Udlændinge rammes oftere af arbejdsulykker i Danmark

Fagbladet 3F Der er en større risiko for at pådrage sig en skade på arbejdet, hvis man er udlænding i Danmark, viser nye tal fra Arbejdstilsynet. Forsker vurderer, at det blandt andet skyldes, at udlændinge ofte arbejder under farlige forhold.

Nye tal i en rapport fra Arbejdstilsynet peger på, at udlændinge, set i forhold til gennemsnittet, er udsat for 60 procent flere arbejdsulykker. Rapporten har kortlagt statsborgerskabet for de mennesker, der kommer ud for en arbejdsulykke i Danmark, skriver Fagbladet 3F.

Arbejdsulykker opgøres for hver 10.000 ansatte. Gennemsnittet i Danmark er på 160 ulykker for personer med dansk statsborgerskab, mens tallet for udlændinge er på hele 256.

»Den udenlandske arbejdskraft er også på nogle arbejdspladser, hvor arbejdsgivernes tilbøjelighed til at sikre et godt arbejdsmiljø er lavere end normalt,« siger arbejdsmiljøforsker Ole Gunni Busck fra Aalborg Universitet til Fagbladet 3F.

Den udmelding er arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen fra Dansk Byggeri enig i.

»Vi ser noget halsbrækkende arbejde på villavejene, hvor man virkelig har gået efter den billigste løsning,« siger Mette Møller Nielsen til Fagbladet 3F og peger på en anden forklaring:

»Udenlandsk arbejdskraft skiftere oftere job, Vi ved, at unge og nye i job har større risiko for at blive udsat for en ulykke højere. Det spiller også ind.«

Læs mere på Fagbladet3F.dk

Kommentarer (0)