Strandet russisk satellit sendes i Stillehavet

Et privat firma kæmper for at få lov til at købe en strandet russisk kommunikationssatellit, men russerne vil hellere styre satellitten ned i Stillehavet i denne uge.

Den russiske kommunikationssatellit, der i august blev efterladt i en forkert bane, kan bruges til at sikre bredbåndsforbindelse til forskerne på Antarktis, foreslår firmaet Polar Broadband Systems. Firmaet har derfor tilbudt at købe satellitten, men det har den russiske ejer sagt nej til.

Russerne vil hellere skrotte den strandede kommunikationssatellit ved at styre den ned i Stillehavet.

Det drejer sig om den russiske Express-AM4-satellit, der blev sendt op i en ubrugelig bane ved en fejlslagen opsendelse med en Proton-raket. Ved opsendelsen svigtede rakettens øvre Breeze-M-trin.

Den 5,8 ton tunge kommunikationssatellit har været strandet i en for lav bane siden opsendelsen. Dennis Pivnyuk, der er direktør i selskabet, der ejer satellitten, Russian Satellite Communications Company (RSCC), oplyser til space.com, at firmaet sammen med de russiske myndigheder har undersøgt flere redningsplaner, men de er alle blevet forkastet.

Express-AM4 vil ifølge Dennis Pivnyuk tirsdag blive sendt ind i en bane, som vil få den til at falde ned i Stillehavet mellem den 20. og 26 marts.

Selvom satellitten ikke er beskadiget, har den tilbragt syv måneder i et kredsløb, hvor den er blevet udsat for megen stråling. RSCC forventer ikke, at der er meget levetid tilbage i satellitten, der oprindeligt var bygget til at kunne holde i 15 år i geostationær bane.

Bredbånd til polarforskere 14-16 timer dagligt
Firmaet Polar Broadband Systems, der ønsker at købe satellitten, er ledet af den tidligere chef for Nasas bemandede programmer William Readdy.

Firmaet ville benytte den strandede satellit til at levere bredbåndskommunikation til Antarktis i 14 til 16 timer om dagen.

Firmaet ville sælge kommunikationsservices til U.S. National Science Foundation, som mangler bredbåndskommunikation til sin Amundsen-Scott South Pole Station på Antarktis.

Stationen ved Sydpolen befinder sig uden for rækkevidde af de fleste normale kommunikationssatellitter. William Readdy oplyser til space.com, at han stadig ikke har opgivet at overtale russerne til at bevare den strandede satellit og hæve dens bane, så hans firma kan købe den.

Satellitten er bygget af det europæiske rumfirma Astrium Satellites. RSCC benytter forsikringspengene fra tabet af satellitten til at bestille en erstatning, Express-AM4R. Den nye satellit vil ligesom den tabte medbringe 63 aktive transpondere i C-, Ku-, L- og Ka-båndene. Forsikringssummen for satellitten anslås til at være på omkring 1,6 milliarder kroner.

Dokumentation

Artikel på Spcace.com

Emner Satellitter

Kommentarer (0)

Express-AM4 vil ifølge Dennis Pivnyuk tirsdag blive sendt ind i en bane, som vil få den til at falde ned i Stillehavet mellem den 20. og 26 marts.

Når man nu forsøger at lave en "kontroleret nedstyrtning", og der er hele 6 dages usikkerhed på [b]hvornår[/b] den vil styrte - hvordan kan man så være så sikker på at den vil ramme stillehavet ?

  • 0
  • 0