Opsendelsen af Viasat-1 fandt sted onsdag aften fra Baikonur-rumcenteret i Kasakhstan. Satellitten blev opsendt med den 42,3 meter høje Proton-M raket, som sendte den ud i geostationær overførelsesbane via fem affyringer af det øvre Breeze-M trin.
Denne gang fungerede det ellers problemfyldte Breeze-M trin som planlagt. Trinnet blev benyttet i en ny fase III variant med nye brændstoftanke. Det var netop et problem med Breeze-M trinnet, som i august førte til, at en Proton-opsendelse med Ekspress-AM4 satellitten slog fejl. Dette uheld betød at opsendelsen af Viasat-1 blev udsat fra september og til denne uge.
Opsendelsen forløb helt som planlagt og efter ni timer var Viasat-1 kommet ind i den planlagte bane. I de kommende måneder vil den blive anbragt på 115 grader vest, hvorfra den skal dække USA og Canada. Efter flere måneders afprøvninger vil den blive sat i operationel drift i 2012.
Viasat-1 er bygget af rumfirmaet Space Systems/Loral og har en forventet levetid på 15 år. Den vejer 6.740 kg. Dens 72 Ka-transpondere kan dækker 75 procent af USA, samt de meste beboede områder på Hawaii, i Alaska og Canada.
Satellitten skal servicere Viasats amerikanske datterselskab, Wildblue Communications og det canadiske Xplornet. Selskaberne har i dag over 400.000 abonnenter på en række satellitter, men kan med Viasat-1 nå op over en million flere abonnenter. Viasat-1 er en af de få nye satellitter som fungerer i Ka-båndet, hvilket giver højere datahastigheder.
Før Viasat-1 var den hidtil kraftigste kommunikationssatellit Eutelsats Ka-Sat med en kapacitet på 70Gbps. Den dækker i dag Europa. Wildblue Communications største konkurrent i Nordamerika, Hughes Network Systems, har sin egen kraftige satellit på vej til næste år; Jupiter med en kapacitet på 100Gbps.
I Europa holdes der øje med det amerikanske marked. Her findes stadig en del skepsis angående Ka-markedet, da mange mener at satellitbredbånd kan blive sat under pres af den hurtige udvikling af jordiske teknologier som kabler, fiberbredbånd og 4G-systemer mv.
Viasat-1 skal ikke blot levere internet til jorden, men også fly. Fra 2012 vil satellitten levere bredbåndsforbindelser til fly over USA fra selskaberne JetBlue Airways and Continental Airlines.
Opsendelsen var den 369. proton-opsendelse siden 1965 og den sjette i 2011. Det er Viasats første egen satellit. Den næste protonopsendelse er til november med opsendelsen af tre russiske Glonass-navigationssatellitter.
Når man kan bruge satelitter til bredbånd, hvorfor er det så lige at man ikke bruger dem til dækning af mobiltelefoni, er der noget der begrænser dette, for umiddelbart vil man kunne spare en masse vedligehold og infrastruktur på jorden?
Svartiden vil jeg tro. Jf. wiki er den geostationære bane "ca. 35 786 kilometer over havets overflade ved jordens ækvator".
Jeg kunne forestille mig at dette gav nogle forholdsvis lange svartider.
Ja, en forsinkelse på ca.1/2 sekund ! :-)
(4x36000 km. med 300.000 km. pr. sek.)
Der skal godt nok en heftig sender i ens mobiltelefon, hvis den skal kunne nå 36.000 km væk... Ellers skal der involveres en eller flere jordstationer, og så er det at man har de mange sekunders tøven vi kender fra TV når der skal laves interviews med udlandskorrespondenter.
Hej Michael, det var også min tanke mht. bredbånd, og hvis du kan benytte dig af bredbånd frem og tilbage, hvad udelukker så normal mobil telefoni. teknisk kan man vel også regulere for et halv sek. forsinkelse, ligesom de gør på tv?
Ja, der skal bruges en klystron-forstærker på min. 3 kiloWatt CW (Varian VA-936) og en rimelig stor parabol, hvis en jordstation skal udføre transmissionen på effektiv måde.
Når man kan bruge satelitter til bredbånd, hvorfor er det så lige at man ikke bruger dem til dækning af mobiltelefoni, er der noget der begrænser dette, for umiddelbart vil man kunne spare en masse vedligehold og infrastruktur på jorden?
Irridium systemet bruger satelitter saa det bruger man da. Det er bare meget dyrt at bruge og teminalerne er store og klodsede. Det er til profesionelt brug langt fra etableret infrastruktur.
Det stoerste problem er kapacitet. En satellit skal daekke et stort omraade og paa en mobiltelefon er en meget retningbestemt antenne ikke praktisk. Derfor skal ret faa brugere betale for en meget dyr infrastruktur.
Kommentarer (7)