Søgning til videregående uddannelser slår alle rekorder

Knap 81.000 har i år søgt ind på en videregående uddannelse, viser ny opgørelse, og det er flere end nogensinde før. Ingeniøruddannelserne er blandt uddannelserne med stor fremgang.

Søgningen til de videregående uddannelser har i år været rekordstor. I alt har 80.766 søgt ind på en videregående uddannelse, og dermed er antallet af førsteprioritetsansøgninger steget med otte procent siden sidste år, der også var et rekordår, skriver Ministeriet for Forskning, Innovation og videregående uddannelser i en pressemeddelelse.

Tallene fra Den koordinerende tilmelding fra 2012 viser, at den største stigning i antallet af ansøgninger er sket inden for erhvervsakademiuddannelserne. De har fået ti procent flere ansøgninger end sidste år, mens professionsbacheloruddannelserne har set en stigning på ni procent, og ansøgninger til bacheloruddannelserne på universiteterne har fået en fremgang på syv procent.

Ingeniøruddannelserne er sammen med det IT-faglige område, det samfundsfaglige område og de naturvidenskabelige uddannelser repræsenteret på listen over uddannelser, der har oplevet en markant stigning i antallet af ansøgere.

Udviklingen glæder uddannelsesminister Morten Østergaard, som, han mener, indikerer, at vi nærmer os regeringens ambitiøse målsætning om, at mindst 60 procent skal have en videregående uddannelse.

»Jeg hæfter mig blandt andet ved en stor søgning til ingeniøruddannelserne og de naturvidenskabelige uddannelser på universiteterne, hvor der generelt er gode optagelseschancer og gode beskæftigelsesmuligheder for kandidaterne. Erhvervsakademierne har også fået markant flere ansøgere end sidste år. Eksempelvis har hele 22 procent flere søgt en erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse inden for det it-faglige område. Tallene tyder på, at de unge er blevet mere realistiske i deres valg og overvejer mulighederne for job efter endt uddannelse,« siger Morten Østergaard i meddelelsen.

Stigningerne er gældende for uddannelser i hele landet, men det er ikke den eneste rekord, som søgningen til uddannelserne har slået i år. Også flere end nogensinde før har benyttet sig af den digitale søgningsmulighed. Det gælder for 66.620 ansøgninger - en nødvendig udvikling, idet den digitale løsning bliver obligatorisk for ansøgere fra næste år.

Kommentarer (0)