Vestas-båd under en halv knob fra at være verdens hurtigste
Med et nyt design af sværdet på sejlbåden Vestas Sailrocket 2 er det lykkedes at slå bådens tidligere rekorder og opnå en hastighed på 51 knob (94,4 km/h). Dermed er holdet kun 0,4 knob fra at snuppe franske Hydropteres titel som verdens hurtigste sejlbåd.
I løbet af de seneste år har holdet bag Sailrocket designet et L-formet kølsværd, der er mindre end tidligere og konstrueret, så det trækker luft ned fra overfladen for at modvirke den kavitation, der opstår, og som bremser båden.
På Sailrocket opfører sværdet sig som en flyvinge, hvor der opstår overtryk på én side og undertryk på den anden. Men ved hastigheder omkring 50 knob bliver trykket så voldsomt, at der opstår bobler på den ene side, som forhindrer vandet i at hænge fast i sværdet. Dermed skal overtrykssiden klare hele arbejdet med at holde båden stabil, og det øger sværdets modstand gennem vandet.

Selvom de første sejladser i Walvis Bay i Namibia tyder på, at det nye design har givet mere fart, og rekorden er inden for rækkevidde, er skipper Paul Madsen slet ikke tilfreds. Han stræber efter også at slå kitesurferen Rob Douglas' rekord på 55,65 knob (103 km/h), men er i tvivl om, hvorvidt Sailrocket kan blive så hurtig.
»Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi stadig sidder fast under det fordømte glasloft omkring starten af 50 knob. Vi har stadig et par få ting, vi kan trimme på, og jeg er sikker på, at vi kan øge farten med et par knob ... men hun føltes ikke som en 60-knobs båd i dag,« lyder vurderingen fra Paul Madsen på hans blog efter fjerde forsøg.
Paul Madsen glæder sig dog over, at tophastighederne over en bane på 500 meter lå meget tæt på gennemsnitsfarten, da det fortæller, at båden opfører sig stabilt.
Holdet kan også glæde sig over, at de har slået den australske rekord, men indtil videre er alle hastighedsangivelser uofficielle, da repræsentanterne fra den internationale sejlsportsorganisation WSSRC endnu ikke er dukket op. Hastighederne er dog målt med flere forskellige GPS, så Vestas-folkene er overbeviste om, at deres hastigheder er ret præcise.
Over de næste uger kan Vestas-folkene forsøge at slå rekorderne og har blandt andet planer om at mindske hældningen mellem skroget og sejlet for at mindske den kraft, hvormed vinden presser båden ned i vandet.




Kommentarer (0)