Topchefer: Vi skal hyre medarbejdere igen

Ny konjunkturanalyse fra Greens Analyseinstitut er klart tegn på lyse tider på jobmarkedet, vurderer professor

Landets store virksomheder er nu klar til at hyre nye folk. Det viser en ny konjunkturundersøgelse fra Greens Analyseinstitut, som dagbladet Børsen omtaler.

Ifølge undersøgelsen, som 786 danske topchefer har deltaget i, vil 35 pct. af landets virksomheder ansætte nye medarbejdere i de kommende seks måneder, mens kun 15 pct. planlægger at skære ned.

Sidst de danske topchefer så lige så lyst på fremtiden, var under højkonjunkturen i slutningen af 2007 inden finanskrisen.

Professor ved Aarhus Universitet, med særlig forstand på arbejdsmarkedsøkonomi, Niels Westergård-Nielsen ser Greens nye analyse som et at de første klare tegn på, at den længe ventede vending på det hårdt prøvede danske jobmarked nu endelig er sat i gang.

»Der er nu klart flere, som forudsiger, at beskæftigelsen går fremad, og det er yderst positivt,« siger professoren.

Det gælder blandt andet Grundfos, der for tiden søger flere specialister til udviklingsprojekter.
Ifølge Danmarks Statistik er arbejdsløsheden i Danmark siden juni 2008 dog vokset med 100.000 personer til knap 168.000.

Kommentarer (0)