Tyske bilgiganter i kamp om sønderjysk teknologi

En produktionsvirksomhed i Sønderborg er ombejlet af tyske bilgiganter. Allerede i 2002 arbejdede Agramkow med EU's fremtidige miljøkrav til personbiler - endnu inden både EU og bilfabrikkerne vidste, hvordan kravene ville lyde.

I oktober 2008 bekræftede sammenslutningen af tyske bilproducenter, VDA, en erklæring om, at tysk bilindustri næsten enstemmigt havde besluttet sig for at gå over til et nyt kølemiddel ved navn R744 (se boks) i tyskproducerede bilers klimaanlæg.

Det var unægteligt ikke en nyhed, som vakte stor opmærksomhed i offentligheden. Men på en mellemstor virksomhed i Sønderborg sprang champagnepropperne.

Sagen var, at den europæiske 'formatkrig' om fremtidens kølemiddel til bilindustrien var afgjort - i hvert fald i Tyskland. Ingeniørerne hos virksomheden Agramkow havde i seks år arbejdet målrettet på at udvikle den teknologi, der skulle gøre det muligt for bilfabrikker og autoværksteder at håndtere netop R744.

De mange års målrettet produktudvikling begyndte nu at blive omsat til kontrakter. Telefonlinjerne mellem Danmark og Tyskland begyndte at gløde. BMW, Daimler og Audi hentede de danskproducerede fyldestationer ned for at blive testet.

Et par måneder senere valgte elektronikgiganten Bosch at indgå en samarbejdsaftale med Agramkow. Aftalen betyder, at Agramkows fyldestationer nu kommer med i det sortiment, som Bosch tilbyder de flere hundredtusinde serviceværksteder, der i de kommende år skal investere i nyt udstyr for at kunne servicere de nye klimaanlæg med det nye kølemiddel.

Agramkow er dermed et eksempel på en virksomhed, der - før konkurrenterne - turde satse og turde forudsige, hvilke teknologier bilindustrien vil få brug for for at leve op til fremtidens miljøkrav.

»Bilfabrikkerne er reelt presset af EU's miljøkrav, og det har vi udnyttet til at få adgang til et helt nyt marked. Hemmeligheden er, at man skal opfange signalerne, flere år før kravene træder i kraft, og gå i gang med produktudviklingen, så man har et anlæg klar til at vise frem, når EU fastsætter sine krav,« siger civilingeniør Leif Thyssen, der er ansvarlig for forretningsudvikling af R744-teknologien på 'Automotive Aftermarket'.

Miljøkrav i horisonten

De første signaler fra de store spillere i bilindustrien ramte Agramkow allerede i 2002. Udviklingsingeniørerne på et par af de store tyske bilfabrikker begyndte at tale om, at R744 måske kunne blive fremtidens kølemiddel i tyske biler, hvis myndighederne skulle beslutte sig for at stramme miljøkravene til personbiler.

For Agramkow var disse signaler nok til, at virksomheden besluttede at gå i gang med at udvikle de fyldestationer, som skulle kunne håndtere et fundamentalt anderledes kølemiddel.

»Håndtering og påfyldning af kølemidler har altid været vores kerneområde. Så set i det lys var der ingen tvivl om, at vi skulle satse på at produktudvikle omkring R744. Det var nok, at blot en af vores kunder vurderede, at det kunne blive relevant. Det var først langt senere, i maj 2006, da EU fremsatte et direktiv om udfasning af R134a (EU direktiv 2006/40/EG), at det stod klart for os, at vi havde skabt os et teknologisk forspring på et område med et så stort kommercielt potentiale,« siger afdelingschef Bjarne Lund.

Tekniske udfordringer

Opgaven med at sikre bilindustrien let og effektiv håndtering af R744 skabte nye tekniske udfordringer for ingeniørerne hos Agramkow. Der var masser af tekniske udfordringer med at opbygge en fyldestation til R744. Komponenter i såvel klimaanlægget som fyldestationen skulle nu designes til at leve op til helt andre krav.

De nuværende kølemidler er velegnede, fordi deres såkaldt kritiske punkt - der definerer den temperatur, hvor et kølemiddel begynder at skifte tilstand fra gas til væske eller omvendt - ligger langt over omgivelsestemperaturen, hvilket gør midlet let at arbejde med.

Det nuværende kølemiddel, R134a, har således sit kritiske punkt over 100 grader celsius og et typisk maks-tryk i servicestationen på omkring 20 bar. R744 har derimod et kritisk punkt på blot 31°C og et typisk makstryk i servicestationen på 115 bar. Det betyder, at R744 begynder at skifte tilstand fra væske til gas allerede ved almindelig omgivelsestemperatur, hvilket ikke sker for det nuværende R134a.

»Forskellene i tryk og tilstand mellem R134a og R744 har været den helt store udfordring i innovationsprocessen. Ved fyldeprocessen på et serviceværksted vil der altid skulle fyldes på i gasform, mens der på produktionslinjen på en bilfabrik vil skulle fyldes på i væskeform,« siger Leif Thyssen.

For bilens klimaanlæg er de tekniske udfordringer, at komponenterne bliver mindre og samtidigt skal kunne klare højere tryk og have lavere læk-rater (udslip).

Håndtering af R744 i en servicestation ved et tryk på 115 bar stiller selvsagt store udfordringer til materialerne i de nye servicestationer.

»Tætninger var - og er - desværre stadig et problem,« siger Leif Thyssen og peger på, at producenter af tætningsmaterialer fortsat arbejder på at udvikle mere resistente materialer.

»Vi har bl.a. skullet udvikle en ny koblingsmetode, hvor vi tætner mod en flade i stedet for rundt om en aksel. Gummislanger er også et problem, idet lækageraterne er for høje. Det har man nogle steder løst ved at bruge metalliske slanger,« siger Leif Thyssen.

Innovation

For at skaffe sig adgang til førende ekspertise inden for R744 allierede Agramkow sig i begyndelsen af 2002 med Teknologisk Institut med henblik på at komme i gang med at opbygge det første testanlæg med det nye kølemiddel. Teknologisk Institut havde eksperterne i at kontrollere kølemidlers egenskaber over det kritiske punkt, egnede komponenter til R744 samt design af de anlæg, der holder kølemidler under det kritiske punkt.

Samtidig skulle virksomheden formå at holde fokus under en krævende produktudvikling i en hverdag, hvor alle ingeniører så rigeligt kunne få arbejdsdagen til at gå med udfordringer fra den eksisterende produktionslinje.

»Selve produktudviklingen er ligesom ved andre mellemstore virksomheder en kamp om ressourcer,« siger Leif Thyssen.

»Heldigvis er virksomheden meget bevidst om problemstillingerne ved denne kamp og har satset på skarpe projektledere og dynamisk/effektiv prioritering for at kunne nå både produktudvikling og drift.«

Han peger på vigtigheden af, at virksomheden har en klart defineret innovations- og udviklingsproces, der involverer alle medarbejdere samt ledelse.

»Hos os har udviklingsprocessen en indbygget 'front end-innovationsproces', der skal sikre, at nye teknologiske tiltag bliver taget seriøst, samt at der bliver allokeret de nødvendige ressourcer. Produktudvikling er derfor også en del af v irksomhedens strategi, der skal sikre den fremtidige vækst og positionering,« siger Leif Thyssen.

AGramkow

Agramkow tilhører en helt speciel gruppe af underleverandører til bilindustrien. Virksomhedens kerneområde var til at starte med levering af udstyr til påfyldning af kølemiddel i køleskabe. Men markedet blev gradvist udvidet til også at omfatte flere tyske bilfabrikker (Audi, VW, BMW).

Virksomheden leverer udstyr, der gør det muligt for fabrikken at påfylde alt, hvad der er flydende på en bil: Kølemidler, gearolier, bremsevæske, motorolie m.m.

I USA er Agramkow samtidig stærkt inde på markedet for levering af fyldeudstyr til værksteder, der servicerer klimaanlæg. Med levering af mere end 1.000 fyldningsstationer i USA om året er Agramkow dermed den næststørste aktør på dette marked.

Kommentarer (0)