstien var så tynd at han ikke kunne komme forbi før 50-100 meter længere fremme. Det andet var på HCA Boulevard hvor jeg lå i ydersporet og overhælede andre, men der kom alligevel en racer som jeg godt havde set i mine spejle, men jeg kunne ikke lægge mig ind så han kunne komme forbi, fordi der lå andre i det spor.

Opkørselsramper kan være bedre, men det lærer man hurtigt. Jeg kører lidt forskellige veje alt efter om jeg tager den åbne 2 hjulede eller den lukkede 3 hjulede med kåbe.

Parkering? Jeg kan som regel godt finde plads til min 3 hjulede Mango, dog ikke i stativet, og i centrum måske ikke LIGE ved siden af døren, men dog tæt på. Jeg benytter mig ikke af sikrede parkeringspladser, men efterlader den heller ikke natten over. Og ikke ved en station.

Låse? Ja, det tager lidt tid at låse hvert hjul, men jeg gør det alligevel altid. På min 2 hjulede åbne liggecykel har jeg en fast monteret ramme lås på begge hjul. I min 3 hjulede Mango har jeg 3 forskellige slags låse som jeg kommer på hvert hjul, det tager længere tid. Jeg regner med + 2 min i både sæt-i-gang og parkering.

Batterier ville jeg tage med op på kontoret og oplade, men jeg har ingen elmotorer.

Jeg har dynamo på begge mine cykler som oplader mine batterier til lys. Det har vidst kun været 1 eller 2 gange jeg glemte at slukke lyset og måtte tage batteriet med op i lejligheden for at oplade det. Jeg bruger kun LED lys, og har sådan nogle LED lygter hvor på der burde stå: "do not look into light with remaining good eye". Halogen bruger bare alt for meget batteri i forhold til mængden af lys. Schmidt Edelux + 2x BUMM Ixon IQ Speed.

Gear findes allerede, men man skal have en meget bredere spredning. I min Mango har jeg 30, 42, 53 foran, 8 gears 11-32 i bag, + et SRAM 3 gears DualDrive. Set i bakspejlet skulle jeg have købt Rohloff med 13 tandhjuls indgang og en 50/34 compact double foran. Det eneste gear jeg savner lidt er et bakgear.

Du kan da bruge normale cykeltasker på din cykel hvis den har en bagagebærer. Eller måske nogle af de bananformede som passer bedre til liggecykler. Eller du kunne have haft en bagkåbe med indbygget opbevaring. I min Mango skubber jeg nemt min 17" computer cykeltaske ind bag sædet ved siden af baghjulet. Skal jeg have meget bagage med så kan den også stå ved siden af mig, og så har jeg endda et armlæn. Jeg har haft den taske + 100+ sodavandsdåser på samme tid inde i min Mango, imens jeg cyklede den hjem.

Sko? Det er da bare et spørgsmål om at købe de rigtige cykelsko. Hvis du vil have noget pænt, så køb fx. Dromarti læder cykelsko, de ligner en pæn italiensk herresko. Fås i både sort og brun. Jeg har begge, i 2 forskellige størrelser. Du kan også købe pæne cykelsko fra Keen + gode cykelsandaler fra dem. Der er mindst en anden som laver pæne læder cykelsko, er vidst nok fra Korea. Om vinteren kører jeg i et par Shimano MT91 støvler der ligner almindelige vinter støvler. http://singletrackworld.com/files/2009/12/... hvis du så også skifter til et par "hjemme" sko på kontoret, så får dine fødder luft hele dagen.

Tøj? Jeg kører i almindeligt tøj i min Mango, T-shirt langt ind på efteråret. Jeg skifter dog t-shirten når jeg kommer på kontoret, men ikke bukser. Hvis jeg kører på den 2 hjulede skifter jeg aldrig, med mindre jeg er blev våd af regn, men ser det ud til regn tager jeg Mangoen. På min 2 hjulede kunne jeg godt bruge en regnjakke/slag til overkroppen som er meget åndbar på ryggen, og tæt foran. På benene ville det også være rart med noget som er åndbart på bagsiden, da regnen kommer fra siden og for oven. Jeg har købt et par http://www.rainlegs.com/en/home (hos cykleriet? på endrupvej) der dog kun dækker til ned foran knæet.

Dæk? Schwalbe Marathon Plus og så punktere man ikke. Om vinteren bruger jeg Schwalbe Marathon Winter med pigge.

Prisen? De løbende udgifter er stadig langt billigere end en bil. Du skal ikke betale for parkering, benzin, forsikring, vægtafgift, fart- eller andre bøder.

Hastigheden? I myldretiden er jeg hurtigere igennem byen end en billist. Uden for myldretiden så bliver de billister der kører på samme tid altid overrasket over hvor hurtigt jeg kommer frem. Jeg regner dog med at jeg kører ca. 20 i snit fra kantsten til kantsten.

  • 0
  • 0

Det er vidst ikke nødvendigt, jeg mindes at have set håndtag med plads til 2 kabler.

Ja, men så har du problemet med at synkronisere bremsekraft højre/venstre. Systemet med det lille hjul er en enkel og effektiv løsning.

Bent.

  • 0
  • 0

Hej Jon - selv følgelig er det muligt at se forskelligt på tingene, men overordnet handler det nok også om, at bare fordi man skifter transportmiddel behøver man vel ikke også skifte livsstil?

Jeg kan ikke finde vinderdæk til mione små 18 og 20-tommere (der findes kun eet 20 tommers vinterdæk i verden og efter en del kvababbelser bestilte jeg det hjem fra USA til en hårrejsende pris.) Schwalbe laver dem ikke.

Problemet med tøj og sko er netop, at de er lavet til almindelige cykler. Skoene har huller for neden til klamperne - lige op mod vind og regn på en liggecykel - jeg har lavet indlægssåler af sølvpapir for at stoppe vinden, men hverken det eller regngalosher løser problemet ved de 0 grader.
Cykeltøj har lommerne bagpå. Varme cykelbukser har ventilation på undersiden af låret - hvor jeg får vinden. Etc.

Ja, som nævnt sker der en del inden for tasker - men det er meget modelspecifikt, hvad man kan bruge.

Clauses bremse-forslag er en løsning, som man må se på - for når man kører så meget, skal bremserne konstant justeres for at bremse lige.

  • 0
  • 0

Hej Jon - selv følgelig er det muligt at se forskelligt på tingene, men overordnet handler det nok også om, at bare fordi man skifter transportmiddel behøver man vel ikke også skifte livsstil?

Hvis du skifter permanent imellem de 3 grupper af transportmidler (bil, cykel, offentlig) så mener jeg at det er et livsstilsskifte.

Jeg kan ikke finde vinderdæk til mione små 18 og 20-tommere (der findes kun eet 20 tommers vinterdæk i verden og efter en del kvababbelser bestilte jeg det hjem fra USA til en hårrejsende pris.) Schwalbe laver dem ikke.

Jo de gør. http://www.schwalbe.co.uk/spikes/marathon-... fås i ETRTO 42-406 som er 20". 18 tommer, nej, men det er formodentlig dine forhjul, så hvor meget har de egentlig brug for pigge? Og inden nogen rigtigt nok påpeger at der er 2 ETRTO størrelser som kaldes for 20" 451 og 406, så står der på steintrikes.com at Mungo kommer med den rigtige 406 størrelse.

Problemet med tøj og sko er netop, at de er lavet til almindelige cykler. Skoene har huller for neden til klamperne - lige op mod vind og regn på en liggecykel - jeg har lavet indlægssåler af sølvpapir for at stoppe vinden, men hverken det eller regngalosher løser problemet ved de 0 grader. Cykeltøj har lommerne bagpå. Varme cykelbukser har ventilation på undersiden af låret - hvor jeg får vinden. Etc.

Køb en kåbe og du vil slet ikke have det problem. Hvilke vintersko kørte du med? Jeg cyklede i Mangoen fra Bornholmer færgen i Ystad via Helsingborg til Nørrebro nytårsaften 2011, og det var ikke tæerne jeg frøs om. Jeg havde mine Shimano MT91 på, naturligvis med extra sokker.

Hvis du sætter en lille kåbe i bunden af pedalerne, så bliver du både mere aerodynamisk og vinden kommer ikke ind i dine sko.

Nogle liggecykler sætter en kåbe foran sådan som du kan se her:
http://www.recumbent-gallery.eu/wp-content...
http://www.hpvelotechnik.com/images/produk...
http://myweb.tiscali.co.uk/13q11/images/SM...
http://www.xcelco.on.ca/~stevbike/stevelow...
http://s3.hubimg.com/u/2134958_f520.jpg
http://www.kinetics.org.uk/assets/images/p...
Nogle af dem har endda også en bagkåbe. Og så er der nogen som kommer stof imellem for og bag så du bliver endnu mindre våd/kold og kører hurtigere.
http://rbr.info/images/stories/support/rec...

Ja, som nævnt sker der en del inden for tasker - men det er meget modelspecifikt, hvad man kan bruge.

Bike revolution sælger en bagagebærer http://www.bike-revolution.at/images/_fun1... med den burde du kunne bruge standard cykeltasker. Desuden så ser det ud til at Mungo sport kommer med en bagagebærer http://www.bike-revolution.at/images/mungo... og skulle det ellers være galt, så kunne du have købt en extrawheel cykeltrailer.

Clauses bremse-forslag er en løsning, som man må se på - for når man kører så meget, skal bremserne konstant justeres for at bremse lige.

Så vidt jeg har forstået skal tromlebremser ikke justeres lige så meget.

Jeg kan ikke huske at jeg har set forumindlæg fra dig på hverken liggecykelforeningen.dk eller bentrideronline.com, og det synes jeg at du skal gøre næste gang du løber ind i et eller andet "problem", for du kan lige så godt stå på skuldrene af os andre og høste frugterne af vores erfaringer.

  • 0
  • 0

Tak for feedback, dog er det centralt at en del af nærværende projekt også handler om at beskrive den praktiske oplevelse, man kommer ud for som ny liggecyklist, og derfor vil jeg fortsat bruge spalterne her på ing.dk til at dokumentere, hvad det er for (efter min mening) reelle problemer og udfordringer, jeg er løbet ind i. I elcykelsammenhæng kan jeg desuden ud over de to gode kilder, du anbefaler, pege på http://www.pedelecs.co.uk/

Misforstå nu ikke min dagsorden her; Jeg elsker min cykel og det den giver mig, men mener stadig, at den generelle convenience-faktor (og den tror jeg faktisk er altafgørende, hvis vi skal have folk ud på cykelstierne over 10 km-distancerne) er voldsomt lavere end bare at dreje nøglen i Renaulten eller klippe kortet ovre på stationen. Og der ryger ret meget ekstraudstyr med i posen hen ad vejen. Som for eksempel en ny bagagebærer, som bliver det næste, jeg investerer i, da den oprindelige er for lille.

Og Schwalbe havde ikke det dæk til min fælg, da jeg skulle købe sidste år og jeg har desuden netop brug for pigge på mine forhjul - det er jo der bremserne sidder...men lad nu det ligge.....;-)

Det kan være, at jeg lige finder de 25.000 bobs til en Interceptor kåbe i et hjørne, men det bliver ikke lige med det første.

*-o/O

keep 'em coming

  • 0
  • 0

Tak for feedback, dog er det centralt at en del af nærværende projekt også handler om at beskrive den praktiske oplevelse, man kommer ud for som ny liggecyklist, og derfor vil jeg fortsat bruge spalterne her på ing.dk til at dokumentere, hvad det er for (efter min mening) reelle problemer og udfordringer, jeg er løbet ind i.

Det er også dejligt at læse med. Jeg vil dog ønske at du havde lavet et indlæg her hver gang du løb ind i et problem så vi kunne hjælpe dig, eller hvis du havde opsøgt de 2 specifikke liggecykel forummer som jeg nævnte. Det skyldes at jeg er sikker på at vi kunne have sparet dig for nogle ærgrelser og besvær ved at dele ud af vores erfaring. Selv hvis du kun havde gjort det herinde, så ville jeg da have spammet forummet hver gang. + evt. have henvist dig til yderligere oplysninger andet sted.

Det havde måske også været langt bedre for læserne at kunne følge med i det hele.

Misforstå nu ikke min dagsorden her; Jeg elsker min cykel og det den giver mig, men mener stadig, at den generelle convenience-faktor (og den tror jeg faktisk er altafgørende, hvis vi skal have folk ud på cykelstierne over 10 km-distancerne) er voldsomt lavere end bare at dreje nøglen i Renaulten eller klippe kortet ovre på stationen. Og der ryger ret meget ekstraudstyr med i posen hen ad vejen.

Convenience skal være høj, problemet er bare at det koster i opstarts udgifter. Folk stejler når de hører at jeg betalte 60k for min velomobil. Men jeg har nærmest ingen løbende udgifter, dem som billister har hver dag og måned. Jeg skal aldrig cirkle for at finde en p-plads, og jeg skal slet ikke betale for at parkere.

Ekstraudstyr:

Du skal alligevel have mindst 4 par sko (pæne, daglige, sandaler og vinter), og hvis du køber cykelsko med SPD klamper, så kan du godt gå rundt i dem helt normalt. De koster måske lidt mere end de billigste, men jeg synes ikke det er så slemt. Alle mine sko er efterhånden cykelsko med SPD klamper forneden.

Tøj, ja, der skal man måske nok have mere tøj på en åben cykel, men ikke i en kabinecykel med fuld kåbe rundt omkring dig. Og hvis du skifter tøj på kontoret, så kan du vel næsten klare dig med 1-2 sæt cykeltøj som du genbruger hele tiden.

Som for eksempel en ny bagagebærer, som bliver det næste, jeg investerer i, da den oprindelige er for lille.

Hvor meget bagage skal du da have med som ikke kan være i 2x 54 liter http://ortlieb.com/_prod.php?lang=en&produ... + et eller andet som ligger på tværs oven på din bagagebærer? fx. http://ortlieb.com/_prod.php?lang=en&produ... som der er billeder af på en liggecykel her: http://4.bp.blogspot.com/_vUEhS0lU3eU/SGGh... og her http://www.hasebikes.ro/foto/accesorii/129... (tror jeg).

Eller er problemet at de tasker ikke kan være på din bagagebærer?

I min Mango velomobil er der plads til 120+ liter bagage placeret bag sædet, ved siden af baghjulet og ved siden af mig. Jeg skal ikke bruge special tasker, ud over at taskerne ikke kan være mere end 10-15 cm brede alt efter hvor man placere dem. Da jeg cyklede den hjem fra Holland så medbragte jeg alt for meget, men det hele kunne være der incl. de extra t-shirts og en special mango taske jeg købte der nede. cykelsko + extra pæne sko. 2 sæt pænt tøj, 4 sæt cykeltøj, min computer, 2 GPS, opladere, drikkevandsdunke, ...

Og Schwalbe havde ikke det dæk til min fælg, da jeg skulle købe sidste år og jeg har desuden netop brug for pigge på mine forhjul - det er jo der bremserne sidder...men lad nu det ligge.....;-)

Jeg hører fra flere andre at de kun sætter pigdæk bag på, også selvom at de kun har bremser foran. Jeg købte mine Schwalbe marathon winter dæk den 7. november 2010, så jeg er sikker på at Schwalbe også havde pigdæk da du skulle købe. Hvor forsøgte du at købe dem?

Det kan være, at jeg lige finder de 25.000 bobs til en Interceptor kåbe i et hjørne, men det bliver ikke lige med det første.

Det forstår jeg godt, det er alligevel en sjat man lige pludselig skal betale. Jeg sparede op før jeg købte min velomobil. Evt. så kunne du jo købe en brugt velomobil af en eller anden art.

  • 0
  • 0

Det kan være, at jeg lige finder de 25.000 bobs til en Interceptor kåbe i et hjørne, men det bliver ikke lige med det første.

Du kan måske lave det billigere selv? Men nok ikke lige så pænt, men så er du da i gang. Eller købe en brugt leitra fairing af CG? Eller en ny wildcat?

For alle jer andre, så kunne i jo starte med et Alleweder A4 kit, så skal i bare selv popnitte den sammen. Se denne stop motion video http://www.youtube.com/watch?v=ZzA4rmS6kuQ

Priser fra 2845 euro http://www.alligt.nl/bodies/prijslijst.htm færdig bygget fra 3995 euro. "(Alle prijzen in Euro's, inclusief BTW en exclusief portokosten)"

  • 0
  • 0

Når man dagligt skal cykle de 30 kilometer frem og 30 km tilbage som Christian skal, så vil man godt have en velomobil, dvs. en 3 eller 4 hjulet cykel med fuld kåbe omkring. Jeg har en Sinner Mango Plus, men på den afstand ville jeg nok have købt en hurtigere, selvom de drejer dårligere/har andre ulemper, Fx. lukkede hjulkasser, ikke ensidet hjulophæng i bag, mindre bagage. Forslag: Quest, WAW, Milan, Go-One Evo K eller Evo R. Overvej Strada, Mango, Flevobike Orca, Alleweder A*, Leiba X-stream. (rækkefølgen er ikke sorteret, der findes flere modeller, jeg har bare glemt dem).

Her om sommeren er en velomobil måske lidt varm, og vil man ikke cykler i speedos ;-) eller skifter tøj når man når frem, så kunne jo også overveje en åben 2 hjulet liggecykel optimeret for hastighed når man skal pendle 2* 30 km.

  • 0
  • 0

Muligheder.

Jeg har kørt næsten 2 mdr og 1400 kilometer på en konventionel 2 hjuler med el motor. 2 x 17 kilometer på Roskilde/Københavns vejen.
Jeg har kun turde investere 4500 kr i den biligste el cykel på markedet, fordi jeg vidste at min investering vil give overskud. Det eneste der kunne gå galt var at el-cykel teknologien ikke virkede eller at jeg ikke gad cykle alligevel.

Heldigvis har el-motoren vist sig at virke så godt at jeg gider.
Jeg har ikke turdet købe en el-cykel da vi kun er på 2-3 generation af teknologien, og jeg er normalt skeptisk overfor ny teknologi. Men med et års garanti og en besparelse på 1000kr pr måned kan det ikke gå galt.
Hvis jeg sælger den om måned når min arbejdes kontrakt ophører, står jeg med et overskud på 2000 kr.

A) Liggecykel?: Jeg har kun prøvet en liggecykel et par kilometer. Det var sjovt men hårdt og dyrt. Komforten kan jeg ikke udtale mig om, da man først finder ud sådan noget efter mange kilometer. Det er en af mine venners og planen er at den skal elektrificeres. Der er det svære ikke affjedring på.

Komfort på min egen konventionelle made in China el-cykel: Ikke optimal.
Det er en cykel der uden el vil ligge i prislejet 1500-2000 kr.
Elendig fjeder forgaffel der flekser under nedbremsning med forbremsen, så jeg bruger kun bagbremsen medmindre det er en katastrofe opbremsning der er tale om. Den kan også gå i svingninger (voble) hvis man køre uden hænder og kører over en sten. En forhjuls trukket el cykel egner sig ellers godt til at køre uden hænder, da man bliver trukket forfra.
Det er selvfølgelig kun noget jeg gør når jeg er sikker på at jeg er alene på cykelstien.

Jeg er begyndt at kunne mærke i mine skuldre/arme de hundredevis af smæld de bliver udsat for på de elendige cykelstier jeg kan vælge i mellem.
Super cykel stien C99 har jeg droppet, den var meget hyggelig men belægningen er kun pletvis bedre end roskildevej.

Jeg gør mig ingen illusioner om at man kan finde ud af at lave en ordenligt cykelsti, med en asfalt uden bump og hop, revner og lapninger, riste som er nedsunket. De inderste 50cm er der ingen der har lyst til at køre i. Uden overgange/knald og bump, mellem cykelsti og vej, ved lyskrydsene, + 2 kørebaner.
Også skal Rødovre lige have prisen for det dårligst vedligeholdte stykke cykelsti, og den mest groteske defekt. Den rist der er vokset 4-5 cm op af asfalten, ved nyholms alle ind mod københavn. Det skal retfærdigvis siges at vejen uden om risten er sprækket og hullet. jeg har fundet et 3-4 cm stykke i ydersporet jeg lige kan køre skævt igennem.

Konklusion 1: Cykelstien er komfortabel ved en fart på 15 kilometer i timen.

Konklusion 2: Jeg skal invester i en bedre cykel. en fuldafjedret moutain bike med el = 15-25.000 kr, eller bygge den selv = 10-15.000 kr.
Muligvis med disse nye 29" hjul.

C) Elektrisk?: yes 100% Selv med omkostninger til batteri, og evt motor og controller vil det være billigere for mig end at køre i bil. Hvis jeg kunne betalle vægtafgift og forsikring efter hvor mange kilometer jeg kører i min benzin bil, kunne det blive til en endnu større penge spare maskine.
Spare Co2...give mere mere plads til på køre banen, til dem der kører bil. Så kan de komme hurtigere frem, og udlede mindre Co2...penge--tid--forurening.
Uhyggelige perspektiver! godt vi har så elendige cykelstier at det ikke blir en realitet.

Christian Schade skrev:

"Jeg elsker at se det forbløffede, brede smil, som folk får på læben, når de prøver en tur på hypercyklen første gang. Jeg har desuden lagt mærke til, at en elcyklist muligvis er mere tilbøjelig til at stoppe ved rødt lys, fodgængerovergange og udstigende buspassagerer mv., da det jo er så nemt at komme op i fart igen. Men det er måske nok mest lommefilosofi."

Samme erfaring her. Folk syntes det er fantastisk, næsten magisk. Jeg kører selv stadig i en rus over hvor smart det er.
Og det gør ikke mere noget at jeg skal holde for rødt. Det er ikke besværligt at accelere fra 0-20 kilometer i timen. Og meget sikrere da man ikke skal vride cyklen og kroppen for at få den op i fart, som på en "gammeldags" cykel.
For at følge op på din lomme filosofi, så tror jeg altid cyklister vil køre mere anarkistisk, fordi de
1: selv skal levere den tunge/træge opstarts energi, fra 0-20 km/t. derfor er de interesseret i at holde sig rullende.
2: Tiden føles lang på en gammeldags cykel, der for skal der stjæles tid hvor det er muligt.

D) Sikkerhed?: Biler ser jeg ikke som noget sikkerheds problem. Et par få gange har der været et par episoder, der kunne have udviklet sig, men jeg havde opdaget bilisten i god tid. Undtagen ham der kørte aaaalt for stærkt og skjult for mig bag en lastbil. Vi opdage hinanden 7 meter fra hinanden, jeg var heldigvis ikke nået op i fart, så det var ham der var ved at ryge ud af forruden.

Jeg vil mere påpege cykelstien, og hvad den tvinger cyklister til. Også nogle enkelte...argh måske lidt flere cyklister som ikke forestiller sig at der kunne komme andre cyklister. Men igen 2 baner og ordentligt asfalt.

Lys = LED....og lad os bare få bremselys og blinklys på. Det kan købes for en slik i udlandet.

Regnvejr: Jeg har hvor utroligt det end lyder ikke fået afprøvet min motorcykel regn dragt endnu. men jeg ret sikker på at den vil holde mig tør, og i øvrigt også varm til vinter.
Jeg cykler i øvrigt i mit almindelige tøj, og har ikke brug for at skifte.

Og til sidst FART: Når cykel motorvejs stierne en dag blir en realitet, så skal farten op. 30-35-40 km/t.

Jeg har endeligt fået monteret speedometer på min cykel, og 25-26 er da ok. Cyklen skal selfølgelig have en hvis kvalitet, og inde i byen maks 25-30.
Der måtte gerne være 2 cykel klasser. en 25km/t, og en 35 km/t.
Der måtte gerne stilles nogle krav til at kunne manøvrere en el-cykel. Køre prøve,undervisning. Måske 35 km/t kun kunne købes hvis man har en hvis erfaring.

Og hvis alt det ikke blir en realitet. så blir det nok en 45 km/t cykel som allerede sælges i tyskland og england, og vil komme til Danmark meget snart. Ud og køre på den dejlige bil bane asfalt, som jeg misundeligt kigger på hver dag.

  • 0
  • 0

Velomobilen kunne være løsningen på mange folk transport problem, men for at det skal blive en succes, skal økonomien tænkes ind i produktet, og hvad det koster at fremstilles.
Det er et pris følsom område fordi det er privatpersoner som skal købe det.
At supermarkerne kan sælge en elcykel til ca. 5000kr vil koste omkring $300 i Kina indkøb (i en container). Dvs. de vil tjener i store træk omkring 2000kr.
Hvad har en privat har råd til vurdere jeg til er omkring 12000-18.000kr.
Hvis vi antager en salgpris på 12500kr minus moms = 10.000kr.
Trike systemer kan købes i Kina for omkring 3000-4000 kr, plus et elsystem til 2000kr. Så er der ca. 4000kr tilbage til lønning per stk.
Hvad skal indtægten være per mdr.? 80000kr til videre inverstering og løn.
Herved giver det 20 velomobiler per mdr. For en mand at skulle samle og lave kabinet på 1 velomobil per 1 dag/ (8 timer), kan ikke lade sig gøre.
Tallene kan diskutteres, men det er en årsag til at velomobiler koster omkring 50.000-70.000kr

  • 0
  • 0

Tallene kan diskutteres, men det er en årsag til at velomobiler koster omkring 50.000-70.000kr

Ja, det er fordi de er lavet i hånden enkeltvis i vest Europa.

Alt for mange mennesker fokuserer alt for ofte på indkøbsprisen, og glemmer alle fordelene ved en velomobil:
* du bliver ikke kold
* du bliver ikke våd
* du mærker ikke vinden
* du kan have bagage med
* du skal ikke betale benzin, forsikring, vægtafgift, parkering, ...
* du skal ikke cirkle for at parkere
* i myldretiden er den hurtigere end en bil
* du får motion

  • 0
  • 0

Der er mange fordele med velomobiler, men prisen er en hæmsko, for udbredelse af velomobiler.
Hvis prisen var den samme som ved en ladcykel, så er der INGEN argumenter for ikke at købe en velomobil (hvis der var plads til et par børn).

  • 0
  • 0