"Vil afsmeltningen af isen på Grønland og Antarktis, som jo er et muligt scenarie, have nogen indflydelse på jordens vægtbalance?"
"Jordens skorpe kan sammenlignes med en sej skal, der kan deformeres af små ændringer i tyngdefeltet (isostasi). Tilsvarende er havniveauet påvirkeligt af Jordens tyngdefelt, men i modsætning til lithosfæren kan oceanerne strømme i det vandrette plan.
Når en iskappe vokser, vil det isostatisk set påvirke tyngdefeltet og havniveauet på disse måder:
1) Det polområde, hvor isen vokser, vil blive tungere, og lithosfæren vil synke indad i en noget større region end selve iskappen. Derved vil vanddybden stige omkring iskappen.
2) I isens nærområde vil massetiltrækningen fra den ophobede is tiltrække yderligere vandmasser og yderligere øge havniveauet omkring den voksende iskappe.
3) På grund af isophobningen vil tyngdefeltet blive kraftigere på den modsatte side af Jorden, og havniveauet vil falde på denne side af Jorden, mens det altså vil stige omkring den voksende iskappe. Sker der en afsmeltning af en iskappe vil effekterne være de modsatte.
Ud over disse isostatiske ændringer vil der naturligvis ske globale (eustatiske) ændringer af havniveauet alt efter hvor meget vand, der er ophobet som is. Derudover er havniveauet stærkt påvirket af oceanernes temperatur (termisk udvidelse).
Sammen med to andre forskere (Troels Aagaard og Merete Binderup) har jeg for nylig påvist disse effekter af ændringer i tyngdefeltet (se figuren nederst):
Under den Lille Istids periode med lav vandstand (1250 til 1750) sank havniveauet ca. 45 cm på den nordlige halvkugle som følge af vækst af den antarktiske iskappe. Havniveauet begyndte at stige igen ca. 100 år før den atmosfæriske temperatur begyndte at stige på den nordlige halvkugle.
Efter Lille Istid har der i den nordatlantiske region været 4 oscillationer på havniveauet på 4 til 10 cm med toppe omkring 1790, 1860, 1930-50 og nu, altså med ca. 70 års mellemrum. Disse relativt små oscillationer skyldes vejr- og vindændringer på den nordlige halvkugle, hvorimod de store og langvarige ændringer omkring Lille Istid især skyldes ændringer i tyngdefeltet pga. af isopbygning på den modsatte halvkugle.
Den (?)alarmerende havstigning efter 1993 er lige så hastig som ved Lille Istids ophør, men vi ved ikke om den bliver lige så langvarig."
Havniveauet i Østlige Nordsø til centrale Østersø baseret på Læsøs mange gamle strandlinjer (1150 til nu) og 29 stationer for vandstandsmålinger (1860 til nu) i området mellem Stavanger, Stockholm, Swinoujscie og Cuxhaven.
Den almindelige eller 'residuale' havstigning er overordnet præget af, at oceanernes dybe og langt største vandmasser endnu er præget af de lave temperaturer under sidste istid, der sluttede for 12-15.000 år siden. Den stærkt forsinkede opvarmning af disse vandmasser giver en residual havstigning på 1.6 mm/år omkring 1250 og 0.6mm/år i nutiden.
Kompenserer man herfor, vil de relative ændringer af havniveaufald blive større og de relative ændringer af havniveaustigninger blive mindre. Den store oscillation under Lille Istid er primært forårsaget af ændringer i den antarktiske iskappe og de ændringer dette har præget Jorden tyngdefelt med (1250-1750). Fra Hansen, Aagaard & Binderup, i trykken (Boreas).
Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til Scientariet.
Dette indlæg støtter hvad jeg tidligere skrev i denne debat. Tanken blev naturligvis udsat for en del kritik , sådan skal det jo være i en debat . Ingen debat hvis alle er enige , men jeg kan da godt frygte Per Egholm og for den sags skyld også jeg måske kan få ret . Håber da det så ikke sker alt for hurtigt .
Hvis vi så bort fra månen, men det gør vi jo ikke. Derfor er der vel ikke noget drastisk i udsigt ved flytning af nogle tusinde kubikkilometer vand over hundrede år?
"Vil afsmeltningen af isen på Grønland og Antarktis, som jo er et muligt scenarie, have nogen indflydelse på jordens vægtbalance?"
Der er vist nogen, der har glemt, at i rummet er der intet, der hedder op eller ned. Det hedder ind mod et legeme eller ud fra et legeme. Der er ingen gravitationskræfter i rummet i retningen Jordens syd/nord. Så jorden ,,vælter" ikke ligegyldigt hvor meget is, der ophober sig på Nordpolen og/eller smelter ved Sydpolen.
Der bliver skrevet en masse ord men hvor blev svaret af og hvis de ikke aner svaret , hvorfor siger de så ikke bare det . Benny Allan Andersen , når der nu ikke er noget op og ned og Jorden ikke kan vælte hvad kan man så sige , kan man sige tippe over eller wopple et eller andet må det hedde og et eller andet må der ske hvis ubalancen bliver for stor .
Svaret er at NEJ.
Jorden vælter ikke om så alt isen smelter. Det man skal huske på er forholdet i masse mellem jorden og vandet. Massen af vandet er kun 0.023% af jordens masse (data fra Wikipedia), hvorfor jordens drejningsmoment er stort set upåvirket af fordelingen af vand også selv om vandet er på overfladen.
End ikke om alt vand på Jorden i frossen tilstand spredte sig ud fra Nordpolen, ville jorden ændre sin rotation mærkbart.
Jordens samlede masse er for stor i forhold til den samlede masse af vand.
Der er dog måske en virkning, omend nok så lille. Et skævt træk fra Solen, der kan fremkalde jordskælv og/eller vulkanudbrud.
Spørgeren spurgte nok om Jorden ville vælte over, dvs
om rotationsaksen kunne dreje så den kom til at ligge
i solsystemets plan i stedet for ca. vinkelret på.
Det sker ikke, da Jordens fladtrykning er bestemmende for
rotationsaksens retning. Lidt smeltning af is på Grønland eller
Antarktis er for lidt til at ændre massefordelingen.
Jens Morten Hansens svar er interessant, idet det viser at
vandstandstigningen i havet er under påvirkning af at vi
stadig er i en klimafase, hvor vi er på vej ud af den lille istid.
Det må også gælde for den observerede og meget diskuterede
stigning i "verdens temperatur".
Der er grund til at diskutere klimaændringer og en kommende energikrise
som to separate spørgsmål.
Torben Risbo
Geofysisk afd.
Niels Bohr Institutet
Københavns Universitet
Jordens fladtrykning er bestemmende for rotationsaksens retning.
Er det ikke omvendt?
Det er ligegyldigt. Kom ægget eller hønen først?
Det er ligegyldigt. Kom ægget eller hønen først?
Ægget kom først. (f.eks. fra krybdyr)
Hanen kom først - spørg bare muslimerne og de ortodokse jøder.
Iøvrigt: Hvad holder jordens rotation på plads, når tyngdekraften går mod jordens centrum? Hvad er fladtryktheden for en kraft?
... er irrelevant. Spørgsmålet var jo: Kom ægget eller hønen først?
"Hvad er fladtryktheden for en kraft?" Centrifugalkraften.
Hvad holder jordens rotation på plads
centrifugalkraften.
Jorden roterer om en akse med det største inertimoment.
Rotationen er derfor stabil og vil fortsætte i denne tilstand
med mindre noget udefra påvirker Jorden med et drejningsmoment.
Det er der dog: sol og måne sætter et moment op netop som følge
af Jordens fladtrykning. Resultatet er precessionen, hvor jordaksen
fortager en keglebevægelse i forhold til fixstjernerne (inertialsystem)
med en periode på lige ved 26 000 år. Der er andre mindre ændringer
i jordaksens stilling: nutationer. Dvs jordaksens hældning i forhold til
solsystemets plan på 23.5 grader bevares stort set.
Centrifugalkraft er en såkaldt fiktiv gravitationskraft. Den er tilstede
når man beskriver fysikken i et ikke inertielt referencesystem, i vort
tilfælde et system der roterer i forhold til fixstjernerne. Hvis man
går over til at beskrive bevægelse i et inertielt system forsvinder
centrifugalkraften.
Derfor kan hver have ret i sine betragtninger hver for sig, men
man glemmer at specificere forudsætningerne.
Men så: i et referencesystem der er fast forbundet til den
roterende Jord findes der et gravitationsfelt der hiver ud i
den fladtrykte Jord, væk fra aksen. Man kan godt sige at dette stabiliserer
rotationen.
Det var det oprindelige spørgsmål i bloggen.
Man kunne derfor gentage nogle af bemærkningerne.
Jens Morten Hansens oprindelige svar er interessant, idet det viser at
vandstandstigningen i havet er under påvirkning af at vi
stadig er i en klimafase, hvor vi er på vej ud af den lille istid.
Det må også gælde for den observerede og meget diskuterede
stigning i "verdens temperatur".
Der er grund til at diskutere klimaændringer og en kommende energikrise
som to separate spørgsmål.
Formuleringerne i regeringens tiltrædelsestale kunne tyde på at
man er opmærksom på dette. En lang passage handlede om
energiforsyning uden at ordet klima blev nævnt i denne
forbindelse.
Kommentarer (16)