Streetview giver rundtur på det uddøende Great Barrier Reef

Google er nu klar med de første undervandssekvenser fra koralrev til Streetview. Billederne er taget af to unikke kameraer, men sammenføjningen fungerer dog ikke optimalt endnu.

Tag en tur til Australien med Google Streetview og hop direkte ud i vandet, hvor trompetfisk blander sig med havskilpadder, kirurgfisk og hajer.

For første gang bevæger Googles Streetview-manden sig nu ud på verdens koralrev med hjælp fra forskningsorganisationen Catlin Seaview, der har udviklet to særlige kameraer til opgaven.

Kameraerne bliver styret af en dykker og bliver drevet frem af en propel i bagenden. De bevæger sig med fire kilometer i timen og tager 360-graders billeder hvert tredje sekund. Kameraerne bliver styret af en tablet under vand og hvert billede bliver forsynet med gps-tags, så det er muligt at tage tilbage til stederne og se, hvor hurtigt koralrevet forsvinder.

Tag en tur rundt i Hanauma Bay

Den nye Streetview-funktion er nemlig ikke udelukkende en underholdnings-feature, men også et værktøj for forskere, der vil overvåge koralrevenes hastige nedbrydning.

Den første kortlægning vil ske på verdens største koralrev, Great Barrier Reef i Australien og i rev i det nærliggende hav, Koralhavet, hvor to hold dykkere blev sendt af sted i september.

Great Barrier Reef er udsat for en så voldsom nedbrydning, at 50 procent af revets koraller er forsvundet på de seneste 30 år. Revet bliver ødelagt af stormvejr, koralblegning, og især den enorme vækst i antallet af koralædende tornekrone-søstjerner, der er i vækst på grund af landbrugets udvaskning af næringsstoffer.

Indtil videre har Google åbnet for at gå på opdagelse ved øerne Wilson, Heron, Lady Elliot ved Great Barrier Reef, samt Hanauma bugten på Hawaii, samt Apo øen i Philipinerne.

Underlige 'hop' i streetview-funktionen

Streetview-funktionen har dog nogle startvanskeligheder, da man pludselig befinder sig i øde områder, selvom man bevæger sig mellem tætpakkede koraller. Det tyder på, at sammenføjningen af billederne endnu har et par fejl, men flere steder hænger billederne dog sammen og giver en oplevelse af at svømme i koralhaverne.

Det har dog ikke været muligt at få en kommentar fra Googles kontaktperson i Danmark, Kirsten Dinesen, om problemerne med tjenesten under vand.

Foruden kortlægningen af koralrevene på mellem 0 og 10 meter vand vil Caitlin Seaview også bruge en robot, der kan dykke ned til 100 meter og tage billeder til tjenesten. Robotten kan arbejde i flere timer, før den skal op til overfladen.

Kommentarer (0)