Standardisering skal spare VW for milliarder

Det er ikke længere nok at tale om fælles platforme i bilproduktionen. Nu skal forskellige modeller dele endnu flere komponenter. Nyt modulært princip fra VW skal reducere produktionstiden for mellemklassebilerne med op til 30 procent.

Med otte forskellige mærker, over 200 forskellige modeller og fabrikker fordelt over det meste af verden står den tyske VW-koncern med et gigantisk og yderst komplekst produktionssystem. Antallet af komponenter og mulige kombinationer er enormt, og omkostningerne astronomiske.

Derfor er der brug for standardisering, og løsningen hos VW hedder 'Modularen Querbaukasten' (MQB), hvilket kan oversættes til Modulær Tværgående Matrix. Konkret betyder det, at en lang række modeller fra koncernens forskellige mærker kan produceres på samme produktionslinje - også selv om de er forskellige i længde og bredde. MQB-konceptet vil dække så forskellige modeller som den lille Polo, SUV'en Tiguan, familiebilen Touran, den store Passat og den lange Volkswagen CC.

VW's administrende direktør, Martin Winterkorn, forventer, at det nye princip vil reducere det antal timer, det kræver at producere en ny bil, med 30 procent, og analytikere fra Credit Suisse har beregnet, at MQB-systemet i 2019 vil have sparet VW-koncernen for næsten 100 milliarder kroner i produktionsomkostninger.

Læs også: Se platformen der skal standardisere VW

Forberedt til fremtiden

Sammen med MQB introducerer VW en helt ny række motorer, som er udviklet specielt til det nye produktionskoncept. Ved at standardisere motorrummet og opbygningen af både benzin- og dieselmotorer er man i stand til at reducere antallet af gear- og motorkombinatiner i MQB-segmentet med næsten 90 procent.

Selv om fokus hos VW stadig ligger på forbrændingsmotoren, er MQB forberedt til fremtidens fremdriftssystemer. Motorrummets indretning gør det muligt at udskifte den traditionelle benzin- eller dieselmotor med elektriske systemer, hybridløsninger og naturgasmotorer.

De første modeller, som er blevet bygget under MQB, er den nye Audi A3, der kom i foråret, og syvende generation af Golf, som er lige på trapperne. Derefter forventes det, at næste generation af Skoda Octavia og VW Caddy vil blive produceret under MQB.

En af de helt store gevinster ved at indføre en så gennemgribende standardisering ligger i, at enhver ny forbedring med det samme slår igennem over hele produktionslinjen. Det ser man tydeligst i forhold til de vægtbesparelser, som VW i forbindelse med introduktionen af MQB har introduceret i den grundlæggende konstruktion, alle de involverede modeller får glæde af. Alt efter model betyder det 40-60 kilo mindre at slæbe rundt på.

Samme bil - forskellig overflade

Ideen med at standardisere komponenter til forskellige bilmodeller internt i de store bilkoncerner er langtfra ny. Det tog virkelig fart i 1980'erne, hvor der især var fokus på fælles undervogne, motorer og elektriske systemer.

Det er sådan set meget godt, når det gælder om at reducere omkostningerne ved udvikling af nye modeller. Men der opstår samtidig en risiko for, at bilerne bliver for ens, så kunderne ikke kan mærke forskel på de forskellige modeller. Eller at kunderne vælger den billigste variant og dermed undergraver markedet for koncernens andre modeller.

I nyere tid har det for eksempel lydt lidt hånligt omkring den sidste model 9-5 fra Saab, at det jo bare var en Opel Insigna i forklædning - dyrere, men alt i alt det samme. På det tidspunkt var både Opel og Saab ejet af General Motors.

Hos VW forsøger man tilsyneladende at undgå den fælde ved at lade MQB være begrænset til de små og mellemstore modeller. Når det gælder de større og dyrere modeller, så vil kunderne være mere opmærksomme på at få et produkt med sin egen specielle karakter. Hvis man køber en Audi A3 eller en Golf, så forventes der ikke køremæssigt den store forskel.

Derfor bliver det også Audi, som kommer til at stå i spidsen for de større modeller (for eksempel Audi A6, VW Phaeton og Bentley Continental) med langsliggende motor. Her vil der altså fortsat være en større grad af differentiering mellem mærker og modeller. De rene sportsmodeller kommer til at ligge under Porsche-mærket, som netop er blevet integreret i VW-koncernen.

Andre koncerner følger samme vej

VW er ikke ene om at forsøge at holde produktions- og udviklingsomkostninger i ave ved hjælp af en gennemgribende standardisering. For eksempel har Volvo introduceret deres Scalable Platform Architecture, som, i stil med VW's MQB-løsning, skulle gøre det muligt at producere alt lige fra en relativt lille bil som C30 til den store S80 på samme produktionslinje.

Men VW er den første globale bilproducent, som er i stand til tage en så omfattende standardisering og introducere den på alle koncernens fabrikker fordelt over hele kloden.

Kommentarer (5)

  • for det ville jo være ret revolutionerende, hvis man kunne gå ind hos sin lokale VW-forhandler og fx bestille en Golf eller en Passat Stationcar som man nu gerne ville have den ... - med læderindtræk, i metallak, med anhængertræk, med splitbagsæde ... - og nå ja - så med elmotor og udskifteligt batteri med 250 km fuldt opladet :-)
  • 0
  • 0

Det er da muligt idag.
Tage til Volvo, så kan give 20.000 kr få læder med i pakken osv...
Det eneste er bare koster kassen have alt med i udstyr.
Elmotor, så kan du godt lægger 100.000 kr oven i normale listepris.

  • 0
  • 0

Hvorfor kan jeg ikke få lov at gå ind på producentens hjemmeside, og så klikke af præcis som jeg vil have det.. Læder på forsæderne, stof på bagsæderne, alufælge, den motor, en anden gearkasse, ledninger til højdekontrol (men ingen højdekontrol) .. Alle biler er jo kendt på deres transportbånd, så det må være piece of cake at styre bygge-processen. .. etc

  • 0
  • 0

Det kan I også, prøv at søg på

Audi og configurator
BMW og configurator
Porsche og configurator
Bugatti og configurator
Ferrari og Configurator
o.s.v..

Plus adskillige andre..

Her er et enkelt link
http://configurator.audi.com/acc/exterior-...

Udover dette er der fyldt med configuratorer for alle mulige andre produkter rundt omkring.

Med venlig hilsen
Morten

  • 0
  • 0