Wifi-router gør det muligt at se gennem mursten

Ved at udnytte Doppler-effekten har forskere udviklet et system, der kan detektere personer gennem vægge via wifi-signaler.

Signaler fra en helt almindelig wifi-router kan bruges til at afsløre, om der er personer på den anden side af en murstensvæg. Det har forskere fra University College London (UCL) demonstreret.

Der er tale om et passivt radarsystem, og teknikken baserer sig på, at radiobølger ændrer frekvens, når de reflekterer på et objekt i bevægelse - den såkaldte Doppler-effekt, skriver Popular Science. Effekten er opkaldt efter den østrigske fysiker Christian Doppler, som i Prag i 1842 luftede tanken om fænomenet.

Når et objekt bevæger sig nærmere radiobølgernes kilde, bliver bølgelængden på de reflekterede radiosignaler kortere og frekvensen højere, og hvis objektet bevæger sig væk fra radiobølgerne, bliver frekvensen lavere.

Læs også: Ny teknik ser gennem vægge via wifi

Forskerne, Karl Woodbridge og Kevin Chetty fra UCL, har udnyttet fænomenet til at kunne lokalisere et objekt på den anden side af en væg. Det foregår via to antenner og en signalbehandlingsenhed - det hele skulle kunne være i en kuffert.

Den ene antenne opfanger de radiosignaler, der normalt bliver udsendt fra et wifi-accesspoint ved 2,4 GHz eller 5 GHz. Den anden antenne registrerer ændringer af frekvensen, når wifi-radiobølgerne rammer et objekt i bevægelse (Doppler-effekten). Herefter kan forskerne pejle sig ind på, hvor objektet, der forårsager frekvensændringen, befinder sig.

I de test, forskerne har foretaget, har de været i stand til at detektere en person samt dennes hastighed og retning gennem en murstensvæg med en tykkelse på ca. 30 cm.

Og wifi-routeren behøver ikke nødvendigvis befinde sig i samme rum, som den genstand eller person, der bliver overvåget, fortæller Karl Woodbridge i en mail til ing.dk:

»Det afhænger af signalstyrken i området. Vi har dog foreløbig kun demonstreret det med accesspointet i samme rum,« skriver han.

Karl Woodbridge kan endvidere fortælle, at præcisionen øges ved at måle på flere accesspoints:

»Men accesspoints sender som regel på lidt forskellige frekvenser, så signalbehandlingen bliver mere kompleks ved flere sendere. Vi er ved at undersøge det. For øjeblikket kan vi bare detektere mål, der bevæger sig inden for en vis afstand bag en væg. Vi er ved at undersøge, hvordan vi kan forbedre nøjagtigheden med avancerede antennedesign og eventuelt flere modtagere.«

Udsender ikke afslørende radiobølger

Modsat andre radarsystemer fungerer wifi-radaren passivt. Det vil sige, at forskernes løsning ikke udsender radiobølger, der kan afsløre systemet. Teknikken beror alene på de radiobølger, der allerede bliver udsendt fra eksempelvis en wifi-router.

Ulempen ved systemet er, at eksempelvis en indbrudstyv skal bevæge sig, for at systemet opdager ham, da der ellers ikke sker et målbart skift i de reflekterede radiobølger. Forskerne mener dog, at de kan overvinde den hurdle ved at tune systemet så fint, at det kan registrere bevægelser fra et menneskes vejrtrækning, fortæller ExtremeTech.

Ifølge Popular Science har britiske forsvarsministerium udvist interesse for teknologien.

I mailen til ing.dk fortæller Karl Woodbridge, at forskerne i det lange løb forventer, der vil være et marked i hjemmet for denne form for passive detektionssystemer inden for en bred vifte af anvendelsesområder.

»Det er stadig på prototype-stadiet, men kommerciel anvendelse bliver diskuteret med et antal virksomheder,« oplyser han.

Dokumentation

Extreme Tech: Using WiFi to see through walls
Popular Science: Seeing Through Walls With a Wireless Router
Wikipedia: Doppler effect

Kommentarer (4)

Nu har jeg læst artiklen 4 gange, og jeg indrømmer blankt at min fatteevne ikke rækker til at finde pointen.
Vil et sådant [i]passivt[/i] detekteringsapparat ikke i princippet kunne bruge alle tilrådighedværende rf signaler. Og altså også f.eks. gsm, dvb-t, dab osv?

Fra artiklen:

Ulempen ved systemet er, at eksempelvis en indbrudstyv skal bevæge sig, for at systemet opdager ham

Er det ikke en af kernekompetencerne, der indgår i jobbeskrivelsen af dette erhverv, at man skal være mobil - til tider yderst?

Iøvrigt synes jeg, at det er tankevækkende at der i venstre spalte under [b]Læs også[/b], øverst står: [b]Nu kommer tapetet, der blokerer wifi-signalerne [/b].

I den anledning bør ordensmagtens opmærksomhed jo nok henledes på specielt tyvagtige maler- og tapetsereres færden.

  • 0
  • 0

Som jeg fatter artiklen, er den store gevindst, at udstyret ikke udsender afslørende radiobølger. Det eneste som kræves, er at der er Wifi signaler i bygningen.

Eksemplet er, at det kan bruges til detektion af en indbrudstyv. Hvorfor, er vigtigt, at det sker med et passivt system? Må tyven ikke opdage, at han registreres? I langt de fleste alarmsystemer, der beror på passiv detektion, f.eks. PIR, startes en alarm, netop for at fortælle tyven, at han er opdaget, så han skræmmes bort.

Hvorfor er det vigtigt, med et passivt system? Hvem kan bruge det, og hvad kan det bruges til?

  • 0
  • 0