Boganmeldelse: Kædereaktion

13. jul 2012 kl. 15.48

Her får I lige en kort anmeldelse af bogen "Kædereaktion- Historien om atombombens tilblivelse" af Hubert Mania, en anmeldelse jeg har skrevet til det seneste nummer af tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab, og som videregives med deres tilladelse:

Den tyske forfatter Hubert Mania studerede oprindeligt sprog, men en glødende interesse for naturvidenskab førte til, at forfatterskabet drejede over på bøger om fysik og matematik.

I bogen "Kædereaktion" fortæller han 150 års historie om udviklingen af atombomben. Med udgangspunkt i opdagelsen af det radioaktive grundstof uran, følger vi et hav af forskeres bidrag til den lange proces med kemisk oprensning af grundstoffer, undersøgelser af den mærkværdige radioaktivitet, det teoretiske arbejde med forståelsen af atomernes struktur, og endelig den teknologiske udfordring med at koge al den nye viden sammen til et fungerende våben, hvis styrke - både militært og politisk - var svært at rumme for selv de forskere, der var dybt involveret i projektet.

Det er en levende fortælling i nutidsform, hvilket har fået danske anmeldere til at kalde Hubert Mania for storyteller og sammenligne bogen med både et filmmanuskript og en kriminal- eller spændingsroman.

Og det er en medrivende historie. Der fortælles om forskere, der i videnskabens navn udsætter sig selv for store stråledoser, kemikere der bidrager til verdenskrigene med udvikling af giftgas, og de første stråleulykker som følge af en fascination af og efterfølgende skødesløs omgang med radium.

Fortællingen sammenstykkes af et væld af historier og anekdoter, og enkelte gange kan det godt give et lidt rodet billede, især når der i den hektiske beretning springes i rum og tid samt rundt i det kæmpemæssige persongalleri. Netop persongalleriet kan være svært at finde rundt i selv for undertegnede, der har en mangeårig interesse i fysikkens historie, men det er i virkeligheden ikke så vigtigt for helheden.

Bogen slutter efter min mening alt for brat med afprøvningen af den første atombombe i New Mexico. Jeg har ikke nødvendigvis brug for, at historien føres over i Hiroshima og Nagasaki og derfra videre til Den Kolde Krig og de politiske aspekter af bomben, men når bogen er gået så meget i dybden med tekniske detaljer, savner jeg et kort efterspil om, hvad man lærte af den første prøvesprængning. Ligeledes kan man mangle en opfølgning på et par af hovedpersonernes senere skæbne. For eksempel efterlader vi tyske Werner Heisenberg og hans kolleger i britisk fangenskab i Cambridge, men vi hører aldrig om hans reaktion på det vellykkede Manhattan-projekt.

Bogen har enkelte oversætter- og stavefejl, der af og til er mindre irritationsmomenter, men alt i alt er bogen yderst underholdende og lærerig, og den kan absolut anbefales til både fagfolk og lægfolk med interesse for teknologi- og videnskabshistorie.

Klaus Seiersens billede
Klaus Seiersen
er ph.d. i fysik og uddannelsesansvarlig hospitalsfysiker på Kræftafdelingen ved Aarhus Universitetshospital. Han skriver om naturvidenskabens forunderlige verden.

Kommentarer (0)