'Sorte' taxier på tværs af landet vokser også frem i Danmark

Danskere er så vilde med at 'kør sammen'-initiativer, formidlet over nettet, at eksempelvis gomore.dk hver dag har omkring 950 samkørsler. Tårnhøje benzinpriser og trang til at spare unødvendige udgifter giver initiativet vind i sejlene.

Et ydmygt samkørselsinitiativ, skabt i 2005 af to unge danskere, der studerede i Tyskland, vokser hastigt, godt hjulpet af økonomisk krise og tårnhøje benzinpriser.

Således sværger både danskere og amerikanere i stigende grad til små, private firmaer, som tilbyder ture med almindelige bilejere, der alligevel tager bilen på arbejde.

Omtalen af den amerikanske trend på Ingeniøren online i går, tirsdag, fik flere læsere til at berette om lignende hjemlige initiativer, hvor pendlere med bil tager penge for at transportere folk på tværs af landet.

På gomore.dk kan man søge eller udbyde sit næste lift. (Foto: Gomore.dk)

Læs også: Sorte taxaer bestilt via mobil-apps breder sig i USA

Gomore.dk er et sådant initiativ, der i dag har 57.931 medlemmer, dvs. brugere af tjenesten. Deres presseansvarlige, Matias Møl Dalsgaard, var med til at starte siden i Tyskland for syv år siden:

»Dér var formidling af samkørsel meget udbredt og populært. Det var forbilledet, mere end decideret taxakørsel som i Californien. Vi formidler via annoncer på vores hjemmeside. Så hvis man har en bil og ledig plads fra f.eks. København til Odense, eller man har brug for en tur, kan man indrykke en annonce på hjemmesiden, og så får man et match,« fortæller Matias Dalsgaard.

I USA har myndighederne været efter samkørselsinitiativer som eksempelvis Lyft, både for at operere 'sort' og for at arbejde uden sikkerhedsgodkendelse af bilerne og deres chauffører.

I Danmark er spørgsmålet om skattefrie indtægter slet ikke relevant, fordi pengene er så små, at der ifølge Matias Dalsgaard udelukkende er tale om udgiftsdeling.

»Sikkerhedshensyn forsøger vi at tage ved at eliminere anonymitet, så der både er navn og bilens registreringsnummer, og hvor man ved interaktion med Facebook kan læse om og se billeder af medlemmerne,« siger Matias Dalsgaard.

Læs også: Delebiler hitter blandt danskerne under finanskrisen

På en almindelig hverdag har gomore.dk typisk omkring 950 såkaldte lifts. Rundt regnet to tredjedele er udbydere af ture, og en tredjedel er folk, der vil køre med, oplyser Matias Dalsgaard, der mærker en stigning i antallet af medlemmer netop nu.

»Årsagen er både kendthed, ekstremt høje benzinpriser, og at folk har brug for at spare penge,« tror han.

Selv tjener gomore.dk indtil videre bare småpenge, man har alligevel udvidelsesplaner, dels via et samarbejde om samkørsel med både private og offentlige organisationer, dels via et nyudviklet site:

»Der vil man også kunne tracke, hvem der kører sammen. Vi kommer med en mobiludgave, så man kan søge lift direkte på sin smartphone, når man er på farten. Mobiludgaverne kommer til at understøtte både Android og iPhone,« fortæller Matias Dalsgaard.

Kommentarer (7)

Det er fuldt lovligt at give andre et lift, hvis man alligevel selv har et transportbehov.

Og hvis kompensationen ikke overstiger omkostningsdækning (dvs. på niveau med statens km-takster), så er det også skattefrit:
http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oID=2061740&c...

"Eventuel betaling fra passagererne til ejeren af den benyttede bil medfører ingen ændring i de berørte skattepligtiges befordringsfradrag. Endvidere er bilejeren ikke skattepligtig af en sådan godtgørelse, og de medkørende har ikke fradragsret for betalingen."

Ingeniøren bør således ikke bruge begrebet 'sort taxi' om samkørsel, da det er fuldt lovligt.

Men hvis man ikke selv har et transportbehov, så er det rigtignok sort taxakørsel.

  • 0
  • 0

Undskyld min pessimisme, men nu hvor der er kommet lidt focus og eksponering på emnet, så vil jeg godt vædde på at det, at vi hjælpes ad, får lidt økomnomisk overskud ved at dele lige over, samt måske stifter nye venner og bekendtskaber, bliver smadret af en eller anden tung bureaukratisk byrde i form af, at skulle være licenseret til 'at transpotere ikke-familie, mere end en gennemsnits-danskeren', indrapportere kørselsregnskaber og kvitteringer, samt bilsyn hver tredje mdr. - blot for at se om der kan støvsuges nogle få håndører op, på de få der vil prøve at udnytte systemet.

Hmm surt opstød :)

  • 0
  • 0

Passagerer er (eller bør være) forsikret via deres egen ulykkesforsikring - det være sig heltid eller fritid.
Enkelte selskaber - f.eks. Popermo - tilbyder en separat bilulykkesforsikring, der dækker fører + et antal passagerer.
I tilfælde af skader på bilen, forårsaget af passageren, dækker bilistens ansvarsforsikring, og der er så mulighed for efterfølgende at føre regressag mod passageren/skadevolderen.

  • 0
  • 0

Hej Peter K.

Jeg håber ikke du rådgiver folk om forsikringer, medmindre ovenstående indlæg lige er gået lidt for hurtigt.

  • 0
  • 0

;-)
Næ, det er nu ikke gået for stærkt, men da du ikke angiver, efter hvilke forudsætninger, du har kommenteret mit indlæg - f.eks. en skelnen mellem privat- og erhvervskørsel, skyldsspørgsmålet ifm. et uheld m.m. - har jeg lidt svært ved at komme til genmæle!
Og nej, jeg rådgiver ikke folk om forsikringer...

  • 0
  • 0

Jeg skal prøve at komme med lidt, men jeg er også lidt på dybt vand her.

Om man "bør" være dækket af en ulykkesforsikring eller ej mener jeg kommer helt holdent an på den enkeltes situation og holdninger. Jeg mener fx at en tab af erhvervsevne løsning for det meste er langt mere interessant. Ved en ulykkesforsikring for du et beløb en gang af størrelsesordenen mengrad ganget summen på forsikringen såfremt du er dækningsberettiget. Der kan være lidt forskellige krydser og boller ved de forskellige selskaber, fx dobbelterstatning ved visse skader, hvilken mengrad der skal udløses erstatning fra osv. Ved tab af erhvervsevne kan du sikre at du får en hvis procent af dit nuværende indtægtsniveau og indbetaling til din pension indtil du når pensionsalderen. Det synes jeg personligt er langt mere interessant.

I forhold til motoransvar dækker den på en helt anden mådeend du skriver. Den dækker skade forvoldt af bilen på andre og andres ting, herunder passagerer. Mere herom i FL §101 stk 1, mener jeg. Erstatningen ved personskade fra motoransvarsdækningen dækker her både mengrad, tabt arbejdsfortjeneste, udgifter til medicin osv i modsætning til en ulykkesforsikring. Bilen vil aldrig kunne være dækket af egen ansvarsforsikring, det kræver en kaskodækning. Om der der efterfølgende skal føres regressag mod en passager afgøres helt og holdent af forsikringsselskabet. De vil i første omgang hvis der er tale om en dækningsberettiget skade dække den over kaskodækningen, efterfølgende kan de køre regressag mod passageren hvis der er belæg for det. Hvornår der er det er en helt anden snak.

Brug altid en examineret assuandør når du tegner og ikke de platugler der er i discount selskaberne, de aner ikke hvad de snakker om! Og det her er et emne der kan have store konsekvenser.

  • 0
  • 0