Det første ret upåagtede, men helt afgørende, teknologiske fremskridt for grønlænderne indtraf, da myndighederne i begyndelsen af Anden Verdenskrig tillod befolkningen at udskifte deres traditionelle osende og svagtlysende tranlamper med petroleumslamper. I den lange arktiske vinternat betød dette 'teknologispring' faktisk en større ændring af levevilkårene end den senere introduktion af elektricitet.

På det tidspunkt var forbindelsen mellem Grønland og det besatte Danmark afbrudt. USA havde af strategiske grunde - ikke mindst for at sikre sig kryolit til aluminiumproduktion - i praksis overtaget forsyningen og i nogen grad styringen af landet, mens befolkningen gennemgående levede under ret usle boligforhold.

En kæmpemæssig opgave

Det var en kæmpemæssig opgave, vi påtog os i den nære efterkrigstids magre år, da Danmark besluttede at 'modernisere' Grønland. Men også en opgave, som vi anstændigvis ikke kunne lade ligge, hverken af humanitære eller geopolitiske grunde.

Da Grønland med den nye grundlov i 1953 i princippet blev ligestillet med et dansk amt, bestræbte vi os på at bringe byerne i det daværende traditionelle fangersamfund på teknologisk niveau med den øvrige vestlige verden.

Kravene illustreres vel bedst ved at betragte moderniseringen på boligområdet. Fra tørvehytter og primitive, uisolerede træskure til moderne, velisolerede boligblokke og parcelhuse med tilhørende kulturhuse, sportshaller, butikker osv., samt hvad deraf følger af krav til forsyninger - vand, afløb, renovation, varme, el og tele. Ikke at forglemme logistikken til lands, til vands og i luften som en forudsætning for det hele.

Alt sammen under helt ekstreme klimatiske forhold, nogle steder med permafrost, der krævede tilpasning og nytænkning af teknikken i et omfang, som de færreste vist havde forestillet sig fra starten.

To garvede ingeniører

Den historie - Grønlands teknologihistorie - er nu beskrevet af to danske ingeniører, der selv var en del af Grønlands udvikling fra 1950'erne, og som efter pensioneringen har brugt næsten ti år på at dokumentere og beskrive udviklingen i alle mulige detaljer.

Hans P. Steenfos deltog som stud.polyt. i Geodætisk Instituts opmålinger i Grønland allerede i 1950 og 1951, og han har i en menneskealder som rådgivende ingeniør arbejdet med opgaver i Grønland, hvor han var bosat i 1984-90. Jørgen Taagholt har, som geofysiker og videnskabelig forbindelsesofficer mellem udenlandske og dansk/grønlandske forskere og myndigheder siden 1960'erne, ligeledes fulgt udviklingen på nærmeste hold. Han har undervejs publiceret 175 artikler og bøger om grønlandske forhold.

Resultatet af deres indsats er blevet til en oversigt over vigtige teknologiske arkiver i Grønland og Danmark, som Arktisk Institut udgav i 2008. Og nu er desuden udkommet en rigt illustreret, detaljeret og veldokumenteret bog på over 600 sider herom. Den bog kunne formentlig kun de to have skrevet, og de har desuden indsamlet bidrag fra op mod 150 erhvervsfolk, forskere, teknikere og administratorer med relevante erfaringer, som på forskellige måder bidrager.

Første del beskriver udviklingen op til 1953: Eskimoernes første fangerkultur, de norrøne beboelser, de første 200 års kolonihistorie fra Hans Egede kom til Nuuk i 1721 og alt hvad der foregik af fiskeri, minedrift og f.eks. udforskningen af naturen og kortlægningen af landet. Bortset fra kryolitminen i Ivittuut, der var privat drevet, foregik alt i offentligt regi.

Grønlands Tekniske Organisation

I første del gengives den senere direktør for Grønlands Tekniske Organisation (GTO), Gunnar P. Rosendahlserindringer om barndommen i kolonien Godhavn i 1920'erne og 30'erne. Kolonien var dengang afskåret fra enhver kommunikation med omverdenen fra sidste skib afgik i oktober og til det første ankom fra Danmark i maj. Sådan var vilkårene.

I bogens afsnit om tiden efter 1953, der naturligt nok fylder hovedparten, kommer samme Rosendahl (1919-1996, cand.polyt. i 1944) igen til orde i afsnittet om GTO's 'virke og afvikling' fra 1950 til 1987. Han blev chef for GTO i 1956 og kom med sin solide tekniske og grønlandske baggrund til at personificere institutionen. Nogle ældre læsere vil nikke genkendende til karakteristikken af ham som en vidende, krævende og noget kolerisk chef.

På de sidste 450 sider gennemgår bogen alle aspekter af den grønlandske teknologiske udvikling: Administrative forhold, klimatiske vilkår, geofysisk kortlægning, krav til bygge- og anlægsvirksomhed, energi, teknisk hygiejne, tele, medier, havne, skibsfart, luftfart, fangst og fiskeri, værfter, landbrug og kunsthåndværk, råstoffer, uddannelser og Grønlands forhold til EU. Det må være svært at finde huller i beskrivelsen.

Der er hele vejen igennem tale om en omhyggelig sammenskrivning af et overvældende materiale i en klar og nøgtern fortællestil, der på ingen måde forherliger den danske indsats. Tværtimod påpeger Steenfos bl.a., at hensynet til lokalbefolkningens behov faktisk kom i anden række på boligområdet, selvom det ikke var en bevidst politik, men 'et resultat af systemet og den politiske procedure'.

Nye udfordringer

Netop i disse måneder foregår en heftig debat om betingelserne for den fremtidige udnyttelse af de råstoffer, som skal danne basis for et selvstændigt Grønlands fremtidige erhvervsudvikling og selvbærende økonomi. Der bliver tale om vanskelige valg - med risiko for nok så store sociale og kulturelle problemer, som i de forløbne år under dansk styring.

Men historien om de seneste 60 års teknologiske udvikling af det grønlandske samfund, som for størstedelen blev finansieret af den danske stat og gennemført af danske ingeniører og andre fagfolk, og som nu udgør infrastrukturen i et selvstændigt Grønland, bør faktisk - trods problemerne - fylde os med en vis stolthed.