Tidevandsdrager under bro skal producere el til norske veje

Bro over norsk fjord skal producere el fra sol, vind og tidevand. 'Kraftsværksbroen' skal forsyne hele det norske vej- og tunnelsystem med el.

Hvis man alligevel skal bygge en bro over en fjord, hvorfor så ikke udnytte konstruktionen til at producere vedvarende energi?

Det er netop, hvad de norske trafikmyndigheder vil gøre med broen over Boknafjorden, nord for Stavanger. Broen er en del af vejforbindelsen E39 mellem Stavanger og Trondheim. Det skriver tu.no.

Tanken er at kunne udnytte vind, sol, bølger eller tidevandstrøm til at producere el. I første omgang har et forstudie konkluderet, at tidevand og bølger er de mest attraktive metoder. Foreløbige overslag på energiproduktionen viser, at man fra bølgekraft kan hente mellem 20 og 236 GWh/km bro/år og mellem 16 og 171 GWh/km bro/år fra tidevandskraft.

Læs også: Første skala-forsøg med svensk undervandsdrage

Broen over fjorden er udformet som en flydebro, og en af ideerne er at montere vippearme på siden af broen, som kan opfange bølgernes bevægelse. Investeringsomkostningerne vil være relativt lave, da broen ikke skal være nævneværdig større på grund af vippearmene. der vil også være let adgang til vedligeholdelse, og teknikken kan placeres tørt og sikkert inde i brokonstruktionen.

En anden mulighed, som forundersøgelsen peger på, er udnyttelsen af tidevandet under broen. Her er der især fokus på de såkaldte tidevandsdrager, som er udviklet af det svenske teknologifirma Minesto.

Selve tidevandsturbinen forankres til havbunden med en wire, mens en vinge oven på turbinen holder den flydende. Et ror holder dragen perfekt inde i tidevandsstrømmen, og dragen er specielt egnet til steder, hvor tidevandsstrømmen er relativt svag, men konstant.

Ifølge Minesto skulle tidevandsdragen være i stand til at producere el til samme pris som vindmøller.

Bag forstudiet for den norske energiproducerende bro står blandt andet Norconsult, Rambøll, NTNU og Chalmers.

Dokumentation

Læs artikel på Teknisk Ukeblad

Kommentarer (9)

Med alle deres oliemiliarder har de råd til legetøj.

være i stand til at producere el til samme pris som vindmøller

Somom vindenergi var konkurrencedygtigt eller stabilt.

  • 0
  • 0

Sikkert glimrende sammen med vandkraft. Og fedt at de bruger CO2 pengene på at sikre en fornuftig fremtid. Alt andet ville jo også være dumt. Men selvfølgelig bør de bare investere i at pumpe mere kulstof op, så vi rigtig kan få det varmt eller evt. en ny istid i Norge - det ville jo sikkert være meget mere stabilt og konkurrencedygtigt.

  • 0
  • 0

Peter Hansen: I modsætning til vindenergi er tidevandsenergi meget forudsigeligt.

Nu er det 2. gang vi hører om disse undervandsdrager.

Der er så mange uafklarede spørgsmål:
Hvordan forhindrer man kludder i wiren, når vandet står stille?
Hvad stiller man op med akkumuleret tang i turbinen?
Hvordan kan det være, at tidevandsdrager er så fantastiske, selvom ingen realiserede eksemplarer eksisterer?

Jeg håber, at Ingeniøren evner at følge op på historien, hvis (og kun hvis) der kommer eksperimentielle resultater.

  • 0
  • 0

Det ville være befriende hvis nogle bare byggede disse fantastiske anlæg og senere fortalte om hvordan de virker og hvad de kan. Det er lidt ensformigt nu på 10ende år at høre og se disse flotte brochurer og fantastiske gevinster som projekterne kan afstedkomme. Hvis de altså blev lavet.
Ifølge fristilene i projektforslagene kan man undre sig over, at det ikke er blevet til mere.

  • 0
  • 0

I modsætning til vindenergi er tidevandsenergi meget forudsigeligt.

Bevares, men det har stadig et dårligt sammenfald med behovet.

  • 0
  • 0

Med den tidevandsenergi der findes mellem øerne på Færøerne, må der være store muligheder for at hente energi her, så de kunne spare lidt på olieforbruget..

  • 0
  • 0