Terma giver de udenlandske ingeniører en særlig velkomst udlandet

Det koster dyrt, hvis en virksomheds udenlandske medarbejdere ikke falder til. Derfor gør både Terma og Vestas en særlig indsats for at få dem til at trives.

Udenlandske medarbejdere får tildelt deres egen mentor på deres første arbejdsdag hos Terma. Det er en kollega fra afdelingen, der sørger for, at de føler sig velkomne ved at tage dem med til frokost og vise dem til rette i de fremmede omgivelser.

Det særlige fokus på de udenlandske medarbejdere handler ifølge HR-chef Mariann Linde først og fremmest om at få folk til at føle sig godt tilpas - men også om, at Terma har brug for deres specialkompetencer:

»Det er vigtigt, at de falder til, for det er omkostningsfyldt både for dem og for os, hvis de giver op og tager hjem igen. Ikke mindst fordi de ofte har kompetencer, der er svære at få.«

Derfor har virksomheden et særligt introduktionsprogram for de udenlandske medarbejdere, ligesom virksomheden i 2008 sammen med Vestas, Danisco og Erhverv Århus stiftede International Community, der arbejder på at tiltrække og fastholde international arbejdskraft.

Med sine initiativer tilhører Terma den halvdel af de ingeniørtunge danske virksomheder, som ifølge en undersøgelse fra Ingeniøren og IDA gør konkrete tiltag for at integrere udenlandske ingeniører.

Lær Janteloven

Chefspecialist i indlejrede systemer, Tammy Nørgaard, hvis efternavn stammer fra hendes danske eks-mand, kom til Danmark fra Californien for fire år siden. Efter et år hos Vestas begyndte hun for tre år siden i Terma. Hun er glad for at arbejde på en dansk arbejdsplads, hvor måden at arbejde sammen på tiltaler hende.

»Selv hvis jeg ikke havde mine to børn her i Danmark, kunne jeg godt forestille mig, at jeg ville blive her, til jeg skal pensioneres, fordi der er rigtig gode muligheder for kvinder på det danske arbejdsmarked.«

En af de ting, som var nyt for hende, er janteloven, der ligger fjernt fra den amerikanske kultur:

»Her gælder det om at være diskret og ydmyg med, hvad man har udrettet både intellektuelt og materielt. I stedet for at fremhæve sig selv handler det om teamet. Hvis du løfter teamet op, så løfter de også dig op. Det handler om at gøre tingene sammen og vinde sammen,« siger Tammy Nørgaard.

Danmark var en tilfældighed

Cirka ti procent af Vestas' 6.650 medarbejdere er udlændinge, og de har alle været igennem et helt fast introduktionsprogram. Her får de tilknyttet en 'velkomstperson', som de inden for de første to måneder skal lave tre ting sammen med uden for arbejdstiden, for eksempel gå i biografen, deltage i det danske foreningsliv eller spise middag sammen, fortæller Karina Boldsen, der er 'director' for 'Talent Attraction':

»Vestas gør det helt klart for at sikre, at de udenlandske medarbejdere har lyst til at blive længere. Jo hurtigere, de bliver integreret i samfundet, desto større er sandsynligheden for, at de ikke allerede er videre efter halvandet år.«

Ikke blot medarbejderen, men også familien indgår i introduktionsprogrammet. For det er afgørende, at hele familien trives:

»Mange af Vestas' udenlandske medarbejdere har deres ægtefælle med, og hvis de ikke integreres og trives i landet, vil de sandsynligvis stille spørgsmål ved, om familien skal blive,« siger hun.

Den indiskfødte ingeniør Siddharth Ashar, der er uddannet i USA og har arbejdet ti år derovre, kom til Danmark for godt et år siden sammen med sin kone. Det var lidt af en tilfældighed, at de endte her. Han ville gerne arbejde med vedvarende energi og havde også tilbud om arbejde i en tysk afdeling af Vestas:

»Jeg valgte hovedkvarteret i Danmark, fordi arbejdsbetingelserne er globale, og alle taler engelsk. Sproget er derfor ikke et problem. Her er så mange forskellige nationaliteter, at jeg ikke har følt mig som en 'outsider',« siger Siddharth Ashar, der er meget tilfreds med den hjælp, han har fået i forbindelse med de mange praktiske ting ved flytningen.

Job til ægtefællen væsentligt

Men selv om han er glad for de kompetencer og erfaringer, arbejdet giver ham, så risikerer opholdet at blive væsentligt kortere end planlagt. Hans kone, som er softwareudvikler, har nemlig ikke fået arbejde endnu, selv om hans arbejdsplads har hjulpet:

»Hvis hun ikke får job, bliver vi helt ærligt nødt til at overveje at flytte, da det er meget vigtigt for os,« siger han.

Ifølge Karina Boldsen viser en opgørelse fra Internationale Commmunity, at 62 procent af ægtefællerne til de udenlandske medarbejdere har en kandidatgrad eller derover:

»De medfølgende ægtefæller er meget kompetente, og derfor er det rigtig ærgerligt, hvis de ikke får mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet,« siger hun.

Derfor er Vestas også i gang med at lave en lille folder med CV'er fra de medfølgende ægtefæller, som de sender ud til virksomheder, headhuntere og rekrutteringsfirmaer.

Ifølge Bente Steffensen, direktør i Erhverv Aarhus og ansvarlig for International Community, er den indsats, som virksomhederne gør for at holde på de udenlandske medarbejdere, meget vigtigt:

»Når internationale medarbejdere får en god modtagelse, øger det chancen betydeligt for, at de bliver og dermed bidrager til at styrke erhvervslivets konkurrenceevne,« siger hun.

En undersøgelse, som International Community har gennemført sammen med blandt andet Integrations- og Videnskabsministeriet, viser, at det især er de store virksomheder, der har særlige introduktionsforløb for medarbejdere. Det har en naturlig forklaring, mener Bente Steffensen:

»Det kræver mange ressourcer at nå hele paletten rundt, når udenlandske medarbejdere kommer til Danmark. Derfor er det forståeligt, at de mindre virksomheder har svært ved at løfte opgaven. Men her kan virksomhederne med fordel gå sammen med andre om fælles initiativer.«

International Community introducerede således i 2009 sammen med Skat, Borgerservice og Statsforvaltningen en såkaldte 'one-stop-shop', som betyder, at udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, slipper for at skulle henvende sig flere steder for at få deres papirer i orden. I dag har regeringen taget ideen til sig med 'International Citizen Service Centre' i Odense, Aalborg, København og Aarhus:

»Her i Aarhus skulle de før rundt til tre forskellige adresser. Det var tidskrævende, besværligt og frustrerende. I dag kan de få ordnet alle papirer ét sted,« siger Bente Steffensen.

Derudover hjælper International Community blandt andet med at skabe netværk blandt interesserede danskere og udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, og introducere dem og deres medfølgende familier til livet i Danmark.

Fakta: Sig pænt goddag til en udenlandsk kollega

Sæt jer i den nyemedarbejders sted og sørg ikke kun for en god velkomst i virksomheden, men også i Danmark og i lokalsamfundet. Assister for eksempel med papirarbejdet til myndighederne og praktisk information om livet i Danmark. Husk også den medrejsende familie og deres behov.

Tildel dennye medarbejder en mentor på arbejdspladsen og en 'buddy' til at trække på i fritiden.

Sørg forløbende grundig opfølgning af, hvordan det går for den nye medarbejder og den eventuelt medfølgende familie.

Værdsæt ikke kun medarbejderens konkrete, faglige kompetencer, men brug også hans kulturelle baggrund, kompetencer og erfaringer til at skabe udvikling i virksomheden og hos kolleger.

En god modtagelse øger chancerne for, at den udenlandske medarbejder bliver. Og så giver et godt ophold i Danmark gode ambassadører ude i verden.

Kilde: internatnionalcommunity.dk

Kommentarer (0)