Kan ikke se at de danske skatteborgere skal betale for den slags. Det bør turisterne som rejser dertil. Hvis man i min verden begiver sig ud i fjerne egne, så kan man ikke regne med at ambulancen er fremme på 10 minutter, endsige at den nogensinde kommer frem. Det er den risiko man løber. At man må klare sig selv. Det må turisterne til Nordpolen o.l. Også. Med mindre at de betaler...

Så alle krydstogtsskibe som besejler det farvand skulle have en lovpligtig forsikring, som betaler SAR udgifterne i tilfælde af en ulykke, og samtidig betale en standby afgift til SAR funktionen.

Vh Troels

Vh Troels

Det er tilladt at udvise lidt omtanke og gøre sit hjemmearbejde inden man skriver kommentarer på ing.dk.
Samme gælder også journalisterne artikler.

@Troels Halken
Hvor fornuftigt dit forslag end lyder, så bør du lige læse op på havret og internationale konventioner om emnet.
Den ultra korte forklaring er: 1) rigsfællesskabet kan ikke stoppe eller begrænse sejlads og kan end ikke fastlægge (sikre) tvangsruter, 2) rigsfællesskabet er forpligtet til at varetage SAR.

Så hvor dit forslag kan anvendes for en skiløber på indlandsisen, så kan det ikke anvendes for skibe til søs.
Der er hævdvunden frihed på havet - og det kan man elske eller hade.....

Men det er dog relevant at diskutere om det er danske eller grønlandske skatteborgere, der skal betale for den service, der ydes i området. Ikke mindst fordi behovet for SAR vel logisk stiger i takt med både tilgængeligheden af grønlændernes råstoffer og indtægtsgivende krydstogttrafik.

Jeg vil ikke godtage ordet "service" i forbindelse med SAR - læs den stringente definition i en god ordbog. Det er en traktatmæssig forpligtelse.

Når Søværnet varetager fiskeriinspektion og SAR omkring Grønland på vegne af Rigsfællesskabet, så hviler det på aftaler mellem Danmark og Grønland, som indgår i hjemmestyreordningen.

Nogle af de begrænsninger på krydstogttrafik, som har været foreslået af Søfartsstyrelsen (e.g. samsejlads), er afvist af Grønland med henvisning til potentielle økonomiske tab for turisterhvervet. (Se artikler i aviserne om emnet).

MEN så opstår der en berettiget diskussion, som RD åbner:
- kan det været et frit gode (omkostningsfrit) for Hjemmestyret at afvise rimelige, naturlige og fornuftige sikkerhedsmæssige tiltag (e.g. samsejlads, tvungne ruter, lukning af visse farlige og ikke fuldstændigt kortlagte farvande) OG samtidigt forvente at Danmark afholder yderligere og store omkostninger til et udvidet, forbedret SAR beredskab.

Hverken Grønland eller DAnmark ønsker vel at blive forside-stof i alverdens presse efter en skibskatastrofe med et krydstogtskib ?
Det vil få det tragiske forlis af Hans Hedtoft til at minde om en kæntring i Tivoli.

Så ja, en diskussion på det rette grundlag er på sin plads.

P.S.: SAR-teknisk oplysning: der er enorm forskel på udførelse af en SAR-opgave afhængig af af antallet af nødstedte. Det betyder fantastisk meget om der er tale om 50, 100, 250, 1000, 1500, 2000 eller endog 3000 nødstedte - ganske enkelt fordi der kræves en tilsvarende kapacitet til at underbringe ("give ly for vejr og vind") og bespise de nævnte antal.
Det er tvivlsom om et assisterene skib kan rumme mere end 2 gange egen besætning+passagerer - sådan i runde tal.
Og på hvor mange Grønlandske kyster kan der mon med ½ døgns varsel etableres en nødlejr ?
Den foreslåede parvis sejlads (Søfartsstyrelsen) synes, alle andre vanskeligheder ufortalt, at være den eneste, praktiske mulige løsning.

P.P.S.: Søværnets største skibe har et flexdæk på 915m2 - så mon dette kan rumme mere end 700-1000 nødstedte, hvortil kommer 100 i andre rum?

Hvor fornuftigt dit forslag end lyder, så bør du lige læse op på havret og internationale konventioner om emnet.

I hvilket omfang skal der tilbydes SAR i følge de konventioner? Det er jo langt fra alle have som kan have samme dækning, e.g. lillebælt og Sydhavet fx.

Jeg ved ikke meget om konventionerne, men jeg ved at når man på landjorden begiver sig ud i det vilde, så accepterer man at der ikke er mobildækning, at der ikke er 10 minutter til en ambulance osv osv, men at man skal være i stand til at tage vare på sig selv, og man må indrette sig på de omstændigheder som nu råder.

Det samme burde gælde de krydstogtskibe som begiver sig ud i øde havområder. At de skal sejle to og to osv og selv må betale for ekstra SAR som deres tilstedeværelse nødvendiggør. Man kan jo sige at et krydstogtskib ikke har nogen tvingende grund til at være lige i de havområder, og derfor heller ikke har krav på særlige hensyn eller at man kan retfærdiggøre at skatteborgerne skal betale for at en krydstogtvirksomhed kan tjene penge. Jeg vil gå ud fra at oliebranchen som også er i de grøndlandske farvande selv sørger for deres sikkerhed med deres supply skibe.

Hvis grønlænderne ikke kan se det fornuftige i begrænsninger i krydstogttrafikken, så må de selv til lommerne. Danskerne skal nægte at betale den regning.

Vh Troels