Snedig teknik gør eksisterende 3D-film brilleløse

Forskere har opfundet software, der oversætter traditionelle 3D-film i realtid, så de kan ses uden briller på kommende fjernsyn - vel at mærke med intakt 3D-effekt.

Der bliver arbejdet på at udvikle tv-apparater, der kan vise film i 3D, uden seeren skal have særlige (og irriterende) briller på. Men de kommende displaysystemer er ikke umiddelbart kompatible med de eksisterende blu-ray-3D-film, der måtte stå i reolen, ligge i kassen eller sidde i blu-ray-afspilleren. De film skaber nemlig 3D-effekten via to billedperspektiver - et til hvert øje. Den brilleløse teknologi, også kaldet autostereoskopi, kræver derimod 5-10 forskellige billeder - så 3D-effekten kan opleves, selvom man sidder lidt forskellige steder i sofaen.

Eksisterende 3D-blu-Ray med to billedperspektiver kan altså ikke umiddelbart give en brilleløs 3D-oplevelse, som jo forudsætter 5-10 billedperspektiver. Men nu har forskere ved det tyske Fraunhofer-institut udviklet software, der kan live-oversætte de brillekrævende 3D-blu-ray-film til en brilleløs 3D-oplevelse, hvis displayet understøtter autostereoskopi. Det oplyser Fraunhofer-instituttet i en pressemeddelelse.

»Vi tager de eksisterende to billeder og genererer et dybdekort - det vil sige et kort der tildeler en specifik distance fra kameraet til hvert enkelt objekt,« siger Christian Riechert, en af forskerne bag teknologien, ifølge pressemeddelelsen og tilføjer:

»Derfra beregner vi adskillige mellemliggende vinkler ved at anvende dybdebaserede renderingstekniker. Og dette er det virkelig smarte: Processen kører fuldautomatisk og i realtid.«

Andre systemer er i stand til at lave lignende billedberegninger, men ifølge forskerne fra Fraunhofer har disse beregninger været langsomme og er langtfra foregået i realtid. Desuden kan det med andre teknikker være nødvendigt med en efterfølgende manuel billedbehandling.

3D-billedkonvertering i realtid betyder, at softwaren fra Fraunhofer-instituttet kan indbygges i en hardwareboks, som kan kobles sammen med en autostereoskopisk skærm, hvorefter seeren i princippet uden videre kan se sine eksisterende 3D-blu-ray-film fra sofaen i 3D og uden briller.

Forskerne samarbejder nu med parter i industrien om at flytte konverteringssoftwaren over på et hardwareprodukt, som kan integreres i tv-apparater. Der kommer dog til at gå mindst et kalenderår, før teknologien når forretningerne og forbrugerne, forlyder det i pressemeddelelsen.

Softwaren, som kan gøre det muligt at se 3D-film uden briller, bliver demonstreret sammen med en autostereoskopisk skærm på forbrugerelektronikmessen IFA, der finder sted i Berlin fra 31. august til 5. september.

Dokumentation

PRM: 3D movies in your living room – without the glasses

Kommentarer (5)

"Softwaren, som kan gøre det muligt at se 3D-film uden briller,"

Software gør det IKKE muligt at se 3D-film uden briller. Det er fjernsynet der gør det muligt at se 3D-film uden briller. Det har intet med softwaren at gøre.

Software gør udelukkende at 3D film der ikke var designet til dette format, også kan ses på dette fjernsyn.

  • 0
  • 0

Software gør udelukkende at 3D film der ikke var designet til dette format, også kan ses på dette fjernsyn.

Hvis man læser hele artiklen er dette også forklaret ganske udførligt.

  • 0
  • 0

[quote]Software gør udelukkende at 3D film der ikke var designet til dette format, også kan ses på dette fjernsyn.

Hvis man læser hele artiklen er dette også forklaret ganske udførligt.
[/quote]

Hvilket ikke ændrer at udsagnet er forkert. Det er jo netop derfor udsagnet er forkert.

  • 0
  • 0

[quote]Software gør udelukkende at 3D film der ikke var designet til dette format, også kan ses på dette fjernsyn.

Hvis man læser hele artiklen er dette også forklaret ganske udførligt.
[/quote]

Jeg læste artiklen for at forstå mere om display teknologi, måske i et håb om at få lidt indsigt i hvordan det er muligt.

I stedet en forholdsvis ligegyldig artikel om at konvertere mellem to formater.
Ringe valgt overskrift efter min mening.
/henrik

  • 0
  • 0

I lyder som en flok sure gamle mænd.
Artiklen fortæller simpelhen at tv-branchen trods alt gør fremskridt.
Og der kører allerede nu og endnu mere fremover, rigtig mange lynhurtige software algoritmer og hurtige processorer i fjernsynene.
Det bliver da fint, hvis vi fremover vil kunne se 3D uden briller.
Der skal både hurtigt hardware OG hurtigt software til for at skabe 3D video i real time, ligesom det gør sig gældende mht. surround sound.
Men jeg læser artiklen som om at der sker noget nyt i branchen og det er da fint...
At jeg så gerne så at TV allerede nu kunne bruges som en computer med nettet og dets fordele, viser at branchen ikke er helt så modig som jeg gerne så. De siger at TV'ne så bliver for dyre, men det ermest en dårlig undskyldning.

/Troels

  • 0
  • 0