Tur-retur: Siemens' afdeling for partikelterapi i Jyllinge vender tilbage til Danfysik

Siemens' nedskruede ambitioner inden for partikelterapi giver Danfysik mulighed for at sætte nyt liv i gamle ambitioner.

Danfysik har overtaget 23 medarbejdere og opgaven med at installere dele af et stort anlæg til partikelterapi i Kina fra Siemens.

Det er tale om en returbillet, for Danfysik måtte i 2008 sælge de samme aktiviteter til Siemens, da manglende ordrer var medvirkende til, at Danfysik for at sikre sin overlevelse måtte sælge sin afdeling, der udviklede acceleratorer til partikelterapi til netop Siemens.

Selv om fotoner og elektroner også er partikler, menes ved partikelterapi behandling af kræft med tungere partikler som protoner eller kulstofioner. Fordelen ved denne metoder er, at det er muligt at ramme svulster uden at ødelægge det omkringliggende væv.

Partikelterapi med protoner eller kulstofioner kræver bl.a. avanceret acceleratorudstyr, som Danfysik er ekspert i at bygge. (Grafik: Siemens)

I 2008 flyttede 108 Danfysik-medarbejdere med over i Siemens, som samtidig overtog en del af lokalerne, som Danfysik gjorde beslag på i Jyllinge.

Året efter i 2009 overtog Teknologisk Institut resterne af et noget vingeskudt Danfysik, som efterfølgende flyttede til Taastrup, hvor Teknologisk Instituts største afdeling er placeret.

Siden da er det på ny gået fremad for den højteknologiske virksomhed, som bl.a. sælger avanceret udstyr til synkrotroner og forskningsanlæg over hele verden, og som også er et godt bud på en dansk leverandør til den nye neutronkanon, European Spallation Source, som skal bygges i Lund i Skåne, og som Danmark har medejerskab til.

Store forventninger

Danfysiks administrerende direktør, Bjarne Roger Nielsen, fortæller, at virksomheden længe har haft ambitioner om at vende tilbage til partikelterapi og levering af dele til de store anlæg, som samlet set kan koste op mod en milliard kroner.

Bjarne Roger Nielsen fortæller, at der i dag er omkring 40 partikelterapi-anlæg i drift i verden, og yderligere 20 er under planlægning eller opbygning. Han vurderer, at det er et marked, som vil vokse i de kommende år.

Han får opbakning fra sin ejer:

»Danfysik har vist meget flotte resultater de seneste år, og vi deler deres forventninger til denne behandlingsform,« siger Søren Stjernqvist, der er administrerende direktør for Teknologisk Institut.

Siemens, derimod, indså allerede sidste år, at virksomheden havde svært ved at gøre partikelterapi til en fornuftig forretning. Som en konsekvens heraf blev 55 personer ud af 114 i Jyllinge-afdelingen fyret i juni 2011.

Samtidig meddelte Siemens, at planer om et kræftbehandlingscenter baseret på partikelterapi i Kiel blev skrottet.

De tilbageblevne medarbejdere i Jyllinge arbejdede videre med leverancer til et stort partikelterapi-anlæg til Shanghai. Denne aktivitet overtager Danfysik nu som underleverandør til Siemens, der stadig har kontrakten med slutbrugeren.

Det er en opgave, hvor der er arbejde til flere år endnu.

Halvdelen er ingeniører eller fysikere

De 23 medarbejdere, der nu følger med over i Danfysik, udgør omkring to tredjedele af medarbejderskaren i Jyllinge. Hovedparten af disse var også ansat i Danfysik før 2007.

Bjarne Roger Nielsen ser store muligheder, men adspurgt, om det betyder ansættelse af endnu flere medarbejdere, siger han: »Nu tager vi lige en vejrtrækning. Ud over de 23 nye medarbejdere fra Jyllinge begynder fire andre nye medarbejdere i virksomheden i dag.«

Danfysiks samlede medarbejderantal er ved at runde 100 igen - denne gang i en opadgående retning. Halvdelen af medarbejderne er ingeniører eller fysikere.

Emner Fysik Sygdomme

Kommentarer (3)

Godt at se Danfysik vende tilbage på markedet efter at Siemens beklageligvis kørte deres eget projekt i sænk.

For tiden er der ingen kommercielle leverandører i det europæsike markede som kan tilbyde partikelterapi med andet end protoner. Selv med protoner er der stadigvæk meget udvikling som venter på at ske på den tekniske side.

Spændende..!

  • 0
  • 0

Nu er det jo ikke sådan at Søren Stjernqvist "ejer" Bjarne Roger Nielsen, som artiklen antyder. - Han køber hans arbejdskraft. Men det er råderet, ikke ejerskab.

  • 0
  • 0

Det vil jeg tillade mig at kalde ordkløveri, som jeg ikke har i sinde at rette, selvom ejerforholdene er, at det er Teknologisk Institut, der ejer Danfysik.

  • 0
  • 0