Snart kan 3D-briller med batterier bruges til forskellige 3D-fjernsyn

De førende producenter af 3D-fjernsyn med aktive briller er gået sammen om at anvende Xpands 3D-brilleteknologi som fælles standard for aktive 3D-briller.

De store fladskærmsproducenter som Samsung, Panasonic og Sony er gået sammen om sikre en fælles standard for aktive 3D-briller til understøttelse af 3D-fjernsyn. Det betyder, at det bliver muligt at anvende de samme aktive 3D-briller til at se 3D-fjernsyn på apparater fra flere forskellige leverandører. Men endnu er der ikke meddelt noget konkret om, hvornår de første fælles 3D-briller vil være i handlen.

»Der kommer allerede i år en masse i 3D, hvilket vil være med til at lægge et generelt pres på markedet, og der ville det være smart at kunne slå på, at brillerne vil kunne bruges på tværs af producenter,« siger formanden for BFE's Digital- og Teknikudvalg, Gert Svendsen, teknisk chef i Canal Digital, til ing.dk.

Han forventer dog, at tavsheden alene skyldes ønsket om at gemme 'nyheden' til den store elektronikmesse CES, der løber af stablen i næste uge i den amerikanske by Las Vegas.

Logo til Full HD 3D Glassess

»Mon ikke vi er en hel del klogere efter CES, hvor mange af producenterne jo vælger at komme frem med deres nyheder, og der lanceres mange nye ting,« uddyber den tekniske chef.

Det er blandt andet begivenheder som OL i London og EM i fodbold, der er med til at drive salget af 3D-fjernsyn.

De store producenter er gået sammen i Full HD 3D Glasses Initiative, der også har deltagelse af Xpand, der i årevis har arbejdet med udvikling af 3D-brilleteknologi. Det vil også være Xpands teknologi, der vil blive anvendt i de nye fælles 3D-briller. Aktive briller er kendetegnet ved at indeholde batterier, og hvert glas er dækket af et LCD-panel, som kan åbnes og lukkes i takt med visningen af billederne på skærmen.

»Xpand har arbejdet professionelt med 3D-briller i årevis, så det er ikke nogen dum idé at læne sig op af deres teknologi. De enkelte tv-producenter har jo travlt med at udvikle fjernsyn og beskæftiger sig ikke så meget med udvikling af brillerne,« siger Gert Svendsen.

Ifølge samarbejdet Full HD 3D Glasses Initiative vil det være muligt at anvende de samme briller på tværs af platforme, så de også vil kunne anvendes til computerspil og i biografer, der anvender aktiv 3D-teknologi.

Dokumentation

Panasonic, Samsung, Sony and XPAND 3D Join Forces In ‘Full HD 3D Glasses Initiative’
Full HD 3D Glassess

Emner Digitalt tv

Kommentarer (5)

Jeg har en handicappet søn der, grundet et bestemt syndrom, har to øjne der ikke kigger i samme retning og derfor ikke kan opnå det 'samsyn' der er betingelsen for at kunne se 3D. Alting omkring ham er efterhånden lavet til 3D og det går ham frygteligt på ikke at kunne se 3D.
Mon denne teknologi vil kunne hjælpe ham?

  • 0
  • 0

Der er stor forskel på, hvor nemt det er for forskellige personer at se 3D. 5-10% har ikke ægte 3D syn. Jeg er selv "3D-nørd", men kan f.eks. ikke - som mange af mine venner - se de gamle stereoskopkort eller nye billeder (parallel view eller cross-eyed view) uden hjælpemidler. Den sikreste metoder er de, hvor højre/venstre billede bliver "banket" ind i hhv. højre og venstre øje f.eks. som ved 3DTV med aktive briller, eller som vi gør herhjemme med to HD projektorer med polarisationsfiltre (i princippet samme metode som i Cinemax biograferne).
Den ultimative metode - hvis man har problemer - må være Sony's Head Mounted Display. Se:
http://www.sony.net/united/3D/#vision/hmd/
Jeg har ikke prøvet dem, men jeg vil tro, at hvis man ikke kan se 3D med dem, så må man affinde sig med at være blandt de 5-10%, der ikke har 3D syn.

  • 0
  • 0