Vovehals klar til at bryde lydmuren i frit fald fra ballon

Østrigeren Felix Baumgartner er nu parat til at forsøge at blive det første menneske, der bryder lydmuren i frit fald fra en højde af 37 km.

Med to succesrige testfald inden for trykdragten er østrigske Felix Baumgartner nu klar til at gennemføre det ultimative frie fald fra en højde af 37 km. I denne højde er der stort set ingen ilt, og lufttrykket vil være omkring 1 procent af lufttrykket på Jorden.

Målet er at gennemføre det hurtigste frie fald nogensinde med en hastighed på over 1.110 km/h, hvilket under de givne omstændigheder med tryk og temperatur vil være det samme som lydens hastighed.

Forsøget vil finde sted mandag over ørkenen omkring Roswell i New Mexico.

Vovehalsen Felix Baumgartner i en animeret simulering af forsøget på at gennemføre frit fald over lydens hastighed. Foto: Red Bull Stratos Project

Når Felix Baumgartner hopper ud fra den ballonbårne kapsel, vil han været iført en specialdesignet trykdragt og hjelm, der skal bringe ham ned til Jorden i live.

Felix Baumgartner og hans hold har brugt fem år på forberedelserne, der blandt andet har betydet, at vovehalsen allerede to gange i år er hoppet ud fra en højde af henholdsvis 24 km og 29 km.

Læs også: Se Frygtløse Felix' udstyr

Går alt efter planen, vil Felix Baumgartner nå lydens hastighed efter ca. 35 sekunders frit fald i en højde af 30 km eller ca. tre gange den højde, som rutefly normalt flyver i.

Derefter vil farten mindskes, som atmosfæren bliver tættere, og efter fem minutters frit fald vil Felix Baumgartner udløse sin faldskærm og svæve mod Jorden. Den samlede nedstigningstid anslås til mellem 15 og 20 minutter.

Baumgartner vil have kameraer monteret på sin dragt, der vil sende live fra rekordforsøget, hvilket samtidig betyder, at millioner af netseere kan blive vidne til en tragisk ulykke, hvis noget går galt.

»Vi ønsker at dele dette med hele verden. Det er som månelandingen, hvorfor blev den sendt live?,« spørger han ifølge nyhedsbureauet AP.

Den største risiko ligger i, hvis trykdragten går i stykker, hvilket vil medføre, at blodet i årene så at sige vil koge op, og Baumgartner vil dele skæbne med en sovjetisk soldat, der i 1962 sprang ud fra en ballon i 26 km højde, men ramte gondolen med sit visir, så det sprak, hvorefter han døde.

Læs også: Østrigsk vovehals springer fra 30 kilometers højde

En anden risiko ved det frie fald er, hvis Baumgartner mister styringen over faldet og havner i et spin, hvilket i værste fald kan medføre blændende blodansamlinger i øjnene og blodansamlinger i hjernen.

Vovehalsen har dog en lille stabiliserende faldskærm med, der automatisk vil folde sig ud, hvis han skulle gå i spin eller på anden måde miste kontrollen over sit frie fald.

Baumgartner er også udstyret med en nødskærm, der under alle omstændigheder vil folde sig ud, hvis han ikke selv er i stand til at trække sikringen på sin almindelige faldskærm.

Lykkes det for Baumgartner at slippe levende fra rekordforsøget, har han dog allerede meddelt, at det er slut med at lege vovehals med livet som indsats.

»Efter dette vil jeg trække mig tilbage, for nu har jeg udført forskellige ting de seneste 25 år og er stadig i live.«

Se animationer af det frie fald nedenfor.

Dokumentation

Red Bull Stratos Project
SFgate: Skydiver seeks supersonic record at 23 miles high

Emner Fly

Kommentarer (14)

Jeg må indrømme, at jeg har ikke så lidt mere respekt for Joe Kitinger's spring end for Felix Baumgartners.
Da Joe Kitinger sprang var det som et vigtigt led i forskning og teknologisk udvikling, og således meningsfuldt.
Felix Baumgartners spring er nærmest sådan en global voksenudgave af barnets "Så mig alle sammen, jeg kan cykle uden hænder".

  • 0
  • 0

Respekt for dem begge. Selvom Felix Baumgartner (og Copenhagen Suborbitals) forsøger at gøre ting, som andre har vist er muligt, giver det ikke grund til at nedgøre dem. Det kræver stadigt utrolig stor dygtighed og mod af folkene bag. Så de må gerne få min opmærksomhed, når de gør noget opsigtsvækkende.

  • 0
  • 0

Respekt for dem begge. Selvom Felix Baumgartner (og Copenhagen Suborbitals)

Jeg har nu en del mere respekt for folk, der selv bygger deres egen raket, for at gøre det muligt at komme i rummet for fattige amatører, end for folk der køber sig til den teknologiske løsning til berømmelse.

Copenhagen Suborbitals virker begejstrede for at udvikle og dele viden om teknologiske løsninger, hvorimod Felix Baumgartner umiddelbart synes mere begejstrede for at promovere sin egen person. Det gør en forskel i min verden.

  • 0
  • 0

Men jeg læste Tom Read "Freefall", han ville forsøge at gennembryde lydmuren, men det gik ikke.
En spændende bog af en tidligere SAS-faldskærmsmand. Den er udgivet på dansk: "I frit fald".

En mand med en mission.

Mvh
Tine

  • 0
  • 0

Jeg må indrømme, at jeg har ikke så lidt mere respekt for Joe Kitinger's spring end for Felix Baumgartners. Da Joe Kitinger sprang var det som et vigtigt led i forskning og teknologisk udvikling, og således meningsfuldt. Felix Baumgartners spring er nærmest sådan en global voksenudgave af barnets "Så mig alle sammen, jeg kan cykle uden hænder".

Enig.

Jeg tænkte præcis det samme. Ikke mindst fordi Kittinger gjorde det for mere end et halvt århundrede siden ... :-)

  • 0
  • 0

Enig.. Dette her handler i mine øjne mere om en mand der er ekstrem god til PR..!

Jeg tror virkelig ikke på at han har haft specielt meget "hands on" at gøre med hele projektet, og uden at vide specielt meget om udspring... Så tror jeg der findes en hel del andre udspringere der kunne gøre det, og ville give "den arm de ikke trækker i snoren med" for at få springet..

.. men som ikke har PR og sponsor i ryggen til at betale for det..!

Når man ser på det store set up de har lavet, så bliver man lidt i tvivl om hvad der er den største bedrift, i hele historien..!!

..At finde sponsor kontrakter til at finansiere de mange millioner dollars, som det koster at ansætte den hær af eksperter og teknikere der har udviklet og bygget gearet for ham.!! eller at hoppe ud af kapslen..?
Gætter ikke på at der er særlig meget frivillig arbejdskraft inblandet.!

.. Jeg tror faktisk den største bedrift er PR bedriften (at rejse pengene).. dernæst ingeniør bedriften (at bygge gearet)... og på en tredjeplads at springe ud.. ;)

Havde en anden mand i lille Danmark haft det samme budget, så tror jeg forlængst han havde været i kredsløb og hjemme igen..! ;)

Klaus Lund

  • 0
  • 0