Den franske impressionist Claude Monet sagde engang, at han ville ønske, at han var født blind, og så pludselig vågnede op en skønne morgen og så for første gang. Herefter ville han male alt det, han så, uden indflydelse fra vaner eller tidligere erfaringer.

I 1912 blev hans ønske til en slags virkelighed. Han udviklede grå stær, hvilket i løbet af de næste ti år førte til, at han blev blind på det højre øje, og kun så meget svagt med det venstre. Fast besluttet på at fortsætte med at male sagde Monet, at han ville 'male næsten blind ligesom Beethoven komponerede komplet døv'.

Hans malerier blev stadigt mere gule og slørede, helt hen i det ufrivilligt abstrakte. Overtalt af sin ven George Clemenceau blev Monet opereret i to omgange i 1923, i en alder af 82 år - med det resultat at linsen i hans højre øje blev fjernet.

Efter operationen klagede Monet over, at mens lyset fra det venstre, uopererede øje var alt for gult og orange, var lyset alt for blåt i det højre, opererede øje. Det, der i virkeligheden var sket, var, at alt lyset fra solen kunne trænge uhindret igennem det højre (nu linseløse) øje. Monet kunne pludselig se ultraviolet lys.

De to malerier på siden her blev malet i perioden 1922-1924 og er en del af serien 'La maison vue du jardin aux roses' - huset set fra rosenhaven. Det antages, at de blev malet med henholdsvis det venstre og det højre øje lukket, og forskellen i farver er tydelig. Mens det venstre øje ser en eksplosion i orange, gule og røde nuancer, ser det højre øje alt i lyse blå.

Umiddelbart virker det dog mærkeligt, at maleren skulle vælge andre farver fra sin palet med det ene øje end med det andet. Øjet står som filter foran både farvepaletten og udsigten til huset, og det højre øjes retina burde derfor modtage mere kortbølgelys fra begge farvekilder, altså fra både scenen i haven og fra farvepaletten.

Oplevelsen - ikke selve naturen

Men det er ikke sådan, en maler arbejder eller farver dannes i hjernen. Selvom Monet i tråd med traditionen mente, at en maler burde lave en eksakt skildring af lyset i alle dets varierende kvaliteter, så var impressionismens centrale filosofi at gengive oplevelsen af naturen, ikke at gengive selve naturen.

I den forstand var Monet en elev af Goethe og ikke af Newton. I en mere moderne fortolkning kunne man opfatte Monets varierende billeder som et såkaldt 'metamerisk' fænomen. Metamerisme findes hos farveblinde, men man kender det også hos mennesker med helt normalt syn.

Hvis sensitiviteten i de kort- eller langbølgede lysreceptorer i retinaen ændrer sig, vil det ændre det samlede spektrum, og den relative farveoplevelse ændrer sig. Det kan ske rent mekanisk via misfarvninger, eller ved at nye bølgelængder trænger ind i øjet. Farverefleksionen på to overflader med forskellige spektralegenskaber kan altså forekomme at være den samme for et øje, men forskellig for et andet øje.

Vi forvandler lys til en synsoplevelse via pigmenter i vores øjne, som fanger fotoner og danner et elektrisk signal i synsnerverne, der går ind i hjernen. Selvom menneskets visuelle system kan tegne et levende billede af omverdenen, er paletten af oplevede farver i virkeligheden ganske begrænset. Vi ser kun de bølger i det elektromagnetiske spektrum, som er mellem 390 og 750 nanometer. Alt, hvad der er længere end 750 nm, forsvinder uset som infrarød varmestråling, og alt, hvad der er mindre end 390 nm, bliver filtreret væk af øjets linser, primært fordi det kan forårsage skader.

Mennesker har tre typer af pigmenter, som opfanger lyset - det violette, grønne og røde lys. Bier, fugle, fisk og insekter har flere pigmenter i øjet, og kan opfatte ultraviolet lys. Visse reptiler kan endda se infrarødt lys, hvilket hjælper dem til at spotte varmblodede dyr. I løbet af evolutionen har det ultraviolette syn ført til biologisk mønsterdannelse i samme afkrog af lysspektret.

For eksempel har mange blomster ultraviolette mønstre (se billede), og nogle af dem aftegner deciderede landingsbaner for bier, så de bedre kan finde vej til kønsdelene. Og hos visse sommerfugle har hanner særdeles smarte prikker på vingerne, som vi mennesker kun kan se i diskoteksbelysning, altså ultraviolet lys, der får dem til at fluorescere.

Nogle kan se det

Ultraviolet vision blev først opdaget hos myrer i 1882. Siden har man fundet ud af, at også mus, rensdyr og mange andre pattedyr bruger det. At mennesker er blinde over for uv-lys må derfor skyldes en evolutionær adaptation, men man ved ikke præcist, hvorfor det er sådan. En teori går ud på, at uv-lyset ville skade vævet, hvis linsen ikke skærmede for det. Men den teori er tvivlsom, fordi der findes en del mennesker, der ligesom Monet kan se uv-lys, og de ser ikke ud til at lide overlast på nogen måde, andet end at det kan være et meget skarpt og lyst blåt skær, der tvinger dem til at knibe øjnene sammen eller kigge væk.

Et ubekræftet rygte vil vide, at englænderne brugte afakiske mennesker - altså mennesker uden øjenlinser, som derfor kunne se uv-lys - til at spotte tyske ubåde under Anden Verdenskrig, når de brugte uv-lys til at kommunikere med agenter langs kysten.

En anden hypotese om vores uv-blindhed er, at øjets design er et kompromis mellem, hvor bredt et spektrum vi kan se, og hvor skarpt vi ser det. Jo større spektrum, desto mere uklart er synet, siges det, hvilket skyldes det faktum, at linsen ligesom et billigt kamera kun kan stille skarpt på et begrænset spektrum af farver samtidigt. Idet den blå farve normalt medfører et større brydningsindeks end den røde farve, ville et uv-syn eventuelt medføre en større farvespredning, og dermed et mindre skarpt syn.

Tabte to af pigmenterne

De fleste pattedyr i dag har faktisk kun et dichromatisk syn, efter at deres forfædre på dinosaurernes tid tabte to af pigmenterne. Det gør dem effektivt rød-grøn farveblinde. Primater som os har dog gendannet et af pigmenterne, og nogle forskere mener, at der endda findes mennesker, som har alle fire farvereceptorer, og derfor er i stand til at se flere farver over et lidt bredere spektrum end normalt.

Hvis Monet derfor virkelig kunne 'se' ultraviolet lys, må det, han så, have været noget andet, end det blåt fluorescerende lys, mennesker med normalt syn ser, når uv-lys kastes tilbage fra en hvid overflade. Han må have kunnet se de fotoner, der reflekterede direkte fra overfladen af huset, fra rosenhaven og fra paletten, og det betyder, at han muligvis også kunne se andre farver i de to malerier, end hvad vi blot ser som stærkt slørede gule og blå impressioner af huset set fra rosenhaven.

Og det er jo en interessant tanke. Monet så virkeligheden på en måde, som vi aldrig vil kunne gøre det. Det underbygger hans livslange insisteren på, at subjektiviteten ikke står i kontrast til en objektiv beskrivelse af en scene, sådan som den begyndte at blive emuleret af 1800-tallets fotografi. Subjektive og objektive sandheder kan forenes i en og samme ting - nemlig i det, han kaldte impressionismen.