Studerendes app skal lukke sorte huller i Næstveds mobildækning

Næstved Kommune er stærkt interesseret i en crowdsourcing-baseret app udviklet af fire ingeniørstuderende ved Aalborg Universitet, som måske kan rette op på den skrantende mobildækning i området.

Næstved Kommunes it-chef har nu rettet henvendelse til Aalborg Universitet efter at have læst om den smartphone-app, som fire ingeniørstuderende ved universitet har udviklet, og som kan bruges til at kortlægge mobildækningen.

Kommunen døjer med sorte huller i mobildækningen, og samtidig er der en politisk ambition om at kunne tilbyde kommunens borgere og virksomheder mobilt bredbånd.

Læs også: Aalborg-app afslører dækningen på det danske mobilnet

Borgerne i Næstved oplever huller i mobildækningen. Derfor vil kommunens it-chef have borgerne til at bruge Aalborg-app'en NDS8, så der kan dannes et reelt billede af mobildækningen. (Foto: Lars Bertelsen)
App'en findes endnu kun til styresystemet Android, men vil senere komme til iPhone.

»Nogle borgere har klaget, fordi de bor steder, hvor de ikke kan få forbindelse. Men det er jo ikke et særligt statistisk godt beslutningsgrundlag. Derfor vil vi gerne have flere målinger,« siger it-chef i kommunen, Bo Guntofte.

Det er her, app'en fra Aalborg Universitet kommer ind i billedet. Den aflæser data om mobilforbindelsen fra den enkelte telefon, hvorefter dataene bliver sendt til en server, hvor brugerne kan tilgå alle data og derved få et samlet overblik over telefon og mobilnet i forhold til geografien. Dermed er det altså muligt at skaffe i hundrede- eller tusindvis af faktiske målinger fra et område, hvis bare der er tilstrækkeligt mange, der har programmet installeret.

Der har netop været en bredbåndskortlægning af blandt andet Næstved Kommune, men den har været baseret på postnumre, og har ikke haft den detaljegrad, som kommunen kunne ønske sig, fortæller Bo Guntofte:

»Det betyder, at når eksempelvis Stofa tilbyder 100 Mbit/s i Næstved by, så registrerer man for hele postnummeret 4700, at borgerne kan få 100 Mbit/s. Og det kan de langt fra.«

Men hvis tilstrækkeligt mange af kommunens borgere installerer Aalborg-app'en NDS8, håber Bo Guntofte, at få tegnet et langt mere detaljerigt billede af dækningen i kommunen.

»Hovedformålet er, at vi gerne vil have et godt beslutningsgrundlag. Og der kan vi opfordre borgerne med Android-telefoner til at installere denne app, og så får vi data indrapporteret til gutterne i Aalborg,« siger han.

Dataene kan Næstved Kommune bruge i dialogen med mobiloperatørerne, fordi kommunen selv kommer til at ligge inde med data om den faktiske dækning i området.
»Når vi så har datagrundlaget, så kan man gå videre derfra, og måske trykke nogle på maven landspolitisk,« siger Bo Guntofte.

Han understreger, at det blandt andet er vigtigt for kommunens evne til at kunne tiltrække virksomheder, at de kan tilbydes en ordentlig internetdækning. Og det gælder også den mobile dækning, når medarbejdere eller pendlere generelt er på farten.

»Hvis du bor i Næstved by og pendler til København, så falder din mobile bredbåndsforbindelse ud. Og hvis du kører i bilen, så falder dine mobilsamtaler også ud,« siger Bo Gundtofte og tilføjer:

»Vi har sagt, at du skal kunne pendle fra Næstved til København, og der skal du uafbrudt kunne tale i telefon eller være online.«

Kommentarer (4)

Nogle borgere har klaget, fordi de bor steder, hvor de kan få forbindelse.

Hvorfor i al verden har nogen klaget over at de bor et sted hvor de kan få forbindelse?
Mon ikke der skulle have stået "hvor de [b]IKKE[/b] kan få forbindelse"? :-)

  • 0
  • 0

Der skulle måske indføres direkte demokrati om opstilling af master, så kommunalpolitikerne ikke skal involveres i slagsmålet imellem de få, der ikke vil se på masterne, og de mange, der ikke kan få forbindelse til telenettet.

  • 0
  • 0

Der skulle måske indføres direkte demokrati om opstilling af master, så kommunalpolitikerne ikke skal involveres i slagsmålet imellem de få, der ikke vil se på masterne, og de mange, der ikke kan få forbindelse til telenettet.

Jeg bor ikke i Næstved, men det er en glimrende idé.

For øjeblikket er det vist ikke lige direkte demokrati der bestemmer om der kommer en mast op eller ej.

Lovgivningen om opsætning af master kan så passende ændres, så der kan placeres en mast, der hvor den gør størst gavn for flertallet.


Jeg ser i øvrigt gerne mere direkte demokrati indført i Danmark, så borgerne oftere kan gøre brug af af deres demokratiske rettigheder, og bliver mindre ligeglade med politik.
Gerne repræsentativt direkte demokrati a la Schweiz - mere direkte magt til folket.
http://en.wikipedia.org/wiki/Voting_in_Swi...

  • 0
  • 0

»Det betyder, at når eksempelvis Stofa tilbyder 100 Mbit/s i Næstved by, så registrerer man for hele postnummeret 2700, at borgerne kan få 100 Mbit/s. Og det kan de langt fra.«

Post nr 2700 er ikke i Næstved, så det er rigtigt at det er langt fra :-)

  • 0
  • 0