Stadiondesignet er grundlæggende uændret i næsten 3.000 år. Alligevel kæmper ingeniører og arkitekter stadig om at lave de mest unikke stadioner, for sportstemplerne er blevet til milliarddyre branding- og byomdannelsesprojekter.
Lyset gør det næsten umuligt at se græsset, når man træder ud af spillertunnelen og ind på banen i Polens imponerende nationalstadium, der er opført til EM i fodbold, som begynder i dag.
De 55.000 røde og hvide plastsæder er tomme den aprildag, Ingeniøren besøger stadionet, men synet er ikke desto mindre imponerende.
Skal man være lidt mere lyrisk, end vi plejer i disse spalter, så bliver det polske nationalstadium til fodboldeuropas kirke i aften, når manden i sort dirigerer de tilrejsende spillere og fodboldpilgrimme gennem en skæbnekamp. Men der er sandhed i lyrikken, mener en af verdens mest erfarne stadionbyggere, arkitekten Rod Sheard fra arkitektfirmaet Populous, der blandt andet er involveret i 35 af de stadioner, som skal bruges under OL i London.
'Stadioner er blevet det 21. århundredes katedraler. I sommeren 2012 vil Londons olympiske stadion blive en af de mest sete bygninger i historien og være mål for en pilgrimsfærd med både nationale og internationale sportsfolk og tilskuere, som vil fejre denne unikke begivenhed,' fortæller han i en pressemeddelelse udsendt i forbindelse med en udstilling om stadionbyggeri i London, der netop er åbnet.
Rod Sheard har været med til at designe 13 olympiske stadioner, det nye Wembley, Arsenals Emirates Stadium, Millenium Stadium i Cardiff og Wimbledons Centre Court. Derudover er han medforfatter til biblen om stadiondesign: 'Stadia - A Design and Development Guide', hvor forfatterne sporer det moderne stadions rødder.
De første stadioner blev bygget i antikkens Grækenland, hvor man begyndte at arrangere sportsbegivenheder med publikum 800 år f.v.t. Det ældste kendte stadion lå i byen Olympia. Det var u-formet, 192 meter langt og omgivet af jordvolde, hvorfra op til 45.000 tilskuere kunne se sprinterne kæmpe - den gang var løb nemlig den eneste disciplin ved de Olympiske Lege.
Legene spredte sig til andre græske byer, hvor man byggede lignende konstruktioner: I flade områder udgravede grækerne selve banen, så publikum havde bedre udsyn til udøverne, og hvis de naturlige forhold tillod det, gravede og huggede man hele stadion ind i klipper eller bakker.
Den næste generation af stadioner voksede frem i de stadigt større romerske byer. De ellipseformede arenaer, hvor gladiatorer og dyr kæmpede til døden, var omgivet af tilskuertribuner i mange etager og lignede to græske teatre placeret over for hinanden. De første romerske stadioner havde tribuner af træ, men fra det første århundrede e.v.t. begyndte man at bygge i sten og beton. Det fineste eksempel på romernes kunnen er nok Det Flaviske Amfiteater i Rom - også kaldet Colosseum på grund af den 37 meter høje statue af Kejser Nero, der stod ved siden af teatret.
Når arkitekter og ingeniører i dag ser på det næsten 2.000 år gamle Colosseum, kan de genkende mange af de egenskaber, som man også forsøger at skabe på moderne stadioner: Alle tilskuere havde uhindret udsyn til arenaen, for der var ikke søjler. I stedet bar træmaster på ydersiden af Colosseum en stofoverdækning. Veldimensionerede gangarealer og trapper sikrede, at stadionet kunne fyldes og rømmes på få minutter, mens store kældre sikrede, at gladiatorer og personale kunne bevæge sig hurtigt frem og tilbage ude af syne for publikum.
Men stadionbyggeriet døde ud samtidig med, at det romerske rige gik i opløsning - arkitekterne vendte deres opmærksomhed mod den nye magtherre: Den katolske kirke, som ikke brød sig om de offentlige kampe og det antikke kropsideal. I stedet for stadioner, bade og templer skulle der nu bygges kirker og katedraler, og katedralbyerne blev rige på de mange tilrejsende troende.
Først i slutningen af 1800-tallet genlød et stadion igen af publikums hujen. Sideløbende med industrialiseringen af England voksede fodbolden frem som en publikumsmagnet i de store byer, og i 1896 blev OL genoplivet på det nyrestaurerede Panathenæer-stadion i Athen.
Som Rod Sheard ser det, har stadionbyggeri overtaget den betydning, som byggeriet af katedraler havde: I dag er stadioner nemlig ikke bare et sted, hvor publikum får dækket et socialt og måske endda spirituelt behov. De kan generere store indtægter og ændre en bys image fundamentalt, lyder hans argument.
»Vi er nået til et punkt, hvor stadionet mere end nogen anden type bygning i historien kan forme en by. Det sætter et samfund på kortet - giver det en identitet og et fokuspunkt i landskabet.«
Så store ord svinger ingeniørerne bag Polens nye nationalstadion sig ikke op på, selvom de er stolte af den rød-hvide kolos, hvis tagkonstruktion viser, at selv om grunddesignet minder om Colosseum, så er materialerne i dag langt mere avancerede.
Det faste tag over tribunerne består af en plastmembran spændt op i kabler, der går fra master på stadionets yderside og ind til et omkring 100 ton tungt og 70 meter højt spir, der svæver over banens midte. Midt på spiret er der en slags gondol, hvor en membran af PVC ligger foldet sammen, indtil man trykker på en knap og ser den folde sig ud og dække arealet over banen.
Selv om uv-stråler kan trænge gennem den faste del af taget, valgte man alligevel at lave et udfoldeligt tag over banen for at sikre, at grønsværen får nok lys. Men stadionets ovale form, gjorde det svært, forklarer Knut Göppert, der er ingeniør og administrerende direktør for det tyske ingeniørfirma Schlaich Bergermann und Partner, som sammen med arkitektfirmaerne GMP og JSK Architekci har designet det nye stadion.
»Stadionet er ikke fuldstændig cirkulært, så opspændingsarrangementet var ret kompliceret. Vi har også måttet analysere foldningen af taget med de samme værktøjer, man i bilindustrien bruger til at analysere en airbags udfoldning med.«
Inspireret af et cykelhjul
»Med et tag af denne størrelse (59.000 m2 fast tag af membran og glas plus 10.000 m2 foldbart tag) er man nødt til at spare så meget vægt som muligt. Vi lod os inspirere af et cykelhjul, hvor kablerne er eger og spiret i midten er navet. Konstruktionen betyder, at vi kan balancere de fleste kræfter inden for 'hjulet' så vi ikke behøver en voldsom forankring.«
Mens resten af Europa har øjnene rettet mod EM i Polen og Ukraine, skuer Knut Göppert allerede mod de kommende VM-slutrunder i Brasilien (2014), Rusland (2018) og Qatar (2022), hvor klimaet vil drive stadionbyggerne mod nye opfindelser.
»Fokus flytter sig mere over på energieffektivitet og bæredygtighed, så vi vil nok se solceller integreret i plastmembranerne. Der vil komme flere kompositter, og fiber vil erstatte stål nogle steder - men stadioner er ikke en teknologidriver som sådan, for det man har mest brug for, er pålidelighed,« siger han.
Ingeniørens besøg på nationalstadionet i Warszawa var betalt af brancheorganisationen Plastics Europe.
Fakta:
Se udstillinger om stadionbyggeri i Berlin og London
For tiden byder Europa ud over EM på to udstillinger om stadionarkitektur:
Kommentarer (0)