Tidligere var den danske søfartsstyrelse frontkæmper for at få gennemført sikkerhedskrav til den internationale krydstogtsejlads i Arktis. Krydstogtturismen i de grønlandske farvande er intensiveret de seneste år, og grundlæggende var kravet om at indføre parsejlads.

Men nu afviser Søfartsstyrelsen, at det nogen sinde har været hensigten at få større krydstogtskibe til at sejle side om side for at øge sikkerheden.

Det gør styrelsen, til trods for at den i en række dokumenter indtil sidste år utvetydigt arbejdede for at gøre påbud om 'parsejlads' i visse dele af de arktiske farvande til en del af IMO's kommende 'polarkode', der ventes gennemført i 2013, og selv om Nordisk Råd arbejder for det samme.
Baggrunden var, at en ulykke i de kolde og isfulde arktiske farvande får langt alvorligere konsekvenser end andre steder på Jorden, fordi der er langt til nærmeste redningsstation eller nødhavn.

I stedet har Per Sønderstrup, kontorchef i Søfartsstyrelsens Center for Maritim Regulering, for nyligt karakteriseret 'parsejlads' som et presseskabt fænomen.

Søfartsstyrelsens forskellige udmeldinger har skabt et uklart billede. Arbejder styrelsen for at få indført parsejlads, eller gør den ikke, Per Sønderstrup?

»Uanset hvad vi tidligere har skrevet om parsejlads, er der i mellemtiden sket en præcisering af, hvad det går ud på. Det har aldrig været tanken, at skibene skulle sejle side og side med 200 meters afstand. Men i takt med, at vi forhandler med flere af krydstogtskibenes organisationer, ændrer ordene sig undervejs.«

I stedet taler Søfartsstyrelsen nu om, at skibe, der sejler i arktiske farvande, skal koordinere deres sejlads, så de inden for fire timer kan komme hinanden til undsætning, og at det kan betyde, at afstanden imellem to krydstogtskibe ikke må overstige 100-200 kilometer.

Men den almindelige opfattelse er, at to skibe med 200 kilometer imellem hinanden ikke har en chance for at komme hinanden til undsætning, mens der stadig er liv at redde, f.eks. hvis der er tåge og drivis, men også fordi vore dages krydstogtskibe synker i løbet af få timer. Hvad er din reaktion på det?

»Vi skal først og fremmest tage udgangspunkt i, at det er passagerskibe, der er udstyret til at sejle i is, og at de har redningsudstyr om bord. Det vil sige, at første skridt er at få passagerer og besætningsmedlemmer over i bådene, næste skridt at få et andet skib til at samle dem op. For det er en lige så stor udfordring, hvis de kommer ind på kysten.«

Men er en afstand på 200 km så ikke i overkanten?

»Tallet er bare et eksempel. Diskussionen om, hvad der er det rigtige, foretrækker jeg at have med de operatører, der har erfaring med at sejle deroppe. Det er dem, der ved, hvordan man kan gøre det, og hvad der vil være praktisk muligt. Det skal jo tages med i betragtning, om der er mange skibe på havet som ved Nuuk, eller om man sejler på Grønlands østkyst, hvor der er isfyldt og meget øde.«

*Efter at krydstogtskibet M/S Explorer forliste ved Antarktis i 2007, blev Danmark og 27 andre lande på et møde i USA i 2009 enige om, at der skal indføres begrænsninger på 500 passagerer om bord på skibe, der sejler i Antarktis. Bliver det også en del af den kommende polarkode? *

»Spørgsmålet om at begrænse passagerantallet har tidligere været rejst, og jeg tror, det kommer op igen. Men den slags begrænsninger er svære at arbejde med, for hvorfor er det lige o.k. med 200, men ikke med 210 mand?« spørger Per Sønderstrup retorisk.

Polarkoden skulle oprindelig have været gennemført i 2011, men bliver mindst to år forsinket. Ifølge Per Sønderstrup er søsikkerhedsdelen godt på vej, mens miljødelen, der handler om alt, hvad der kan påvirke det arktiske miljø, stadig mangler noget.

Miljøbeskyttelse i Arktis omfatter alt fra at beskytte hvaler over udledning af svovl og sod til krav om dobbeltsidede skrog for at sikre mod olieudslip.