Kære læsere,
Der er i CS selvsagt meget fokus på de store raketter. Selv elsker jeg at arbejde i Ø65 cm, fordi alting er så let og nemt. Går man ned i størrelse, bliver det meget vanskeligere. At få de samme funktioner frem bliver mere og mere mikroarbejde og meget mere skal specialfremstilles.
Vores HATV ædelstens-raketter SMARAGD og SAPPHIRE er lavet i den mindste størrelse, vi i praksis har lyst til at arbejde i: ø220 mm.
SMARAGDs 2. trin er sågar kun ø133 og begynder derfor at blive svær. I CS har vi dannet en lille "småraketgruppe", som kæler for disse maskiner - som set med normale amatørraketøjne er monster enorme.
SMARAGD har en startvægt på 160 kg og kan fuldt optanket nå højder mellem 20 og 30 km. Vi har ikke vægtoptimeret og ikke fokuseret på at flyve rigtigt højt. - Den tager vi med HEAT-2X til den tid. Men et skud til 20-30 km er alligevel meget specielt.
Med sin meget kraftige 1. trins booster når SMARAGD 400 m/sek (1400 km/t) på bare 4 sek og har en startacceleration på godt 20 g.
Den høje acceleration giver en bane omtrent så krum som et riffelskud. Dette for at hamre en pæl gennem den lidt pinlige detalje fra 1X, at vi drejede af... Det her skal vi altså kunne, og kunne til perfektion, før vi tager næste skridt med SAPPHIRE, som er aktivt styret.
Når første trin slukker i omkring 1000 meters højde, forventer vi ret hurtigt efter at miste visuel kontakt med den. Det vil sætte vores telemetrifolk på en vanskelig prøve, som faktisk er designet til at lære dem, hvad det rigtigt vil sige udelukkende at have radioforbindelse til noget, der sker højt oppe i himlen over os.
High gain antenner er samtidigt retningsbestemte, så på en eller anden måde skal vore yagi high gain antenne sigtes mod SMARAGD. Når SMARAGD ikke længere er inden for visuel rækkevidde, er dét en udfordring.
Jeg ville flytte antennen meget langt væk, så hele flyvningen kan være i den 20 graders kegle, som antennen er mest følsom i. Planen er dog at have den på mission control skibet MHV 903 Hjortø. Hvis man var smart, ville man også have en antenne på det høje punkt inde på Bornholm, hvorfra der er line of sight til opsendelsespositionen. Jeg håber det kommer.
Som propulsionsmand ligger disse ting dog uden for mit område. Jeg ved bare, at der er nogle rigtigt dygtige folk, der har hånd om det - og sådan må det være i et teamwork.
SMARAGD 1 flyver med et 2. trin, som næsten er en dummy. Der er en lille N2O-tank om bord, som kan køre motoren i 2 sek; bare så vi kan se separation af de to trin.
Resten af tankvolumen er optaget af en vandtank, som simulerer egenskaberne ved den væskeformige N20, som ellers skulle have fløjet. Formålet med dette er at være forsigtig: først med SMARAGD 2 flyver vi en fuld lattergastank. SMARAGD 1 forventes derfor kun at nå en højde i størrelsesordenen 8 km, hvilket dog vil være Danmarksrekord, mens SMARAGD 2 med sine 20-30 km kunne gå hen og levere en Europarekord.
Den aktuelle højderekort på 12,3 km for Europæiske amatørraketter er sat på Esrange af en hollandsk raketklub.
Nu er vi ikke sat i verden for at baske nogen rekorder; men jeg synes alligevel, det er meget vigtigt, vi flyver en lille, passivt stabil raket, der kan sammenlignes med andre amatørers raketter. Eller i det mindste kun er en fem-ti gange større, og i øvrigt to trins ;o)
Bare for at man ikke kan sige, at vi prøver på at sende mænd i rummet, men ikke magter det basale: Vi skal kunne dette.
SMARAGD´s payload er heller ikke kedelig:
GPS live downlink Inertialnavigationssystem Video live downlink Barometermåling til bestemmelse af højde live downlink HD video GoPro. HD Video med andet kamera. Anti roll enhed.
Den sidste er sjov: Mens raketten spinner og derved kommer til at flyve meget lige, spinner payloaden lige så hurtigt den anden vej, så den står stille. Dette lille reguleringssystem får data fra rakettens IMU og styrer ganske enkelt den øverste del af raketten i roll aksen.
Vi har også en farvepatron til brug ved landingen, hvor vi bruger en kombination af skibe med SAR udrustning, RIB både og et fastvinge observationsfly til at finde SMARAGDs instrumentkapsel.
Lige nu er det først kommende launch vindue 13.-15. juli. Og ellers er der et nyt ti dage senere. Vi krydser fingre for, at vi får et skud.
Mange raketinitiativer - med lidt større ambitioner - dør efter en kortere periode. Et eksempel er Ausroc, som i 1990erne opsendte to væskeraketter i Australien. De hed så Ausroc I og Ausroc II. Den første var en 10 cm diameter væskeraket på salpetersyre og alkohol. Den anden var en HATV-størrelse LOX/jetfuel raket. Så skulle den enorme Ausroc III komme. Organisationen begyndte at involvere tekniske læreanstalter og universiteter, og man gik high tech vejen.
Ausroc III ville få en "tubular wall" væskemotor og være i omkring HEAT størrelse. Den ville få aktiv styring. Den ville få tanke i viklet kulfiber. Alt sammen udviklet i et samarbejde mellem raketfolk og studerende.
Hvorfor, det egentligt var vigtigt for australierne at optimere så hårdt på vægten og bruge al den højteknologi, ved jeg ikke. Havde de kunnet leve med, at den var blevet lidt større, havde de kunne bygge den i kludejern og skibsbygningsaluminium - og de udviklingsmæssige risici og omkostninger havde været meget mindre. Jetfuel er ikke dyrt, slet ikke sammenlignet med at udvikle teknologier til cryogene komposittanke.
Men det er så CS ideologi. Nok om det.
Det er nu over tyve år siden. Ausroc III har stadig ikke sluppet jorden, og man kan måske begynde at tvivle på, at momentum holder. Det er meget dyrt at involvere mange og få megen hjælp.
For CS er dette yderst aktuelt. Vi er ekstremt forsigtige med at optage nye folk og indgå i den slags samarbejder. Nogle gange måske for forsigtige også efter min smag; men det kan altså godt sløre målet. Man skal dræbe mange gode ideer, og det koster smerter og tid.
F.eks. vil én, der ikke kan tigsvejse, måske sige: "Skal vi ikke lave finner af kulfiber?". Når man hverken besidder den ene eller den anden teknologi, kan det virke hip som hap; men det der kunne være en weekend for mig i hangaren - og stor glæde i øvrigt - bliver så et tre måneders projekt med 800 mails frem og tilbage. Man sparer 150 gram, og raketten bruger for 20 kr mindre brændstof. Eller det falder til jorden, og man ender med ingenting.
Det er et minefelt at udvikle. - Vil vi nå et givet mål, eller vil vi prøve alt muligt smart og moderne bare for sporten i det?
Stålfinnerne på billederne er udført i 1-mm plade og er hule. De har en profil, som er "nappet" fra jord-til-luft missilet NIKE AJAX, og som både aerodynamisk og strukturelt er meget effektivt. De er så stive og modstandsdygtige mod aerodynamisk flutter, at man virkelig skal diske op med kulfiber for at slå dem - plus en måde at montere kulfiberfinner på, der holder lige så godt som dén TIG-svejsesøm, der gør arbejdet her.
I CS skal vi faktisk ikke udvikle så meget indviklet. Vi skal nærmere nedvikle komplicerede ting til enkle ting. Det flytter nemlig teknologien ud af statseje og ned i den liga, hvor private kan operere.
Som søværnsubåden "Tumleren" med 3000 ventiler, der blev til amatørubåden "Nautilus" med 30 ventiler - og omtrent samme manøvre muligheder.
Ausrocs eksempel er ikke enestående. Derfor vil jeg meget gerne se CS næste raket flyve, og jeg vil slå til lyd for, at vi får en ny HEAT, gerne med flydende brændstof, i rampen. Lige som Lyndon B. Johnson ikke ville sove under en kommunistisk måne, lige så sikkert er det, at jeg vil gungre løs for, at vi holder vores fokus og vores momentum.
Et menneske i rummet, og sikkert ned. Made in Denmark.
Intet tyder dog på andet, må jeg lige sige. Pt. sker der noget hele tiden, og sådan har det være langt tilbage, og sådan vil det nok være langt frem. Interesse og opbakning udefra gør selvsagt også sin virkning, - sammen med mange små og store tekniske succeser.
Heldet følger jo de tossede :o)
Peter Madsen
Kommentarer (49)