Xbox-app giver fuld kontrol over tv'et fra din smartphone
Microsoft lancerer i dag app'en Smartglass til Windows 8, som ifølge en pressemeddelelse gør det muligt at styre stort set alt indhold på tv'et gennem Xbox 360. Og på den demonstrationsvideo, Microsoft har lavet, ser de muligheder, som app'en giver, da også bekvemme ud.
Her bliver det demonstreret, hvordan en film afspillet på en tablet kan fortsættes på tv'et via Xbox'en, umiddelbart hvor man slap. Alt imens kan brugeren på tabletten hente oplysninger om de skuespillere eller eksempelvis sportsudøvere, der optræder på tv-skærmen.
Et andet sted i videoen, som ses herunder, sidder brugeren og styrer Xbox-browseren på tv-skærmen fra sin smartphone med Smartglass-app'en. Her er det ikke bare muligt at scrolle i browseren ved at slide fingeren vertikalt. Det kan øjensynligt også lade sig gøre at zoome ind og ud ved at klemme to fingre sammen eller sprede dem på telefonens touchskærm.
»Vores ambition er at bringe alle enheder tættere sammen og give forbrugerne den bedste underholdning, hvor som helst, når som helst,« siger Jesper Green Frost, divisionschef Microsoft Entertainment Division i pressemeddelelsen.
Foreløbig fås Xbox Smartglass som gratis app til Windows 8. Senere på året kommer der en udgave til Windows Phones og andre platforme, oplyser Microsoft.
Dokumentation
MS Blog: Introducing the New Entertainment Experience from Xbox




Kommentarer (0)