Videostreaming i ambulancer slukker trådløst hjerteudstyr

Et projekt med videostreaming fra ambulancer i Nordjylland er foreløbigt sat i bero, fordi streaming fik forbindelsen mellem computer og EKG-udstyr i ambulancen til at gå ned.

Siden januar har 10 ambulancer og en lægebil i Region Nordjylland været en del af et forsøgsprojekt, som går ud på at streame video fra ambulancerne.

Det betyder, at det bliver muligt for læger at vurdere patienternes tilstand, selvom der ikke lige befinder sig en læge i selve ambulancen.

Det er blandt andet vigtigt med en korrekt lægefaglig vurdering, da de videoudstyrede ambulancer, som befinder sig i regionens yderområder, kan risikere at skulle køre langt, før de når til det rette hospital.

Men nu er videostreaming-projektet foreløbigt sat på standby. Streamingen har nemlig vist sig at forstyrre det udstyr, som måler data om blandt andet patienternes hjerte, altså EKG.

Udstyret sender data trådløst til en computer i ambulancen, og den forbindelse bliver afbrudt, når der bliver videostreamet. Afbrydelsen sker vel at mærke ikke i computeren i selve videoambulancen, men i andre ambulancer, hvis de befinder sig i nærheden.

»Det er den forbindelse, der bliver tabt, når det andet kører. Og forbindelsen kommer ikke automatisk op at køre igen,« siger ambulancechef ved Falck Kjeld Brogaard og tilføjer, at forsøg har vist, at videostreamingen kan forstyrre andre ambulancer i nærheden inden for ca. 25 meters afstand.

Kun et problem i gammelt udstyr

De 10 videoambulancer bliver ikke selv forstyrret, da de har fået nye computere, hvor den trådløse forbindelse til blandt andet EKG-udstyret ikke længere ser ud til at blive afbrudt af videostreamingen.

Regionens øvrige ambulancer kører imidlertid stadig med ældre computerudstyr, som altså kan tabe forbindelsen, hvis en af ambulancerne med videostreamingsudstyret befinder sig i nærheden.

Forklaringen ser ud til at skulle findes i forhold til de wifi-frekvenser, som bliver benyttet i ambulancerne, fortæller Finn Guldbæk, hardwareansvarlig hos firmaet Viewcare, der leverer streaming-løsningen til ambulancerne i Nordjylland.

For at kunne streame video er ambulancerne udstyret med en router, som indeholder fire simkort. Det gør det muligt for ambulancen at koble på forskelige mobiloperatørers netværk, så sandsynligheden for at få en god dataforbindelse bliver større.

Desuden kan routeren bundle forbindelsen, så båndbredden bliver større, jo flere mobilnet der er inden for rækkevidde.

Læs også: Dansk studie: Telemedicin i ambulancer redder liv

Kameraet i ambulancen kobler op til routerne via en wifi-forbindelse. Dermed er det trådløst, og det er praktisk, da kameraet på den måde kan tages med ud af ambulancen, så en læge kan fjernse en patients tilstand, selvom patienten befinder sig et stykke fra ambulancen.

Wifi-forbindelsen opererer i frekvensområdet 2,4 GHz, og det lader til at forstyrre den trådløse kommunikation, der foregår mellem blandt andet EKG-måleudstyret og den computer, der befinder sig i ambulancen. Men altså kun i forhold til de ældre computere og ikke de nye computere, som er installeret i ambulancerne med videostreamingudstyret.

Viewcare vil nu løse problemet ved at udskifte antennerne, der sidder på videoambulancerne, så de anvender et andet frekvensområde end 2,4 GHz, der altså ser ud til at forstyrre forbindelsen mellem ambulancecomputeren og de kliniske måledata i de øvrige ambulancer.

»For ikke at genere de gamle terminaler, flytter vi vores wifi til at køre ved 5 GHz-området. De antenner, der er monteret på ambulancen, er kun dimensioneret til at køre ved 2,4 GHz. Så nu skifter vi antennerne, så de både kan køre ved 2,4 GHz og 5 GHz,« siger Finn Guldbæk.

Han fortæller, at det ikke bare er antennerne, der skal udskiftes, men at det også er nødvendigt at trække nye kabler til antennerne i ambulancerne, da de nuværende kabler ikke er dimensioneret til 5 GHz. Til gengæld skulle videokameraerne godt kunne anvende wifi ved 5 GHz, så de skal altså ikke udskiftes.

Finn Guldbæk forventer, at ambulancerne har fået nye antenner i løbet af en måneds tid, så videostreamingen kan genoptages uden risiko for at genere andre ambulancer.

I stedet for at udskifte antennerne på de 10 videoambulancer kunne en anden løsning måske have været at udskifte computerne i regionens øvrige ambulancer med den nyere model, der sidder i video-ambulancerne, og som altså ikke ser ud til at tabe forbindelsen.

Men den løsning er ambulancechef Kjeld Brogaard ikke meget for.

»Det ville være en større en opgave, hvis vi skulle udskifte i samtlige ambulancer i hele regionen. Den udgift ville være for stor i forhold til at få afprøvet videosystemet. Så vil vi hellere, at man arbejder på at finde et videosystem, der ikke forstyrrer noget som helst,« siger han.

Selvom der har været nogle tekniske indkøringsvanskeligheder i forhold til den nordjyske ambulance-videostreaming, påpeger Kjeld Brogaard, at der er tale om en ny og forholdsvis uafprøvet løsning, som han, trods de tekniske indkøringsvanskeligheder har store forventninger til.

»Der er ingen tvivl om, at det vil forbedre visitationen af vores patienter. Det er for at forbedre de beslutninger, som redderne skal tage. Vi mener ikke, at vi nødvendigvis behøver sende lægen ud med ambulancen,« siger han og påpeger, at det, videostreaming på den måde er med til at sikre, er en mere effektiv udnyttelse af den lægefaglige viden, der er tilgængelig i Region Nordjylland.

Kommentarer (3)

Man udskifter ikke udstyr i ambulancerne, fordi det er for dyrt i samtelige ambulancer - Hmm
Det vil sige at de ambulancer der kører rundt med gammelt wifi udstyr til 2,4 GHz, ikke bør holde, på steder hvor der i nærheden er et wifi accespoint ?
Det kan da ikke passe at wifisignaler, uanset om det er fra andre ambulancer med videostreaming, eller om det er fordi ulykkestedet tilfeldigvis er i nærheden af et hus, der lige netop nu streamer video med husets eget wifi, kan få udstur i ambulancer til at sætte ud.

  • 0
  • 0

Så hvis ambulancen kører fordi en router, så fejler EKG'en? Og regionen mener ikke det er noget problem? Nåh nej, det er jo heller ikke fordi >80% af de danske husstande i dag har en trådløsrouter stående, så chancen for fejl på ambulancerens EKG udstyr er vel minimal???

  • 0
  • 0

Nej man må da ikke håbe det er en gammel ambulance der kommer ud til min opgang. Sidst jeg talte var der vist 23-25 synlige netværk i min lejlighed, og mit eget og sikkert også nogle andres broadcaster ikke deres SSID. Så hvis man er lidt uheldig er der måske op mod 30 netværk der streames på samtidig inden for 50 meter.

  • 0
  • 0