Vindmåler på Curiosity sender nonsens-data

Den ene af to vindmålere på Mars-roveren Curiosity ser ud til at være smadret under fartøjets dramatiske landing.

Meningsløse data fra Mars-roveren Curiosity har afsløret, at den ene af to vindsensorer ikke fungerer, som den skal. Sensoren er formentlig beskadiget i forbindelse med roverens landing på planeten, hvor den er blevet sænket ned fra en svævende kran - den såkaldte Sky Crane, fortæller New Scientist.

Sensoren er et blotlagt kredsløb, som er en del af roverens vejrstation REMS - Rover Environment Monitoring Station. Stationen er udstyret med forskellige sensorer, herunder to til at måle vindhastighed og -retning med. Men nu fungerer en af sensorerne altså ikke længere. Et kamera på roveren har afsløret, at der er ødelagte ledninger ved sensoren.

Teorien er, at den er blevet ødelagt af sten, der er blevet hvirvlet op i forbindelse med nedsænkningen af roveren på Mars' overflade.

»Ved at lægge to og to sammen nåede vi frem til, at disse sten kan være faldet ned på kredsløbet og have forvoldt potentiel skade,« sagde Ashwin Vasavada fra Nasa i forbindelse med en pressekonference ifølge New Scientist.

Det kunne dog have været værre. Den fejlramte vindsensor er nemlig en backup, der er lavet til at skaffe yderligere måleresultater fra vinde, der kommer direkte bag roveren. Den anden vindsensor, som peger fremad, fungerer som den skal.

Dokumentation

New Scientist: Nonsense data reveal Mars rover's damaged sensor

Kommentarer (0)