I dag er det Arkitekturens Dag. Det burde kalde på fejring, men jeg vil vove det synspunkt, at den årlige begivenhed snarere bekræfter end afkræfter, at arkitektur er blevet en eksklusiv affære mere end et folkeligt anliggende. Arkitekturens Dag, som afholdes af Arkitektforeningen, minder betænkeligt meget om danskernes forhold til EU, som kun debatteres, når der er folkeafstemninger om graden af deltagelse i unionen. Resten af tiden prøver politikere - og her arkitekturens institutioner - desperat at vække interesse for sagen. DR Aftenshowet har efterlyst eksempler på god hverdagsarkitektur, men den gode arkitektur er netop gledet ud af danskernes hverdag, som i stedet er erobret af mavefornemmelser og byggemarkedernes slagnumre.

At der vitterligt er tale om en kamp, viser pressemeddelelsen: "Arkitekturens Dag er arkitekternes kampdag. Formålet med dagen er at sprede viden om arkitektur til offentligheden gennem arrangementer, debatter, udstillinger og samarbejder med skoler. Arkitektforeningen har som succeskriterium, at Arkitekturens Dag bliver brugt som løftestang til at flest mulige folkeskoler og gymnasier i Danmark får arkitektur på skemaet."

Jensen Klint og PH

Moderne dansk arkitektur og design blev en succes i kraft af sin holistiske karakter. Vi skal helt tilbage til Bedre Byggeskik-bevægelsen (etableret 1915), som P.V. Jensen Klint fremprovokerede med sin bog Bygmesterskolen (1911), for at finde rødderne til funktionalismens agitatoriske stil. Jensen Klint vedkendte sig sin orientering mod fortiden. Hans inspiration var middelalderens håndværkslaug, og industrialiseringen af arkitekturen var i hans øjne en blindgyde. Hvor Poul Henningsen (PH) - der ligesom Jensen Klint ikke var akademisk arkitekt - i sit blad Kritisk Revy var grundlæggende uenig i den retning for dansk arkitektur, som traditionalisterne i Bedre Byggeskik udstak, var han dog enig i Jensen Klints præmis om, at bedre design skulle nå alle brugsaspekter af og alle sociale lag af samfundet. Derfor kommenterede han kritisk alt fra spisestel over grafik til opførelsen af Christiansborg i gamle stilformer. PH er også kendt for allerede meget tidligt at advare mod på den ene side en tilbagevenden til den historiserende og stilblandende arkitektur og på den anden side Bauhaus-skolens industri-fetichistiske tilgang til designprocessen. Begge var altså "frontkæmpere", apropos Arkitekturens Dags militante formulering.

Den æstetiske oprustning, som Bedre Byggeskik havde iværksat, klædte befolkningen godt på til at indoptage funktionalismen, fordi den førstnævnte bevægelse allerede havde indledt en forenkling af formen. Samtidig havde Bedre Byggeskik indledt en meget væsentlig pædagogisk indsats. Foreningen havde grundlagt Tegnehjælpen, hvor borgere kunne indsende deres projekter til eget hus, som så blev korrigeret og forbedret - både æstetisk og funktionelt - af Tegnehjælpens arkitekter. Denne mangeårige indsats, hvor menigmand fik træning i arkitektur, må have været af uvurderlig betydning for, at funktionalismen på kort tid kunne etablere sig i Danmark og blive folkeeje. Takket være begge bevægelser blev de arkitektoniske kompetencer i befolkningen tårnhøje, hvilket illustreres af utallige villakvarterer med vellykkede murermestervillaer og statslånshuse

Kort sagt ville Jensen Klint og PH ikke have ladet sig nøje med en Arkitekturens Dag. For dem var hver dag en kamp for bedre hverdagsarkitektur, og denne stræben blev udmøntet i nye foreninger og tidsskrifter.

Arkitekturens reservat

I 1975 udgav tegneren Bo Bojesen (som havde en halv arkitektuddannelse bag sig) bogen Disse arkitekter. Hæftet rummer overraskende mange tegninger - ofte kritiske -, som alle har det til fælles, at arkitektur spiller en rolle i dem. Men hvad med nutiden? Hvornår har man sidst set en tegning i et dagblad, som har arkitektur som hovedtema?

Modernismen i det 20. århundrede har selvsagt afstedkommet store, irreversible forandringer i Vestens kulturelle landskab, og protestbevægelserne mod modernismen, funktionalismen og avantgarderne har været legio. Herhjemme blev den første forening mod moderne kunst, Foreningen for National Kunst, stiftet allerede 1900, og mange er sikkert bekendt med rindalismens kamp mod statsstøtte til 1960'ernes abstrakte kunst. Næret af en øget industrialisering gennemløb arkitekturen en parallel udvikling, som på sin vis endte med en gentagelse af arkitekturens situation i 1800-tallet: Arkitekten tegnede samfundselitens eksklusive boliger, mens ordinære arbejderboliger blev overladt til håndværksmestre. 1960'erne og 1970'ernes byggeboom, som skabte uendelige parcelhuskvarterer med typehuse og kilometerlange blokke med almene boliger, gled på tilsvarende vis atter arkitekteliten af hænde. Disse boliger er nok tegnet af arkitekter, men ophavsmændene er navnløse, og derved opstod en anonym Lejerbo- eller Danbyg-arkitektur, som "blot" var produceret af de arkitekturens bureaukrater, som Bo Bojesen netop omkring 1975 havde trukket frem i lyset.

Uagtet de ideologiske og idéhistoriske forandringer i kulturen levede imidlertid en myte videre, som har rødder i renæssancen og romantikken: Arkitekten som geni og kunstner med stort K. Herhjemme har Arne Jacobsen om nogen været personificeringen af den kult, og myten lever i bedste velgående, nu varetaget af især Bjarke Ingels og understøttet af en eventkultur, der vægter midlertidigheden - udstillinger og strategisk selviscenesættelse - højere end arkitekturens varighed. Arkitekturen har atter fået et personligt ansigt, men bag masken og efter skåltalerne er nutidens arkitektur allerede i forfald, som bl.a. Johan Hage for nylig har dokumenteret i Ørestad. Den nye bølge i dansk arkitektur (som en ny bog hedder) har til gengæld også i løbet af det sidste årti fornyet og stimuleret den offentlige debat om arkitekturens retning.

Hvad værre er, så er selve det pragmatiske værdisæt bag moderne dansk arkitektur smuldret. Når en gennemsnitlig murermestervilla eller et typisk statslånshus skal omdannes til et minislot med både unødvendige og upraktiske "forbedringer" som glaserede tage, opsprossede termovinduer og den obligatoriske hvidpudsning af de røde mursten, vidner det om, at den folkelige fornemmelse for funktionalismen er eroderet fuldstændigt til fordel for et misforstået snobberi, som PH formentlig roterer i sin grav over. Etnologen Peter Dragsbo har længe skrevet om, at hr. og fru Danmarks arkitektursyn har forladt funktionalismens slagne vej og i stedet er et udtryk for postmodernisme. Den "folkelige" arkitektur er groft sagt blevet som et afsnit af X Factor, hvor alt er tilladt, hvor alle synger fantastisk, og hvor kun den "elitære" Thomas Blachman kan høre mislydene og de falske toner. Alligevel oplever man den gamle fortælling om dansk arkitekturs værdimæssige sammenhængskraft gentaget igen og igen, selvom en værdimæssig kløft helt evident har åbnet sig mellem, hvad arkitektskolernes reservat prædiker, og hvad Silvan har held til at sælge til befolkningen. Postmodernismen har værdimæssigt sejret ad Helvedes til.

Strukturelle problemer

At det er gået sådan i Danmark, men måske ikke i vore nabolande, skyldes også rent strukturelle årsager. Både boligpriser og boligskatter er høje i Danmark, og det efterlader ikke mange penge til at vedligeholde husene bedst muligt. Derfor er det ikke overraskende, at boligejerne i en ny undersøgelse siger, at de helst så, at huse slet ikke skulle vedligeholdes. Derfor kaster de - forgæves - penge efter dårlige produkter, som lover mere, end de kan holde, og som heller ikke opfylder tidens løsen, bæredygtighed. Tilsvarende gør urimelige bestemmelser i Lejeloven, at kun udskiftning, ikke vedligeholdelse, af fx boligejendommes oprindelige vinduer giver ret til at hæve huslejen. Bestemmelsen i loven er altså ulykkeligvis en indirekte statssanktionering af en national industri, som grundlæggende laver et ringe produkt. Det medfører en uendelig udskiftningscyklus, som ikke er bæredygtig. Ikke kun forbrugerelektronikken, men også den eksisterende bygningsmasse har fået sin "planlagte forældelse".

Kommunernes arkitekter og jurister har muligheden for at påvirke udviklingen, men paradoksalt nok har vi oplevet, at mens vi for første gang har fået en national arkitekturpolitik (i 2007 med Arkitekturnation Danmark), har kommunerne resigneret og frivilligt givet afkald på de gammelkendte juridiske redskaber, som kunne højne arkitekturen. Stadsarkitektembedet i landets største byer er blevet berøvet mange af dets kompetencer, facadecensur er opgivet, lokalplaner udformes med tanke på developere, ikke på almenvellet, og præmierede bygninger rives rask væk ned. Min skuffelse deles af Politikens *Karsten Ifversen, som dengang udtalte: *"Kunne man ikke have forventet noget mere? Er en politik ikke noget med nogle lovforslag, noget med at man flytter ressourcer fra et område til et andet og dermed markerer, at det er det her, man vil?"

Er der en ekspert til stede?

Jensen Klint og PH satte skub i folkelige bevægelser, som det næppe er muligt at mobilisere i vore dage. Hvis Arkitekturens Dag derfor for alvor skal højne arkitekturens kvalitet og omdømme, skal dagen følges op af initiativer, som er rettet mod de problemer, jeg her tentativt har skitseret. En arkitekturpolitik uden strukturelle og juridiske dimensioner vil ikke flytte hegnspæle. Arkitekterne bliver nødt til at vedkende sig Blachman-rollen og genskabe autoriteten omkring arkitektfaget. Lægestanden, advokatstanden eller ingeniørstanden er jo ikke ramt af samme værdirelativisme, hvor patienten eller klienten ved bedre end fagmanden. Siden oplysningstiden er samfundet blevet mere og mere specialiseret i fagområder, og derfor forekommer det særligt bizart, at arkitektur er blevet amatørens paradis. Derfor er problemet heller ikke moderniteten eller industrialiseringen - problemet er arkitektens autoritetstab.

Hvor postmodernismen stilmæssigt måske ikke var den store succes i Danmark, udgør værdisættet bag bevægelsen derimod stadig en trussel. Vi risikerer, at overskriften til udstillingen Alt er lige|gyldigt: Portræt af postmodernismen i Danmark 1977-1988 (1988) går i opfyldelse. Arkitekturens relevans skal generobres, og enhver pædagogisk indsats i den retning er velkommen. God kamp!

PS (2. oktober 2012). To præciseringer og en tilføjelse: Arkitekturens Dag i Danmark er en del af World Architecture Day og altså ikke kun et dansk fænomen. Men her har jeg kommenteret dagens relevans i en dansk kontekst.

Link til PH's tekst: Tradition og Modernisme. Poul Henningsen er ikke begravet, men opbevares på Panum Instituttet. Hvis han roterer, så er det altså i et glas med formalin (!)