35 år efter den forlod Jorden, er Nasas ekstremt fjerne og stadig fungerende rumsonde Voyager-1 fløjet ind i et område, som i højere grad er domineret af et højt flow af partikler fra det interstellare rum end af partikler fra Solen.
Forskerne mener, at dette øgede flow af interstellare partikler betyder, at Voyager-1 i en afstand af 17,8 milliarder kilometer fra Jorden er lige på tærskelen til at forlade solsystemet og bevæge sig ud i det interstellare rum.
Projektlederen på Voyager-sonderne, Ed Stone fra California Institute of Technology, siger i en pressemeddelelse:
»Fysikkens love siger, at Voyager-sonderne en dag vil blive de første menneskeskabte objekter til at træde ud i det interstellare rum, men vi ved stadig ikke præcis, hvornår det vil ske,« siger Ed Stone og fortsætter:
»De seneste data, vi har fået, tyder på, at Voyager-1 nu befinder sig i et område, hvor forholdene ændrer sig hurtigere. Vi nærmer os solsystemets grænse,« siger han.
I december 2010 viste data fra Voyagers partikelinstrument, at den udadrettede hastighed af de ladede partikler var faldet til nul.
Stagnationen i solvinden forsatte indtil februar 2011, og dette viste en tyk og hidtil ukendt overgangszone ved solsystemets yderste kant. Nu er retningen af partikler rettet ind mod solsystemet.
Fra januar 2009 og til januar 2012 er der sket en gradvis forøgelse på omkring 25 procent i mængden af den kosmiske stråling, som rammer Voyager-1.
På det seneste er der sket en kraftig stigning i denne del af energispektret. Fra den 7. maj er strålingen steget med 5 procent på en uge og 9 procent om måneden.
Forskerne ved ikke præcist, hvornår grænsen nås, men Voyager-1 befinder sig allerede 17,8 milliarder kilometer fra Solen, og da sonden bevæger sig udad med en hastighed på cirka 913.000 kilometer dagligt, kan det ske meget snart.
Analyserne viser, at grænsen mellem det interstellare rum og den boble af ladede partikler, som Solen blæser ud i rummet, ligger mellem 16 og 23 milliarder kilometer fra Solen.
De bedste beregninger placerer grænsen i en afstand af 18 milliarder kilometer. Forskerne holder derfor øje med målingerne af den kosmiske stråling og et par andre datasæt fra Voyager-sonderne.
Forskerne forventer, at intensiteten af energirige partikler vil falde dramatisk, når solsystemet forlades, men det har man endnu ikke set. Samtidig forventes det magnetiske felt omkring rumsonden at ændre sig.
Inde i heliosfæren løber feltet øst-vest, mens det ude i det interstellare forventes at skifte til en mere nord-sydlig retning.
Data fra søstersonden, Voyager-2, vil også blive studeret løbende, men da den 'blot' er 14,7 milliarder kilometer fra Solen, er der stadig langt til grænsen. Begge rumsonder befinder sig stadig i det, som forskerne kalder heliosfæren, som er en boble bestående af plasma fra Solen og dens magnetfelt.
Voyager-rumsonderne blev opsendt i 1977 og har været undervejs i 33 år. Rumsonderne er de fjerneste, stadigt fungerende menneskeskabte rumsonder. Data fra Voyager-1 er 16 timer og 38 minutter om at nå hjem til Jorden.
Voyager 1 er det menneskeskabte objekt længst fra solen - Både fungerende og ikke fungerende.
Går ud fra at journalisten har læst i Wikipedia artiklen, men den er altså lidt misvisende sådan som det står formuleret i den.
Inde i heliosfæren løber feltet øst-vest, mens det ude i det interstellare forventes at skifte til en mere nord-sydlig retning.
Har det mening at tale om verdenshjørner derude?
hvis man stadig bruger solsystemet som reference gør det vel.
Er der een der kan forklare mig, hvordan man måler at hastigheden på de udadrettede ladede partikler er faldet til nul, når Voyager's egenhastighed er en lille million km pr. dag. Man må jo få et 0-resultat, så snart Voyager's hastighed overstiger partiklernes, eller hvad.????
Så derfor har jeg svært ved at regne ud, hvordan man så kan måle partikler, der jo IKKE længere kan indhente målepunktet.
[quote]Inde i heliosfæren løber feltet øst-vest, mens det ude i det interstellare forventes at skifte til en mere nord-sydlig retning.
Har det mening at tale om verdenshjørner derude?[/quote]
Man kunne måske bedre tale om bevægelses retning i forhold til solens akse eller ekvator. Eller nu hvor man forlader "hjemme" kunne man se det i forhold til galaksens plan.
Er der een der kan forklare mig, hvordan man måler at hastigheden på de udadrettede ladede partikler er faldet til nul, når Voyager's egenhastighed er en lille million km pr. dag. Man må jo få et 0-resultat, så snart Voyager's hastighed overstiger partiklernes, eller hvad.???? Så derfor har jeg svært ved at regne ud, hvordan man så kan måle partikler, der jo IKKE længere kan indhente målepunktet.
Det er muligvis forkert formuleret på den måde.
Jeg har ikke lige et link, men har fulgt med gennem årene.
Voyager kan måle hastighed på partikler såvel forfra som bagfra.
Nåe man snakker om 0-hastighed, betyder det at partiklerne forfra har samme hastighed som Voyager væk fra solen.
Dvs. hvis Voyager bevæger sig med 50.000 km/t, og de indkomne partikler måles til 50.000 km/t - så betyder det at partiklerne er 'stillestående' i forhold til solen.
Så det Voyager oplever er den del af heliosfæren hvor de udadrettede partikler fra solen præcis ophæver de partikler fra det interstellare rum, der tiltrækkes af solens gravitation.
Noget tyder på at Voyager nu har passeret denne zone med såkaldt hydrostatisk ligevægt, og det bliver spændende at se hvad man finder på 'ydersiden'.
Hvis der er voldsomt mange partikler med høj hastighed siger det noget om 'materien' i det interstellare rum.
hvis man stadig bruger solsystemet som reference gør det vel.
Nord-syd kan man definerer uden for jorden... Men i hvilken retning er øst?
Eller er det fordi Voyager-1 har nået yderkanten af solens plasmasphere.
Eller er det fordi Voyager-1 har nået yderkanten af solens plasmasphere. http://www.thunderbolts.info/wp/2011/12/08...
Pioneer 1 måler ladede partikler. Thunderbolts artikel omhandler elektroner, hviket ikke er det samme, artiklen misfortolker derfor Pioneers målinger. Målingerne kan derfor ikke tages til indtægt for "electric universe".
Mvh. Peter
Eller er det fordi Voyager-1 har nået yderkanten af solens plasmasphere.
Der er vist stadig tvil om 'grænsen' er nået.
http://www.agu.org/news/press/jhighlight_a...
PS: Hvad er 'plasmasphere' ?
Edit: Så lige det handlede om det her 'electric universe', så glem mit indlæg.
> Forskerne ved ikke præcist, hvornår grænsen nås, men Voyager-1 befinder sig allerede 17,8 milliarder kilometer fra Solen, og da sonden bevæger sig udad med en hastighed på cirka 913.000 kilometer dagligt, kan det ske meget snart.
> Data fra Voyager-1 er 16 timer og 38 minutter om at nå hjem til Jorden. <
I praksis skal signalet fra sonden til jorden have en hastighed på lidt over 1 mia. km/t. Det er sikkert rigtigt nok når det står i artiklen; det lyder bare vildt!
- Jeg havde ellers banket i hovedet at intet kunne overgå hastigeden for lyset?
> Forskerne ved ikke præcist, hvornår grænsen nås, men Voyager-1 befinder sig allerede 17,8 milliarder kilometer fra Solen, og da sonden bevæger sig udad med en hastighed på cirka 913.000 kilometer dagligt, kan det ske meget snart. > Data fra Voyager-1 er 16 timer og 38 minutter om at nå hjem til Jorden. < I praksis skal signalet fra sonden til jorden have en hastighed på lidt over 1 mia. km/t. Det er sikkert rigtigt nok når det står i artiklen; det lyder bare vildt! - Jeg havde ellers banket i hovedet at intet kunne overgå hastigeden for lyset?
Lysets hastighed er ca. 300.000.000m/s i vakuum.
16 timer 38 minutter = 59.880 sekunder.
Lyset bevæger sig 300.000.000m/s * 59.880s = 17.964.000.000.000 meter eller 17.964.000.000 km på 16 timer 38 minutter.
Det stemmer da fint overens.
Mvh. Peter
- Jeg havde ellers banket i hovedet at intet kunne overgå hastigeden for lyset?
Du Kristian -
c er ~300.000 km/[b]sekund[/b] , så det passer meget godt hvis du ganger med 3.600 sekunder pr. time.
Edit: Peter skrev ca. det samme ca. samtidig, så vi er nok enige.
Den seneste ugentlige rapport om Voyager 1 & 2 med bl.a. distancer og hastigheder (omend 4 måneder gammel) kan læses her:
http://voyager.jpl.nasa.gov/mission/weekly...
[quote]hvis man stadig bruger solsystemet som reference gør det vel.
Nord-syd kan man definerer uden for jorden... Men i hvilken retning er øst?[/quote]
Rund om solsystemet!
Er der een der kan forklare mig, hvordan man måler at hastigheden på de udadrettede ladede partikler er faldet til nul, når Voyager's egenhastighed er en lille million km pr. dag. Man må jo få et 0-resultat, så snart Voyager's hastighed overstiger partiklernes, eller hvad.???? Så derfor har jeg svært ved at regne ud, hvordan man så kan måle partikler, der jo IKKE længere kan indhente målepunktet.
Det er et spørgsmål om relative hastigheder - lidt som at man i en bil med en radarpistol kan måle hastigheden af en langsommere, forankørende bil, hvis man kender sin egen hastighed. Gør man det samme med en bagvedkørende bil er resultatet det samme, men et af de input du skal benytte vil være en negativ hastighed. Undtagelsen er selvfølgeligt når det man ønsker at måle bevæger sig med lysets hastighed :)
(jeg ved godt at jeg nok burde skrive "fart" og ikke "hastighed", da hastighed er en vektor)
Jeg ved efterhånden ikke hvor mange gange jeg har læst en atikel om at nu var vi noget ud til kanten af sol systemet .... det kan vi sku da ikke blive ved at gøre for først gang igen og igen... dog har mange af de andre være om Pioneer 10 og synes nu også jeg har læst det om voyager et par gangen efterhånder.. kan de ikke næste lade vær med at lave en nyhed ud af en ældgamle nyhed
35 år under ekstreme forhold og virker stadig.
tænk hvor få ting her på jorden der kan siges det samme om.
fordi de bevidst bliver lavet til ikke at holde.
Kommentarer (18)