Sprinklere i motorrum sparer millioner på busbrande

Siden 2004 har svenske forsikringsselskaber krævet godkendt brandslukningssystem i bussers motorrum. Nu høster de afkastet af, at skadesomkostningerne pr. busbrand er reduceret med 70 procent.

Hvert år udbryder der brand i lidt mere end én procent af alle busser i Sverige. Den statistik har ligget stabilt de seneste ti år, men i dag er skadesomkostningerne, som forsikringsselskaberne skal udbetale pr. busbrand, reduceret fra i snit 400.000 kr. i 2002 til lige over 110.000 kr. i 2011. Et fald på 70 procent.

Det skyldes, at de svenske forsikringsselskaber i 2004 gjorde det til et krav, at busser skulle have godkendt, automatisk brandslukningsudstyr integreret i motorrummet, før de kunne forsikres mod brand.

»Kravet om automatiske sprinklere i motorrummet har betydet, at antallet af alvorlige busbrande er formindsket kraftigt,« siger Lars Nilsson fra det svenske forsikringsselskab Trygg-Hansa til Ingeniøren.

Omkostningerne for de svenske forsikringsselskaber er stødt faldet siden 2004, hvor det blev påkrævet at forsyne busserne med brandslukningssystem i motorrummet, hvis man ville brandforsikre bussen. Kilde: SP Technical Research Institute of Sweden

Den bus, som 13. oktober udbrændte i nødsporet af autobahn1 nær Euskirchen, efter at 73 danskere, primært teenagere, var evakueret, havde intet brandslukningssystem integreret i motoren. Derfor fik ilden frit spil, og bussen stod ikke til at redde, da brandvæsnet nåede frem efter mindre end et kvarter.

Danske forsikringer kræver ikke brandslukning

I Danmark er busbrande tilsyneladende ikke lige så stort et problem. Tryg har for de tre første kvartaler af 2012 blot oplevet én busbrand med forsikringsomkostninger på over 400.000 kr.

»Da problemet heldigvis er beskedent for Tryg, selv om vi har en stor markedsandel af vognmænd, har vi ikke opstillet brandsikring af motorrum i busser eller lastbiler som et generelt krav til forsikringsdækningen. Men dette er ikke ensbetydende med, at vi ikke er opmærksomme på risikoen. Som en del af Tryg Risiko Rådgivning gør vi kunderne opmærksomme på det fornuftige i at montere Firetrace i busser og lastbilers motorrum,« siger Gerhard Dall, kommunikationschef fra Tryg.

Svensk krav er kølvand til eksplosion

At svenskerne i 2004 krævede automatisk brandslukningssystem i busserne, skal ses i lyset af, at der havde været en eksplosion i antallet af alvorlige busbrande. Før den pludselige stigning var der kommet et krav om miljørigtige motorer og nye regler for, hvor meget busser måtte larme. Det betød, at brændstoftrykket i motoren for nogle bussers tilfælde blev forøget med en faktor 15, samtidig med at motorerne blev bedre bygget kompakt ind i bussen for at efterleve støjkravet.

»Den opbygning medførte, at temperaturen i motorrummet blev meget høj, og kombineret med den forøgede mængde brændstof, der sprøjtede ud i motoren i tilfælde af lækage, betød det, at vi så en eksplosion i antallet af totaludbrændte busser i starten af det nye årtusinde. Det var en meget bekymrende tendens,« siger Lars Nilsson.

I årene 2002-2004 var der henholdsvis 7, 7 og 5 busbrande pr. år med omkostninger på over én million svenske kroner ud af gennemsnitligt 43 busbrande pr. år. I dag er det tal dalet til nul busbrande af den kaliber de seneste to år ud af i alt 59 busbrande.

»Siden 2004 er der ikke rapporteret en eneste totaludbrændt bus til forsikringsselskaberne, hvor branden var startet i motorrummet,« siger Lars Nilsson.

Dog er der stadig få busser i Sverige, der kører rundt uden brandslukningsudstyr i motoren, men så er de heller ikke brandforsikrede.

Kommentarer (0)