Frederik Falk undrer sig over, hvordan meteoritter kan løsrive sig fra deres "moderplanet":

"Hej

Jeg har nogle gange læst om meteoritter, der bliver fundet, og som stammer fra for eksempel Mars. Men når jeg tænker over det: Hvordan løsriver sådan en meteorit sig fra sin "moderplanet"? Og hvor lang tid kan det tage for sådan et objekt at ramme eksempel Jorden?

Mange hilsner undrende Frederik"

Anja Andersen, lektor ved Dark Cosmology Centre, Niels Bohr Institutet, KU og medlem af Scientariet svarer:

Marsmeteoritterne er karakteriseret ved at være yngre end alle andre meteoritter. Til dato er der fundet 43 marsmeteoritter, der vejer lidt under 100 kg tilsammen. Videnskabeligt kaldes marsmeteoritterne for SNC-meteoritter - efter forbogstaverne på de tre ældst kendte: Shergotty, Nakhla og Chassigny.

Noget af det som gør, at vi er forholdsvis sikre på, at de er sten fra Mars og ikke fra et andet sted i Solsystemet, er at de indeholder små luftblærer, hvor luften har den samme kemiske sammensætning som den marsatmosfære, sonderne Viking 1 og Viking 2 målte i 1976 under deres landing på planeten Mars.

De fleste meteoritter stammer fra asteroidebæltet mellem planeterne Mars og Jupiter, som består af flere hundredetusinder småplaneter/klippestykker. Asteroidebæltet er dannet på samme tid som vores sol, dvs. for 4,56 milliarder år siden.

Af de 43 SNC-meteoritter er det imidlertid kun meteoritten med det mærkelige navn ALH84001, som har denne alder, resten er imellem 0,8 og 1,3 milliarder år gamle. De andre 42 SNC-meteoritter er forholdsvis unge, omkring 1,4 milliarder år, og må derfor stamme fra et planetlegeme, der var stort nok til at have vulkansk aktivitet helt op til for omkring en milliard år siden.

Ingen kendte asteroider er store nok til, at det materiale, de består af, kan have holdt sig flydende i så lang en årrække. Men det er der derimod flere planeter, som kan. Kun i et stort legeme vil der 3,2 milliarder år efter Solsystemets dannelse endnu være tilstrækkeligt høje temperaturer til, at der er vulkanisme og magmaudbrud.

Månen, Venus, Merkur, Mars og Jorden er mulige oprindelsessteder, men kemiske sammenligninger med prøverne fra Viking 1- og Viking 2-sonderne på planeten Mars, peger på Mars som den mest sandsynlige. Der var dog en del debat blandt videnskabsfolk om, hvorvidt det var muligt for stenmateriale at blive løsrevet fra Mars uden at gå i stykker eller fordampe.

Den mindste hastighed, undvigelseshastigheden, marsmaterialet nødvendigvis må opnå for at komme fri af Mars, er 5,4 km/s. Denne hastighed kan opnås ved, at et andet legeme - en meteoride - rammer Mars og slynger materiale op. Men hvis dette var tilfældet, så viser vores beregninger, at intet fast materiale ville kunne overleve som hurtigt flyvende fragmenter.

Den eneste mulighed er, hvis meteoriden rammer marsoverfladen under en meget flad vinkel, dvs. den rammer næsten "vandret" ind på overfladen. I et sådant tilfælde vil en lille portion af marsoverfladen blive slynget op og sendt af sted med nok fart til at kunne undslippe Mars' tyngdefelt og flyve ud i rummet, hvorfra det senere har kunnet falde ned på Jorden eller en anden planet.

Ved hjælp af virkningen af kosmisk stråling, som meteoritterne udsættes for, mens de er i rummet, er det muligt at fastslå hvor længe de har været undervejs, fra de blevet slået ud af deres moderlegeme, til de endte på Jorden. Disse aldre viser, at der mindst har været tre nedslagsbegivenheder på Mars, som har forsynet Jorden med marsmeteoritter.

Grunden til at der i det hele taget kan falde stumper af Mars ned på Jorden er, at Mars, ligesom Jorden, fra tid til anden bliver ramt af en asteroide. Det sker lidt oftere for Mars end for Jorden, da den ligger lige på kanten af asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Når en sådan asteroide rammer Mars, dannes der et stort krater, og der kan slynges små stumper af overfladen op gennem den tynde atmosfære og fri af tyngdefeltet.

Man kan regne sig frem til, at cirka en fjerdedel af dem vil falde på Jorden, hvor vi kan være så heldige at finde dem. Teoretiske beregninger viser, at sådan et stykke klippe fra Mars vil kunne nå Jorden på cirka et år, så det er den korteste rejsetid, der kan opnås.

De marsmeteoritter vi har fundet til dato har typisk kredset rundt i Solsystemet i flere millioner år, inden de er landet på Jorden.

Frederik Falk vinder bogen, Primtal - Matematikkens gådefulde tal - fra A-Ø" af David Wells fra Nyt Teknisk Forlag for sit spørgsmål.

Er du rigtig klog? Nu kan du udfordre dine venner med ekspert-spørgsmål fra Scientariet i Ingeniørens nye Facebook-quiz "Så ka' du lære det!". Klik her for at deltage i quizzen og teste dine venner.

Spørg Scientariet er i dag redigeret af Tine Havkrog, thb@ing.dk.